What We Do in the Shadows

Der er godt nyt i vente for fans af kiwi-komedier.

Serieversionen af den skæve mockumentary What We Do in the Shadows er – at dømme ud fra de første tre af ti afsnit – lige så sjov som Taika Waititi og Jemaine Clements film.

For fem år siden var vampyrkomedien en frisk opvisning i skæv, underspillet humor, der efterhånden har dannet skole i newzealandske komedier. Det er tør enfoldighedskomik a la Flight of the Conchords og Netflix-filmen The Breaker Upperers.

Lige siden har Waititi og Clement syslet med planer om at føre konceptet videre. Deres politiserie Wellington Paranormal fra 2018 var en hyggemorsom X-Files-parodi, mens den nye seriesatsning følger originalfilmens koncept mere nøje.

Endnu engang følger vi glubske vampyrer. De bor sammen i et gotisk hus i den nye verden, men bruger mere tid på kollemøder end på jomfruslagtning. Denne gang er vi i New York snarere end Wellington, men karaktererne og komikken er omtrent den samme.

Der er en østeuropæisk krigsherre, Nandor, hvis lapsede fremtoning er en skæg kontrast til hans blodtørstige fortid. Der er den bydende forførerske Nadja og hendes kæreste Lazslo, som taler med en purengelsk accent – formentlig fordi ingen ville bede komikeren Matt Berry pakke sin rungende røst væk i en østeuropæisk vodka-accent.

Eller også kender han bare sine egne begrænsninger. Engelske Natasia Demetriou er ren karnevalssigøjner som Nadja, men hver gang hun bliver begejstret, lyder hun som en weekendsjasket londoner.

Seriens måske sjoveste påfund er den fjerde roomie, Colin Robinson, der er en energivampyr. Altså typen på kontoret, der ubønhørligt indleder en kedelig samtale med kolleger og først går videre, når de er ved at falde i søvn. ”Du kender formentlig allerede en opmærksomhedsvampyr,” fortæller han til det fingerede kamerahold. ”Vi er den allermest udbredte form for vampyr.”

Der udstikkes en retning for serien, da en oldgammel Nosferatu-lignende vampyr aflægger en bagholdsvisit og bebrejder dem, at de endnu ikke har tvunget den nye verden i knæ. Så de tager til det lokale byråd for at tvinge newyorkerne til at underkaste sig eller dø.

Men dagens møde går med parkeringstilladelser, så de bliver bedt om at vende tilbage om et par måneder!

Det er stadig den skærende kontrast mellem den gotiske vampyrmytologi og en leverpostejsfarvet dagligdag, der leverer det komiske brændstof. Som da Nandor brokker sig over hygiejnen i fængselscellen, hvor sidste uges halvtappede jomfruer jamrer sig.

Løsningen bliver at datomærke deres ofre i panden med en sprittusch.

Det kan godt være, at mockumentary-satire efter The Office, Modern Family og Parks and Recreation er en gennemtærsket genre, men det passer perfekt til den fingerede observationskomik vampyrerne imellem. Taika Waititi og Jemaine Clement nyder at pille deres profant selvhøjtidelige karakterer fra hinanden med akavet stilhed og ”kæft, han er en idiot”-blikket direkte ind i kameraet.

Det er især Nandos oppasser Guillermo, der er publikums stedfortræder. Han har tålmodigt ventet på at blive gjort til en vampyr i ti år, mens han udholder sine herskeres luner og skaffer dem jomfruer – dem er der mange af blandt de lokale rollespilsentusiaster!

Vampyrerne veksler mellem gotisk storhedsvanvid og selvtilstrækkelig smålighed, og så er de først og fremmest halvelskelige idioter.

Da gruppen skal i byen, tager Lazslo en enorm hat af hekseskind på. Han insisterer stædigt på, at den ikke er forbandet – selv efter han vælter en reol over sin menneskeslave, falder igennem gulvbrædder, der pludselig viser sig at være pilrådne, og bliver slæbt hen ad gaden, fordi hans kappe sidder fast i taxadøren.

”Din hat bløder,” siger Nandor overbærende. ”Jeg ved det,” svarer Lazslo irriteret.

Efter tre forrygende veloplagte afsnit venter man utålmodigt på resten af herligheden.