Babygirl

Grænserne sløres i denne slibrige og sexede film om en kvindelig topdirektør, der sætter elitelivet over styr med et kinky bdsm-forhold til sin håndfaste praktikant.

Det er en præmis, instruktør Halina Reijn udfolder med sans for den usikre overgang mellem at udvise hensyn og udøve kontrol i en kosteligt svingende tone mellem erotisk drama og overklassesatire.

Reijn kaster publikum direkte ind i soveværelset, hvor Nicole Kidmans Romy stønner sig til en falsk orgasme oven på sin kærlige mand Jacob (Antonio Banderas), før hun sniger sig væk og onanerer sig færdig til dominansporno i et tilstødende værelse.

Deres kernefamilieliv med to halvvoksne døtre i en luksuslejlighed på Manhattan og et rigmandspalæ nord for New York er idyllisk og ufarligt. Lige så forudsigeligt som de robotter, Romy har skabt en formue på at udvikle til logistikbranchen.

Hun er en powerkvinde, der tager sin botox uden smertestillende. Hun forstår at performe, men det fortrængte vender tilbage, da en ung mand (Harris Dickinson) standser en løbsk schæferhund på gaden og siden viser sig at være den nye praktikant Samuel i hendes firma.

”Tror du virkelig, at automatisering fører til bæredygtighed, eller er det bare noget, man siger for at få folk til at kunne lide robotter?” skærer han uforskammet gennem hendes pr-jargon.

Hun skubber ham tilbage med dådyrøjne og en skælven i underlivet, der hyler hende ud af den og gør hende skamfuld. Magtbalancen tipper frem og tilbage mellem chefen, der knalder praktikanten, og praktikanten, der afpresser sin chef.

På kontoret, på et lurvet hotel, på toiletgulvet, til det hede synth-beat på George Michaels Father Figure, et sangvalg så overtydeligt, at det flirter med camp.

Halina Reijns manuskript går i clinch med en favnende politisk korrekthed, der lægger lige så mange bånd på liderligheden, som den bløde Jacob gør det med sin insisteren på det lykkelige familieliv. Lysten hænger truende over forholdet, hvis potentiale til at skyde Romys liv i sænk er et turn-on i sig selv.

Den hollandske instruktør slår halv skade mellem debutfilmen Instinct, hvor en fængselspsykolog falder for en sexforbryder, og det satiriske mordmysterie Bodies Bodies Bodies, hvis rigmandsyngel farer i flint med influencersprog og manglende realitetssans.

Fotograf Jasper Wolfs skarpskårne billeder leder tankerne hen på Adrian Lynes erotiske 80’er-thrillers 9½ uge og Farligt begær, og filmens miljø og tematik er nært beslægtet med sidste års fængende Fair Play. Man mærker også mere end en snert af Michael Hanekes selvudslettende Pianisten, Steven Shainbergs skandaløse bdsm-romance Secretary og ikke mindst Stanley Kubricks Eyes Wide Shut, hvor Nicole Kidman og Tom Cruise gav sig hen til erotisk besættelse.

Det gør Kidman også her, selv om kontroltabet bliver flittigt forhandlet undervejs. Den i dag 57-årige Oscar-vinder er eminent til at skildre overklassekvinder, der falder fra hinanden.

Hun styrer Romys modstridende følelser rundt om fetich og fornedrelse i hudløse sexscener, der hører til de mest vovede i hendes karriere.

28-årige Harris Dickinson brød igennem i homodramaet Beach Rats og har siden vekslet mellem tumper og forførere. Hans Samuel er lidt begge dele, kommanderende det ene øjeblik, nervøs det næste. Og da han begynder at komme faretruende tæt på Romys familie, leger filmen med vores forventninger.

Rivaliseringen mellem Samuel og teaterinstruktøren Jacob er et andet højdepunkt, en generationskonflikt, der trækker på Antonio Banderas’ lange karriere som latinsk førsteelsker og leverer nogle af filmens mest morsomme scener.

Det kan skuffe en smule, at historien efter så mange sammenfiltrede følelser rundes forholdsvis konventionelt af. Men det opleves også som en pointe med en fræk punchline.