Kald mig Lucía

Selv om transkønnede voksne langsomt er ved at vinde accept i samfundet, er det for mange langt mere kompliceret at acceptere idéen om transkønnede børn.

For er små børn klar til at vælge deres eget køn? Og er kønnet ikke efterhånden så flydende og frigjort, at den nye generation ikke behøver skifte køn for at være glade?

Estibaliz Urresola Solagurensovervældende debutfilm Kald Mig Lucía har et bud på et svar.

Den otteårige dreng Aitor tager på ferie til Baskerlandet med sin mor og søskende, men ferieparadiset bliver ikke kun et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Det bliver også en vækkelsesarena for det lille barn.

Aitor har fået det androgyne kælenavn Coco, som han ikke rigtigt ved, hvad han synes om. Hans hår er langt, og hans bevægelser en tand androgyne for en typisk purk.

Men selv om Aitor ikke selv ved, hvad der sker med ham, behøver publikum ikke stirre særligt længe ind i skuespiltalentet Sofía Oteros øjne, før man forstår, hvad der foregår.

Det er kontroversielt, men også lidt af en genistreg, at Aitor – eller Lucía, som hun siden kalder sig – bliver spillet af en cis-pige.

I de fleste film om kønsovergange spilles transkvinder af mænd og transmænd af kvinder. Men med tydeligt feminine Sofía Otero i rollen føles Lucía ubestrideligt som en pige, længe før karakteren selv har opdaget, at han er en hun.

Transitionen bliver en ustoppelig urkraft, som Lucia må tæmme.

Instruktøren lader sin mindreårige hovedrolleindehaver reagere på omverdenens indtryk med kameraet helt oppe i det ekstremt udtryksfulde ansigt. Resultatet er et antropologisk, Malmros-agtigt blik på et barns udvikling, som kommer tæt på, men aldrig helt ind i det unge sind.

Da en ældre kvinde forveksler Aitor med en pige, kommer et forsigtigt smil frem på barnets ansigt, inden det fordufter, da moren lynhurtigt retter fejlen. Mere skuespil er der ikke brug for, før man forstår, hvor smertelig og ensom Lucías situation er.

Fra hendes halve meter høje perspektiv er det tydeligt, at den kønsneutrale barndom absolut ikke er realiseret endnu.

”Jeg opdrager alle mind børn med, at der ikke findes drengeting og pigeting,” siger Lucias kunstnermor Ane stolt.

Men den pæne attitude skærmer ikke Lucía imod kønsbesatte omklædningsrum i svømmehallen og de tusind spørgende kommentarer til hendes lange hår.

Ane spilles sympatisk af Patricia López Arnaiz, der med sin sødmefulde uro gør karakteren til en næsten lige så famlende skabning som datteren.

Ane kæmper med sin døde fars eftermæle og stridigheder med sin mor, som ikke kan forstå, hvorfor Ane lader sin søn have langt hår. Ingen af dem har den fjerneste anelse om, hvad Lucía går igennem, og deres velmenende fiasko som mor og mormor er skildret forbilledligt realistisk og uden fordømmelse.

Kald mig Lucia er ikke den typiske transfilm om at bryde fri af voldsom undertrykkelse.

Det er en film om en helt almindelig transopvækst, som er svær, også selv om ingen af de voksne er fanatiske transfober. Heller ikke faren, der hen mod slutningen kommer på besøg og går i panik, da Lucia vil til fest i en kjole.

”Han er ikke klar til at tage den beslutning endnu,” råber han, og hvis man ikke havde tilbragt halvanden time i lærerigt selskab med barnet, ville man måske give ham ret.

Lucias vejleder bliver granmosteren Lourdes, spillet med bedøvende tryghed af Ane Gabarain.

Den hekseagtige biavler har roen til at give den opmærksomhed, som Lucia ikke får fra sine forældre og sin mormor. Hun kaster ét blik på Lucia og forstår ligesom publikum med det samme, hvad hun har brug for.

I en særligt smuk scene hjælper hun Lucia med at komme over sin frygt for at bade, som er fasttømret til skammen over hendes fysik.

”En piges tissemand skal være skinnende ren,” siger Lourdes, og pludselig går Lucía smilende i vandet for at vaske sig.

Det kan virke primitivt med al den snak om kønsorganer, men i filmen fungerer det som et børnevenligt alternativ til den voldsomme debat om kønsskifteoperationer, der ofte saboterer al samtale om transkønnede børn.

Lucía er slet ikke i gang med at forholde sig til, om hendes organer skal skiftes ud endnu. Lige nu er det nok, at hendes tissemand er en piges tissemand.