Hell’s Army

Straffefange, oligark og så anfører af terroristiske og brutale lejesoldater samlet under varebetegnelsen Wagner. Sådan var russiske Jevgenij Prigosjins bane. For en tid støttet af Vladimir Putin, men fanden tager sine egne.

Det gjaldt også Prigosjin. Han dør ved et flystyrt i august 2023. Men bag hans død myldrer andre djævle frem af jorden.

Det er den sorte morale i instruktøren Richard Rowleys (kendt for Dirty Wars, om krigen mod terror) ferme dokumentarfilm Hell’s Army. Skyggernes hær på tusindvis af lejesvende, gangstere og torturbødler.

De overtog missionen, efter tre kolleger brutalt blev myrdet, mens de undersøgte Wagner-gruppens morderiske meritter i Afrika. På sporet af denne organiserede ondskab blotlagde de nye skræmmende metoder til at strukturere vold til en magtfaktor.

De to journalister fortsætter eftersøgningen og turen går til Ukraine, Syrien og Centralafrika, hvor arbejdsgiverne er diktatorer og målet erobring af guldminer og oliefelter.

Hell’s Army er særdeles spændende med sine dystre billeder, dirrende kameraføring og dunkle aura af noget, som er mere mørkt end natten – mere noir end nogen spændingsroman af Frederick Forsyth, John le Carré og vor egen Leif Davidsen.

Journalisterne færdes hjemmevant i skumle verdenshjørner oppe på flade tage og nede i farlige parkeringskældre, agerende professionelt i de levende billeder.

Især Katya Hakim virker med sit idealistiske mod og indtagende fremtoning lige så dramaturgisk træfsikker som en talentfuld filmstjerne. Og dokumentaren slutter da næsten også som neo-noir-film made in Hollywood. Skurken, som ligner en skurk fra en James Bond-film, dør til sidst. Mens slutningen er åben som et infamt skød, altid klar til at føde tortur og terror.

Hell’s Army er rammende blevet kaldt for en doku-thriller. En thriller er en genre, som dyrker det pludselige drab og udbrud af latent vold, hændelsen, der omkalfatrer virkeligheden i ét nu og kan gøre hverdagen til et helvede lige om hjørnet. Selvfølgelig med en spændingskurve, der stiger til klimaks og konklusion.

Alt dette leverer Hell’s Army i rigelige mængder med sit dramatiske design. Men er denne brug i en dokumentarfilm ikke problematisk?

Det er et gammelt og grundlæggende spørgsmål i dokumentarfilmgenren, hvor meget der må arrangeres, iscenesættes og klippes, når en film vil fremlægge faktuelle forhold – ofte med en kritisk vinkel, indignation og politisk engagement. Alt sammen inden for rammerne af en realistisk sandsynlighed og en nogenlunde genkendelig virkelighed.

Samtidig har der altid ligget et krav om autenticitet: At miljøer, mennesker og begivenheder fremstår troværdige. Dokumentarfilmen har ofte haft et folkeoplysende, næsten didaktisk sigte.

Spørgsmålet er derfor, hvor underholdende virkeligheden må gøres, når den skal formidles som kendsgerning. Hell’s Army opfylder mange af thrillerens krav. Den følger to modige mennesker, der forsøger at afdække en mørk underverden med labyrintiske forbindelser til storpolitiske magtcentre.

Samtidig har filmen et strejf af det spektakulært konspiratoriske – som en international mafia ikke helt ulig Ian Flemings Spectre, den organisation James Bond igen og igen kæmper imod.

Når det er sagt, fremlægger filmen sine dystre og slagkraftige argumenter med tyngde og en troværdighed. Den føles vedkommende – og uhyggeligt aktuel – i en verden præget af krige som dem i Ukraine og Iran og, for nylig, Gaza.

At filmen også virker som en inciterende thriller er både flot og effektivt – så længe man husker, at det er virkelighed filtreret gennem iscenesættelse. En smule skepsis er sundt at have med i baghovedet.