Tótem

Tótem fører publikum tilbage til noget, som ligner cinéma vérité, til en filmæstetik med umiddelbarhed og nerve, der er som at træde ind i et univers helt uden iscenesættelse.

Og dog er det en mexicansk mosaisk fortælling med en klar struktur og elegant afslutning.

Historien udspiller sig over en dag, hvor syvårige Sol sammen med sin mor Lucía er på vej til farens fødselsdag. Forældrene er skilt, og faren Tonatiuh er syg af kræft og bor hos farfaren i en stor villa, der også huser Sols to tanter, Nuria og Alejandra.

Her forbereder tanterne en stor fødselsdagsfest for Sols elskede far. Lucía sætter Sol af tidligt på dagen, hun skal selv på arbejde, og vi bliver nu hos den lille pige, der følger festens forberedelser. Som mørket falder på, bevæger tingene sig mod deres naturlige afslutning.

Kameraet er uroligt som en bi, der flyver hist og pist, fra Alejandra, der farver hår, mens hun diktatorisk orkestrerer slagets gang, og rundt i stuerne, hvor et medie på et tidspunkt kommer for at uddrive de onde kræfter, som åbenbart er på spil.

Ude i køkkenet bestemmer Nuria, hvis fireårige datter gør rent på toppen af køleskabet, mens mor drikker sig fuld, og kagen brænder på i ovnen.

Vi får forberedelserne og festen serveret i fragmenter, mest set gennem Sols øjne, mens hun søger sin elskede far, der har smerter og ikke orker al den festivitas. Sol må utålmodigt vente, før hun endelig kan omfavne ham.

Imens finder hun i haven insekter og snegle, som hun sætter på malerierne i huset, hvor de langsomt kravler rundt. Tiden synes at stå stille, mens kaos hersker, søstrene skændes, og bedstefar prøver at blande sig, selv om han på grund af strubekræft kun kan tale med en strubevibrator.

Uden at forfalde til sentimentalitet sætter festen et virvar af følelser i gang, da den er sidste chance for at hylde Tonatiuh.

Tótem er ikke drevet af noget plot, og den er heller ikke for alvor et karakterstudie. Vi bliver ikke meget klogere på personerne, og her er ingen lig i lasten eller traumer, der skal forløses.

I stedet byder instruktøren Lila Avilés os at tage et dybt, filmisk åndedrag. Spilletiden på halvanden time føles som at holde vejret, mens man er under vand og ude af stand til at styre strømmens retning eller styrke. Verden giver og tager, man kan ikke holde fast, men må give efter.

Tonatiuh, der er kunstmaler, omfavner sin datter og giver hende sit sidste maleri, så Sol kan huske på det smukke i verden.

Flere steder virker filmens kaotiske elementer en smule mystificerende. Som når fortællingen begynder på et offentligt toilet. Vi får heller ingen forklaring på den usædvanlige titel, der måske henviser til den kræftsyge Tonatiuh, som samler alle personerne.

Tótem er Lila Avilés anden spillefilm efter The Chambermaid fra 2018. Hun har både skrevet, instrueret og været med til at producere og caste. Hun sætter med sikker hånd streger i en skitse, der vokser til et fint portræt af et kort øjeblik i livet.

Filmen er kejtet og sanseligt fotograferet af Diego Tenorio og klippet af Omar Guzmán i en rytme, der fungerer som filmens hjerteslag. Castingen er også vellykket med Naíma Sentíes i den centrale rolle som stilfærdige Sol, en lige så overbevisende præstation som unge Ivana Baquero i Pans labyrint.

Alle spiller så naturligt, at man forledes til at tro, at karaktererne er virkelige personer. Ikke mindst Montserrat Marañón er rørende og fin som den kontante tante Nuria, hvis hårdhed til sidst opløses i sorg.

Tótem er dansk co-produceret, og den har vakt opmærksomhed i udlandet – fra den dystede om en Guldbjørn på Berlinalen, til den blev valgt som Mexicos Oscar-bud. Sol er klædt ud som klovn til farens fødselsdag, og jeg forstår filmens titel som en opfordring: Lyt, livet taler uden stemme, det er en omfavnelse!