Paula

I grunden er det en meget sørgelig historie.

Maleren Paula Modersohn-Becker blev kun 31 år. Hun døde i 1907 efter sin datters fødsel på grund af postnatal fejldiagnose. Et ekstra tragisk aspekt er hendes vedvarende motivkreds med mor og barn, børneportrætter og så gravide kvinder, deriblandt sig selv.

I dag anses hun for en af skaberne af den tyske ekspressionisme. Modersohn-Becker efterlod sig omkring 750 malerier, og som filmen siger med stolthed lige før rulleteksterne, er hun den eneste større, kvindelige billedkunstner, der har sit eget museum.

Ligesom van Gogh solgte hun ikke sine billeder, før hun døde. Men i modsætning til den malende hollænder levede Paula rimeligt udramatisk. Hun havde en elsker i Paris, mens manden Otto Modersohn gik derhjemme. Hun var sjælsven med digteren Rilke og fik i samme by øjnene op for Paul Cézanne og Paul Gauguin.

Vi taler ikke om et excentrisk kunstnerliv levet i første bane med masser af kærester, kolleger og brændevin. Nogle kunsthistorikere vil mene, at hendes egentlige tragedie var, at hun døde, før hun som kunstner nåede sin fulde udfoldelse.

Tyskeren Christian Schwochow har derfor valgt at tage dramatiske friheder i sin film om hende, Paula.

At hun var opdraget i et internationalt rigmandshjem med adelige aner i Dresden og Bremen springes der elegant hen over. Her er hun en ung pige, der enfoldigt ankommer til malerskolen og kunstnerkolonien Worpswede i et nordtysk landskab præget af mose og birkeskov.

Virkelighedens Paula med kunststudier i både London og Berlin bliver skolens sorte får som ikke maler naturalistisk som alle de andre. Hendes studieophold i Paris, som faktisk fandt sted i flere omgange, gøres til hendes ene frigørende springtur ud af et goldt og koldt ægteskab med Otto. Han vil helst have en kone, der bliver i køkkenet og ellers går til hånde med alt andet end en pensel.

Paula er en feministisk kunstnerfilm. Der fokuseres mere på Paulas stilling som kvinde i et patriarkalsk, prøjsisk samfund end på hendes kunstneriske betydning og udvikling – såsom at hendes sidste malerier fra Pariser-tiden klart er de mest afrundede, fuldendte og færdiggjorte.

Filmen minder i hele sin æstetik om François Ozons Frantz, der er drejet samme år som Paula og tæt på samme verden af i går.

I Tyskland er farverne dystre, tunge og kolde penslet ud i en smuk mennesketom naturalisme, som minder om 1800-tallets tyske malerkunst, endnu uberørt af de vilde franske på den anden side af Rhinen.

I Paris er farverne stærke og muntre med flygtig folklore, kunstnere og bohemer, skæg og ballade. Paris er på grænsen til parodien gjort til stedet for frihed, lighed og lidenskab. Og liderlighed, hvor Paula endelig møder anden elskov end petting og platonisme.

Fra dagligdagens skidt til damekjolers silke er alt gjort overlæsset lækkert. Filmens smukkeste scene er, hvor Paula og Otto i en parisisk park gør deres ægteskab op, mens folk omkring blæser sæbebobler. Forholdet knager, men alt falder til føje – undtagen fostret i Paulas mave.

Den schweiziske Carla Juri, som fik sit gennembrud i Vådområder i 2013, er berettiget blevet rost for sin friske og fragile gestaltning af titelpersonen.

Hun er en frejdig, frigjort pige midt imellem germanske mørkemænd anført af alfahannen, maleren Fritz Mackensen, som i øvrigt senere blev nazist.

Heldigvis har hun ved sin side digteren Rilkes kone, Clara Westhoff (spillet bittersødt af fransk-østrigske Roxane Duran, pigebarnet Anna i Michael Hanekes Det hvide bånd). Albrecht Abraham Schuch agerer overbevisende hendes tørvetrillende og stivsindede husbond, som er god nok på bunden.

Det er en rigtigt Grand-film og helt klar til biografen i Louisiana.