Tysktime

I 1968 udkom den tyske forfatter Siegfried Lenz’ roman Tysktime.

Det er den tragiske historie om ungersvenden Siggis barndom, fortalt af hovedpersonen i en rammehistorie, hvor han sidder i ungdomsfængsel efter Anden Verdenskrig.

Herfra hører vi om hans pligtopfyldende far, egnens landbetjent, som bliver sat til at censurere maleren og barndomskammeraten Nansen, der som entartete Künstler lå under for et nazistisk arbejdsforbud.

Bogen er et tysk romanrekviem om den nære fortid, der har krigstidens medløb eller modstand lurende som lig i lasten. Den blev en bestseller, også i Danmark.

Handlingen foregår i Nordfrisland syd for den danske grænse, og Nansen er blevet set som et portræt af egnens store maler, ekspressionisten Emil Nolde. Han var ironisk nok medlem af nazipartiet og bliver historiens symbol på det humane Tyskland: humanisten, som indser sin fejltagelse.

Den adfærdsvanskelige og indespærrede Siggi er en ungdomsoprører i clinch med egnens mange feje fædre, der ikke vil fortælle, hvad de lavede i Det Tredje Rige. Han stritter imod sin fascistiske arv. Og som straf for sit oprør skal han skrive om glæden ved de pligter, som ødelagde hans familie og måske hans eget liv.

Allerede i 1971 blev romanen drejet til en bundloyal, fire timer lang tv-serie. Den tyske instruktør Christian Schwochow bruger i sin filmatisering halvt så lang tid, men får alligevel gengivet romanens tone og stemning.

Både roman og serie understreger historiens opgør og forsoning med fortiden, men den nye film lægger mere vægt på krigens blivende bitterhed og beske sorg.

Her er et fokus på egnens særegne og enestående naturskønhed med fugle, høj himmel og vadehav. Dramaet er tintet af det stille liv i de enkle stuer, som mere ligner Hammershøis gråtonede, enkle interiører end den orgiastiske og ekspressive farveglæde, der ligger i Noldes malerier fra 1920’erne.

Schwochow har før bevæget sig frugtbart i grænselandet mellem borgerlighed og boheme med kunstnerfilmen Paula om den trodsige maler Paula Modersohn-Becker. Nansen trodser også systemet.

Men det er bedst, hvis man glemmer alt om Nolde – det har for nylig vist sig, at han var langt mere nazist og antisemit, end man troede i 1968. Og altså også mere, end han fremstår i dette portræt per stedfortræder.

Tysktime har prioriteret et fokus på en frisisk kultur, hvor tavshed er guld og tale kun sølv, hvis man har noget vigtigt på hjerte. Vi er næsten ti minutter inde i filmen, før de første ord ytres.

Manuskriptet af instruktørens mor, Heide Schwochow, bygger diger omkring hver en samtale, som kun snaps i glasset kan løsne en smule.

På sin vis minder filmen om Frelle Petersens Onkel, hvis sønderjyske miljø er en spytklat og en cykeltur væk. Én mageløs overgang blandt mange i Tysktime er en poetisk panorering fra vand hældt over i et vandfad til silende regn over et vadehav, der altid er farligt, aldrig i ro.

Faren spilles af Ulrich Noethen, der var en fæl og farlig Himmler i Der Untergang. Han er hele filmen værd.

I sit både intense, følsomme og stadig mere forstenede spil møder vi en mand, der så gerne vil være kærlig familiefar, men som bliver til en voldelig hustyran med fascismen latent i sine gener.

Tobias Moretti spiller maleren Nansen for fulde gardiner og med store penselstrøg. Han er et renæssancemenneske tæmmet af forsagelsens protestantisme og egnens stille liv. Levi Eisenblätter er også fin som Siggi, mens danske Sonja Richter er skidegod som den forsagte mor, der på sin vis alligevel er lige så benhård som sin mand.

Fortællingen er rundet af en elegisk skønhed, der aldrig får lov at skygge for menneskenes ækle dårskab.

Tysktime er en fremragede film, som gør tysk fortid nutidig ved at gøre historien levende. Den store såvel som den lille.