Vogterne

Vogterne starter med et mareridtsagtigt billede af døde soldater ved fronten under Første Verdenskrig. Det er mænd, som har forladt deres gårde og hjem for nu at blive opslugt af jorden langt væk fra den muld, de engang opdyrkede.

Herefter er fronten nærmest fraværende i filmen. Men åbningen forbliver et smertefuldt ekko, som runger i baggrunden af fortællingen om hjemmefrontens kvinder under og efter krigen.

Historien tager sin begyndelse i 1915, hvor den ældre kvinde Hortense og datteren Solange er efterladt på gården og må sørge for husarbejdet og høsten, mens sønnerne og ægtemanden er draget i krig. De hyrer den familieløse Francine – spillet med stille intensitet og stort nærvær af debutanten Iris Bry – som gennem sit hårde arbejde og loyalitet bliver en uundværlig del af gården og føler, at hun endelig har fundet en familie.

Den franske instruktør Xavier Beauvois har med Om guder og mænd vist, at han besidder en fornem evne til at skildre grupper og minisamfund, som lever i et isoleret limbo. I den film er det en gruppe franske munke udstationeret i Algeriet, hvis eksistens bliver truet af terrorister. 

I Vogterne er fokus rettet mod en gruppe kvinder, som isoleret af krigen og i mændenes fravær insisterer på dagligdagens gøremål som deres eneste våben.

Handlingen er placeret i en brydningstid. Ikke kun krigens skyttegrave slår revner i samfundet. Industrialiseringen er godt i gang med at afløse de nedslidte og rynkede landbrugshænder med traktorer og mejetærskere.

Vogterne skaber en slående parallel mellem denne modernisering af landbruget, og hvad der lidt efter lidt viser sig at være filmens egentlige omdrejningspunkt: moderniseringen af kvinderollen.

Her udgør Hortense og Francine både hinandens spejlinger og modpoler. To viljestærke kvinder, som på hver deres måde må kæmpe for at opretholde deres idealer, og som til sidst må sande, at de er fra to forskellige generationer.

Efter at krigen er raset til ende, skændes de hjemvendte soldater om de afdødes jord, og Hortense priser sig lykkelig over, at verden ikke har forandret sig. Hun vil ikke se fremtiden i øjnene, men kun skue tilbage. Francine repræsenterer derimod fremtiden, hvor kvinden må skabe sin egen tilværelse løsrevet fra familiebåndet.

Men Vogterne er ikke kun en film om kvinder.

Den er i lige så høj grad en hyldest til mulden og gårdlivet, og det er netop dens store kvalitet. Det meste af første halvdel bruges på en minutiøs beskrivelse af alt fra malkning af køer og brygning af alkohol til kvinderne, som under såningen marcherer gennem markerne og senere høster kornet i det gyldne sollys.

Det er både modigt og befriende, at instruktøren har koncentreret dramaet så meget, at det kan aflæses i et stivnet blik eller fodens snublende bevægelse. Filmet i majestætisk bredformat er disse prægnante billeder af gårdlivet filmens poetiske kerne.

Man kan spørge sig selv, om denne nærmest anti-dramatiske fortællestil kunne holde gennem hele filmen? Det vil jeg gerne satse min biografbillet på, at den kunne have gjort.

Men midtvejs forelsker Francine og Hortenses søn Georges sig i hinanden, amerikanerne gør deres indtog, og filmen nærmer sig melodramaets forviklinger.

Hvor beskrivelsen af hverdagen på gården besidder en naturlighed og respekt for livets rytme, virker intrigerne konstruerede. Dermed forråder Xavier Beauvois den poetiske kerne, som gjorde første halvdel af hans film til noget særligt.

Heldigvis holder Vogterne følelsesudbruddene nedtonet og finder til slut igen en god balance mellem det følelsesmæssige drama og portrættet af hverdagslivet. For ligesom de kvinder, den portrætterer, finder filmen sin særlige kraft og styrke i dagligdagen.