Urchin

Mike står op, ruller sin sovepose sammen og finder rygsækken frem. Den ligger bag skraldespanden, hvor han har gemt den natten over. Han skal på arbejde, ud at tigge til et varmt måltid eller – bedre endnu – penge til en frisk pose kokain.

Men hans pung er væk, stjålet af den åndsfraværende tiggerkollega Nathan. Der langes ynkelige tæsk ud foran en café, hvor alle gør deres bedste for at ignorere de hjemløse bortset fra en venlig sjæl med blazer og god opdragelse, som stiller sig imellem de kæmpende.

Manden byder endda på en flaske vand og en bagel bagefter. Mike kvitterer ved at slå ham ned og stjæle hans ur. Det kan dog kun pantes for 40 pund, og han kommer straks i fængsel. Det er ikke første gang.

Harris Dickinsons spillefilmdebut Urchin starter uhøjtideligt og i sit helt eget tempo.

Den 29-årige britiske skuespiller, kendt for Babygirl og Triangle of Sadness,er kommet godt fra start som instruktør. Med en spøjs, lille film, der ligger imellem den empatiske socialrealisme a la Ken Loach og den kynisk finurlige tilgang til samfundets bund i Danny Boyles Trainspotting.

Det er først og fremmest et karakterportræt af en umulig mand. Mike forsøger ugideligt at komme på benene igen, droppe stofferne og passe et job som hotelkok, men det er ikke nemt, når mindreværdet kan ses fra månen.

Mike spilles af Frank Dillane, der er fascinerende svær at blive klog på i hovedrollen. Det relativt ukendte talent holder en kølig distance til karakterens inderste følelser og leger med publikums sympati, så man bliver helt søsyg.

Barnlig, kær, utilregnelig, manisk og aldrig helt til stede.

Særligt flot er scenen, hvor Mike skal sige undskyld til sit offer i en offentligt styret samtale. Mike virker først forberedt på opgaven, men i et langsomt zoomende nærbillede vrider han sig pludselig i sædet som en skoletræt teenager, undgår øjenkontakt og forsøger at slippe ud af situationen.

Et vigtigt øjeblik på vej til et bedre liv bliver i stedet dybt pinligt.

Urchin betyder på engelsk både ”en skidt knægt” og ”et pindsvin”, så selv Mike ville forstå symbolikken. Et brændt barn, der har brug for hjælp, men stikker – eller slår dig ned – hvis du kommer for tæt på.

Filmen siger modigt, at det ikke kun er samfundets skyld. Der er også noget galt dybt inde i Mike, som ganske givet kan komme fra problematiske forældre eller det britiske klassesystem, men det interesserer filmen sig ikke for.

Den nøjes med at zoome ind på det håbløse individ og den barske sandhed, at nogle mennesker er for smadrede til, at vi som samfund har fundet en måde at gribe dem på.

Filmen svæver afsted i en stemning, der giver en følelse af at glide væk fra virkeligheden, ligesom Mike tilsyneladende gør. Sammen med ham vælter vi ind i en række bipersoner, der alle emmer af liv og afmålt komik.

Socialhjælperen, der vil Mike det godt, men distraheres af sin mikroovnsfrokost. Den pressede chefkok, der forsøger at holde hånden over Mike. De sprælske hotelkolleger, som i en smuk scene tager Mike med på karaokebar og synger Atomic Kittens Whole Again.

Og halvkæresten Andrea (Megan Northam), der giver Mike den omsorg, han trænger til, men uforvarende lokker ham tilbage til stofferne.

Harris Dickinson spiller selv den semikatatoniske medhjemløse Nathan med humor og melankoli i pæn balance. Han bekræfter tendensen til, at skuespillere ofte er dygtige til personinstruktion, når de selv instruerer.

Alle i Urchin spiller, så man nærmest kan lugte det snuskede London-univers, de bevæger sig i.

Mindre vellykket er filmens direkte stileksperimenter. Abstrakte sekvenser, der involverer en violinspillende kvinde, som ikke er tydeligt forståelige og heller ikke visuelt dragende nok til at blive andet end en klos om benet på historien.

En sidste scene gakker tættere på solen, end filmen kan bære, og gør Urchin til en mere forglemmelig oplevelse, end den kunne være.

Men når børnesygdommene er opereret ud, kan Harris Dickinson blive en stærk bannerfører for den britiske socialrealistiske tradition – forhåbentlig med Frank Dillane ved sin side.