Biografanmeldelse
17. sep. 2014
To dage, én nat
Marion Cotillards muntre, pink tanktop står i skærende kontrast til det indre mørke i hendes rolle som en depressionsramt kvinde i To dage, én nat. Foto | Diaphana Films

To dage, én nat

Dardenne-brødrene har begået endnu en menneskelig fabel om den krisetid, vi lever i. Marion Cotillard imponerer i rollen som en desperat kvinde, der kæmper for sit job.

Af Lee Marshall

Luc og Jean-Pierre Dardennes film har altid taget udgangspunkt i brødrenes egen region i det sydlige Belgien i nærheden af deres hjemby Seraing.

Det har været med fokus på de fordrevne arbejdere, dem, som er efterladt som flydende vraggods på bredden, efter at det økonomiske tidevand har trukket sig tilbage, fra hvad der førhen var en blomstrende stålby.

Brødrene er en slags filmiske antropologer, der former menneskelige historier ud af sociale og demografiske forandringer. Mest på hjemmebane er de, når de udforsker mennesker, hvis muligheder er begrænsede, og hvis moral testes af et knusende miljømæssigt eller økonomisk pres.

Brødrene er så loyale over for de steder og de mennesker, de kender bedst, og over for deres naturalistiske måde at lave film på, at man ikke kan undgå at bemærke enhver afvigelse.

I To dage, én nat er det rammen, filmen foregår i, der er ny.

Vi er stadig i Seraing, men i den øvre arbejderklasses forstæder, hvor de fleste borgere ejer deres bolig. Det er usikkerheden ved denne hårdt tilkæmpede næsten-borgerlige livsstil under krisen, der interesserer brødrene.

Deres pointe er, at en sekretær eller arbejder, der kæmper for at betale sine regninger, er fanget i det samme økonomiske hamsterhjul som Rosetta, den ludfattige trailerparkheltinde i brødrenes Palme-vinder fra 1999 af samme navn.

Med dette udgangspunkt har de skrevet en historie centreret om Sandra, der arbejder i en lille solenergivirksomhed, og som over en weekend skal forsøge at overbevise sine kollegaer om, at de skal opgive deres årlige bonus, så hun kan beholde sit job.

Det er måske en noget konstrueret situation, men den føles troværdig på grund af et realistisk plot og en rå og kompromisløs præstation af Marion Cotillard.

Hendes rolle kæmper ikke kun for sit job, hun kæmper også mod en depression – og der er en sammenhæng mellem de to ting. Det er hendes lange, sygdomsrelaterede fraværsperiode fra arbejde, der stiller hende forrest i arbejdsløshedskøen, da hendes arbejdsgiver må spare.

Er der plads til solidaritet og sympati på denne nydarwinistiske arbejdsplads?

Der er selvfølgelig altid familien at falde tilbage på, men det er netop en del af problemet. Mens Sandras mand og to børn aldrig slækker på deres støtte, er det ofte kollegaernes ægtefæller, som hun tager kontakt til, der er mest modvillige i forhold til at skulle opgive 1000 euro for at redde en anden. For en familie svarer det til et års forbrug af gas og elektricitet. For en anden er det en ny terrasseudbygning.

Allerede tidligt i filmen ved vi, at vi skal se Sandra gå tiggergang hos sine fjorten kollegaer én efter én. Men selvom denne skematiske og episodiske struktur sænker det dramatiske tempo, specielt i filmens første time, så opbygger det også et subtilt og stadig klarere billede af en verden, hvor beboerne holder fast i deres middelklasses-velbefindende med det yderste af neglene.

Vi er i en verden af møntvaskerier, discountsupermarkeder, fastfood-restauranter og søndage, der bliver brugt på at reparere bilen i stedet for at sende den til mekanikeren.

I en lysende pink undertrøje, der er en ironisk kontrast til hendes indre tilstand, navigerer Sandra rundt som et omvandrende lakmuspapir. Hele hendes krop reagerer øjeblikkeligt på ethvert afslag eller udtryk for støtte.

Cotillards ansigt, hendes holdning og hendes gang er som emotionelle vejrhaner. Den første gang hun tillader sin karakter at smile, føles det, som om solen netop er dukket frem fra en sky.

Det er dette fokus på menneskeligheden bag statistikkerne, som redder nedskæringsdramaet fra deterministisk nihilisme og i stedet gør det til en rammende fabel om den tid, vi lever i.

Titel:
To dage, én nat

Original titel:
Deux jours, une nuit

Land:
Belgien

År:
2014

Instruktion:
Jean-Pierre Dardenne, Luc Dardenne

Manuskript:
Jean-Pierre Dardenne, Luc Dardenne

Medvirkende:
Marion Cotillard, Fabrizio Rongione, Pili Groyne

Spilletid:
95 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
18. September 2014

Relevante artikler

Nyhed
12. sep. 2014
Nyt Ekko med Ghita Nørby på gaden

Nyt Ekko med Ghita Nørby på gaden

Tema
01. mar. 2007
Familieliv
Film der forløser

Film der forløser

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. dec. 2025
Den nye bølge

Den nye bølge

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
I’m Still Here

I’m Still Here

Biografanmeldelse
27. okt. 2025
Bugonia

Bugonia

Biografanmeldelse
06. mar. 2025
Svære sandheder

Svære sandheder

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro