The Vanishing

Tre mænd på en øde ø. 

Det er en urscene, som i al sin enkelhed har noget mytisk over sig. Læg dertil et lag af maskulinitet, isolation og en udforskning af skyldens natur. 

Danske Kristoffer Nyholms britiske The Vanishing er løst inspireret af det såkaldte Flannan Isle-mysterium. I 1900 forsvandt tre fyrbødere sporløst fra en lille, isoleret ø ud for Skotlands vestkyst. Deres skæbne er aldrig blevet klarlagt, og The Vanishing – ikke at forveksle med George Sluizers thriller fra 1993 – brygger videre på de ubesvarede spørgsmål. 

Nyholms film handler om mænd i et udpræget maskulint og råt miljø, hvor vejrbidte ansigter, fuldskæg og sømandsweatre dominerer. 

I begyndelsen ankommer de tre fyrpassere – Thomas, James og Donald – til den lille omblæste og afsondrede ø, hvis fyr de skal passe og vedligeholde. 

Få dage senere finder de på deres vagt en mand, der er forlist med sin lille robåd og skyllet op på øens strand. Manden ser ud til at være livløs, men pludselig angriber han Donald, som i kampens hede dræber den fremmede. 

Det viser sig, at manden har medbragt en kiste fuld af guldbarrer. Det sætter straks en masse i gang hos de tre fyrbødere. For hvad skal de stille op med guldet? 

Situationen forværres, da to skandinaver – spillet af Malling og Ólafsson – ankommer til øen. De leder efter deres forliste kollega og ikke mindst hans værdifulde last. 

Mødet mellem Thomas, James og Donald og så de to nyankomne ender fatalt og kaster de tre fyrbødere ud i seriøs omgang økuller, hvor grænserne for den menneskelige psyke og sociale interaktion sættes på prøve. 

The Vanishing er ikke nogen dårlig film, men man sidder tilbage med en uforløst følelse. 

Den autentiske gåde om de tre fyrpasseres skæbne er dragende, og især i første halvdel af filmen formår Kristoffer Nyholm at skabe en fortættet og intens stemning. Ligesom den tåge, der ofte indhyller øen, sniger The Vanishing sig langsomt frem med sin thriller-prægede og besnærende uhygge. 

Alligevel er thrilleren i sidste ende mere enkel og stringent end dyb og engagerende. En del af problemet er, at de tre hovedpersoner ikke er interessante og komplekse nok. Thomas, James og Donald repræsenterer tre forskellige generationer og typer. Thomas er fornuften og lederen, mens Donald er den uerfarne og mere driftstyrede. 

Manuskriptforfatterne Joe Bone og Celyn Jones har forsøgt at tilføre fortællingen mere dybde via Thomas, men hans sorg oven på konens død og småreligiøse tendenser bidrager ikke med meget. 

68-årige Kristoffer Nyholm får en sen spillefilmdebut.

Han er på trods af en mere end hæderlig international filmkarriere gået under radaren herhjemme. Han startede med at arbejde på nogle af Lars von Triers film og har efterfølgende instrueret dele af navnkundige serier som Forbrydelsen, Ørnen og den Ridley Scott-producerede Taboo med Tom Hardy i hovedrollen. 

The Vanishing er beslægtet med ø-film som Martin Scorseses Shutter Island. Og den kommer pudsigt nok samme år som en anden, storrost film med et fyr på en isoleret ø i en central rolle, nemlig Robert Eggers’ The Lighthouse med Willem Dafoe og Robert Pattinson. 

Med The Vanishing leverer Kristoffer Nyholm et upåklageligt håndværk, men den gådefulde fortællings potentiale til at udforske dystre sider af menneskets natur forløses ikke.

Slutningen er mere ”nå” end ”wauw”, og ligesom tågen, der indhyller Flannan Isle, ender filmen med at lukke om sig selv.