Serieanmeldelse
01. feb. 2017
Taboo
De fleste er snavsede udenpå såvel som indvendigt i Taboo. Spørgsmålet er, hvor beskidt James Delaneys (Tom Hardy) sjæl egentlig er? Foto | Steve Minett

Taboo

Tom Hardy spiller hårdkogt Afrika-fanatiker i stemningsfuld tv-serie, der fungerer bedst, når helten er mest skrøbelig.

Af Jens Steinicke Kjær

Den store stærke mand, som overvinder en større mængde ondsindede personer, må være en af de mest fortalte historier i verden. Specielt i film- og tv-verdenen.

Det er den nok, fordi de fleste mennesker godt kan lide tanken om, at en hvilken som helst mand med vilje af stål kan gøre alt.

Nu har machomanden Tom Hardy sat sig selv i rollen som den store og stærke James Delaney, der går i kødet på det tyranniske Ostindiske Kompagni i serien Taboo.

Det er nemlig Hardy selv, der har skrevet manuskriptet i samarbejde med sin far Chips Hardy og Steven Knight.

Serien er produceret af selveste Ridley Scott, og det er vores egen Kristoffer Nyholm, kendt for at have instrueret Forbrydelsen, som har stået for instruktionen af sæsonens første halvdel.

Som én-mand-klarer-ærterne-historie fungerer serien upåklageligt.

Vi befinder os i London i året 1814.

Efter at have været væk fra jordens overflade i flere år kommer James Delaney til byens store overraskelse tilbage for at gøre krav på sin fars arv. Faren er død under mystiske omstændigheder, og hans søn er stålsat på at finde ud af, hvad der er sket. Desuden vil han genåbne farens gamle handelsselskab.

Vi får hurtigt antydninger af, at James har været i Afrika i en længere periode. Hvad han har lavet der, vides ikke, men han har mystiske ar og tatoveringer på kroppen, og lommerne er fulde af guldmønter.

James’ far har ikke efterladt ham noget nævneværdigt bortset fra et lille stykke land på Vestkysten i Nordamerika.

Da England og De Forenede Stater er i krig, og da området ligger fordelagtigt i forhold til oversøiske handelsruter, er det yderst eftertragtet af begge parter.

Derfor bruger handelsselskabet Det Ostindiske Kompagni, som ledes af den grådige Sir Stuart Strange (Jonathan Pryce), beskidte midler for at vriste arven fra James Delaney.

Før han kom til byen, var det nemlig planlagt, at kompagniet kunne købe landet for en slik af Delaneys smukke halvsøster Zilpha Geary (Oona Chaplin).

Det er et meget beskidt og mørkt London, som skildres i Taboo, og visuelt er serien både lækker og overbevisende. Kostumerne er Oscar-værdige og seriens production design ligner den lige så flotte tv-serie Peaky Blinders.

Historien vil nok ikke tilfredsstille dem, som sætter realisme højt. James Delaney er bomstærk, klog og rig i så høj grad, at han ligger på grænsen til en superhelt. Og serien flirter med overnaturlige elementer, som kredser omkring hans tid i Afrika.

Til gengæld er der drama for alle pengene. James er i smug dødforelsket i sin halvsøster og arbejder hårdt, men selvsikkert på at vinde hendes hjerte.

Det er hendes mand Thorne Geary (Jefferson Hall) af gode grunde træt af, så også han ser gerne James’ hoved på et fad.

Selv den narcissistiske og kvabsede konge – spillet morsomt af Mark Gatiss – har interesse i at få fingrene i Delaneys arv og forsøger at afpresse både Delaney og hans nærmeste.

James Delaney har altså fjender nok, men med tiden får han samlet en farverig række kolleger, som hjælper ham med forretningerne. I bedste Bruce Wayne-stil har han sin trofaste og altid sarkastiske butler Brace (David Hayman), som arbejdede for James’ far.

Luderne på det lokale bordel får James også hurtigt på sin side mod betaling. ”De eneste, som ikke er ludere i denne her by, er luderne,” påstår han gravalvorligt.

Stille og roligt får han Londons underverden over på sin side, og serien er også en den-lille-mand-mod-den-onde-elite-historie.

Tom Hardys karakter er hård og mystisk, men serien lider i sin første halvdel under, at han gennemgående virker lidt for fantastisk og uovervindelig.

I få scener ses James sidde alene, halvnøgen og grædende i mørket, med tydelige traumer fra tiden væk fra London. Det er her, når Tom Hardy er sårbar og menneskelig, at serien fungerer bedst.

Titel:
Taboo

Land:
England

År:
2017

Instruktør:
Kristoffer Nyholm, Anders Engström

Serieskabere:
Chips Hardy, Tom Hardy, Steven Knight

Medvirkende:
Tom Hardy, Jonathan Pryce, Oona Chaplin, Jefferson Hall, Mark Gatiss, David Hayman

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
7. januar på HBO Nordic

Relevante artikler

Tv-anmeldelse
04. juni 2015
Peaky Blinders

Peaky Blinders

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
09. maj 2018
Greyzone

Greyzone

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro