What We Do in the Shadows – sæson 2

Hvor længe holder en idé sig frisk? 

What We Do in the Shadows fra 2014 var perfekt charmerende som en opfindsom newzealandsk kultfilm om vampyrer i et bofællesskab, der ævler og kævler om dagligdagens makabre gøremål. Det er da også irriterende, når ens sambo åbner en jomfrus halspulsåre uden at lægge aviser på sofaen først!

Samme opskrift gav omtrent samme afkast, da instruktørerne Taika Waititi og Jemaine Clement sidste år spandt en serie over konceptet.

Den foregår i Staten Island i stedet for Wellington, men er skudt igennem med samme underspillede newzealandske vid, som d’herrer har demonstreret sammen og hver for sig i Flight of the Conchords, The Hunt for the Wilderpeople og JoJo Rabbit.

Også selv om lattergassen løb en smule af ballonen i løbet af første sæson, der efter en stærk opstart viste sig at have lige akkurat nok med nye idéer til at være morsom, men ikke nok til at være fængende i længden.

At dømme efter de to første afsnit sidder anden sæson fast i samme rille.

I det ene døjer den langmodige vampyrtjener Guillermo med angreb fra vrisne vampyr-attentatmænd, der har et horn i siden på hans herskere. Imens han forsøger at holde husfreden og tøjre den ulidelige hipsterkollega Topher, der bliver mestrenes favorit, selv om han danderer den, hver gang de vender ryggen til.

Situationen bliver ikke det mindste bedre af, at Topher slår sig selv ihjel og genopstår som en zombie – der stadig mumler løs om hjemmebrygget cider og insisterer på highfives, selv om hans arm rådner og falder af.

Andet afsnit er mere filosofisk anlagt. Hvis vampyrer er sjælløse levende døde, og spøgelser er fordømte sjæle, der ikke kan finde fred, kan det samme menneske så ikke blive til begge dele samtidig?

Så gruppen konfronteres med fortiden, da deres spøgelser dukker op efter århundreders vandren.

Blide Nandor har glemt sit modersmål og kan ikke snakke med sit krigeriske gamle ”jeg”, mens forførersken Nadja bliver punket af sit spøgelse for at spilde evigt liv på at trille tommelfingre derhjemme.

Det er genkendeligt i disse karantænetider!

Kun trinde Laszlo med operastemmen kommer godt overens med sit spøgelse, i hvert fald indtil han spørger, hvorfor hans menneskelige ”jeg” ikke kan finde hvile: Han døde halvvejs gennem et knald og har vandret hvileløs rundt med blå nosser lige siden! Kan hans vampyr-jeg ikke lige give ham en hånd …?

Det faste cast pingponger træfsikkert. Matt Berry er kostelig som den pompøse laps Laszlo, mens Harvey Guillén er et overbærende anker som Guillermo, der kan sende mockumentary-kameraet lidende blikke, når vampyrerne skejer idiotisk ud.

Og Haley Joel Osment, amerikansk films bedste barneskuespiller omkring årtusindskiftet, er et friskt pust som Topher – også selv om det stort set er samme rolle, han spillede i Silicon Valley.

Det er sigende for serien her i starten af anden sæson. What We Do in the Shadows glider stadig ned som varmt jomfrublod, men der er ikke meget bid i den lidt rutineprægede galgenhumor. Vampyrerne er skægge nok, men de er skæggest, når deres gotiske selvforståelse kolliderer med en uimponeret omverden.

Den fisk-på-landjorden-komik, hvor det makabre møder det trivielle, er seriens kendetegn. Derfor er energivampyren Colin Robinson en morsom opfindelse. Han er en beige kontorrotte, der jager ved at kede eller irritere folk. Så han bliver henrykt, da gruppen støder på et amatørteater!

Desværre satser forfatterholdet sikkert og riffer over den gængse ”ugens monster”-skabelon i stedet for at dykke ned i første sæsons pinlighedskomik. I hvert fald indtil videre. For med otte afsnit til gode er det for tidligt at dømme en original sitcom ude.