Unge Ahmed

En folkeskole i Belgien. Ahmed, en hvalpet fjortenårig nørd med briller, taler i mobil på vej til lektiecafe.

Her løber han lynhurtigt matematikken igennem med læreren Inès, men da han skal gå, vil han ikke give hende hånden: ”En ægte muslim giver ikke hånd til en kvinde!”

I moskeen vasker Ahmed sig grundigt, ocd-agtigt, inden han får lov at justere mikrofonen for imamen, den lokale grønthandler Youssouf. Efter prædikenen bliver den unge dreng groomet med snak om jihad og kættere.

Youssouf fortæller ham, at døden kun er som et myggestik.

Derhjemme har Ahmed en bror, en søster i lårkort, en belgisk, alkoholiseret mor – og ingen far. Han låser sig inde på værelset og lægger under bedetæppet et billede af den fætter, der døde som fremmedkriger i Syrien. Og så beder han til Allah.

Læreren Inès underviser også i arabisk for den belgisk-arabiske ungdom, der ikke har sproget som modersmål, men hun gør det via sange og ikke på den ortodokse måde med koranvers. Hun er med andre ord en kætter og skal ifølge imamens renhedsbudskab dø.

Så Ahmed pakker en frugtkniv ind i køkkenrulle, stikker den ned i sokken og opsøger Inès. Men han forfumler mordforsøget og bliver tvangsanbragt i ungdomsfængsel.

Dardenne-brødrene laver enkle film om tidens store dramaer. Denne gang er det ikke klasse, men radikalisering. Hvad får unge mennesker, mest mænd opvokset i demokratiske velfærdsstater, til at vende samfundet ryggen og gå ind i ideologierne og volden?

Men Unge Ahmed er ikke en film om radikaliseringens mekanisme, som Philippe Faucons La désintégration eller Laurent Cantets Workshop. Unge Ahmed er allerede radikaliseret, han har frugtkniven i sokken, men hvad sker der bagefter?

Kan han afradikaliseres?

Den lukkede institution, Ahmed ankommer til, er ikke det onde fængsel, vi tit ser på film, men en velmenende velfærdsstats forlængede arm. Alle vil ham det godt. Lyset bliver slukket klokken 21, og han bliver kropsvisiteret, men alle prøver at hjælpe.

De respekterer hans bedetider og sender ham ud på en gård med køer og flinke mennesker. Hans mor vil have ham tilbage. Inès vil gerne møde ham til offerkonfrontation, og der er en pige på gården, som synes, han ser sød ud med sine briller og vil kysse.

Alligevel hugger han en tandbørste og begynder alene i cellen at spidse den til et mordvåben, mens han siger til psykologen, at han har forandret sig.

Filmen bygger op til et heftigt klimaks. Mens Ahmed kæmper med sine renhedsidéer og virkelighedens venlighed, pibler impulser og lyst ind i den isolerede dreng.

Han spilles vidunderligt knudret af Idir Ben Addi. De små, buttede drengefingre, de bløde kurver, viljen, der løber gennem kroppen, klodsetheden, beslutsomheden.

Han er knuselskelig – en dreng, man ikke kan nå, men som man gerne vil kramme.

Også de voksne leverer gode, underspillede præstationer, særligt Olivier Bonnaud som socialarbejderen og Myriem Akheddiou i rollen som den forstående lærer Inès.

Æstetikken er dokumentarisk. Det er en rodet og ikke smuk verden, vi ser, med tandpasta i vasken og skæve billeder. Ingen fiksfakserier. Unge Ahmed går lige til sagen, kun 84 minutter får vi til at følge Ahmeds drama.

Det er en både nødvendig og uhyggelig historie. Den er ikke skrevet ”indefra”, men af to ældre, hvide mænd, der insisterer på det fællesmenneskelige, på det gode samfund. I skolen, i anstalten, i udvekslingen mellem mennesker, det fælles. Deri ligger der et – måske sentimentalt – håb.

At vi alle er ens. At det gode findes.

Men det er også en hård film, fordi ideologi kan være lige så sort-hvid som en bebrillet teenagers følelsesliv. Så se den her lille tilspidsede tandbørste af en socialrealistisk film om det, der skiller os, og det, der holder os sammen.