The White Lotus – sæson 3

Er vi mennesker i stand til at forandre os, eller er vi dømt til at gå igennem livet og begå de samme fejl igen og igen?

Det er et af eksistensens grundlæggende spørgsmål, der selvfølgelig bliver behandlet i flere af verdens religioner, ikke mindst buddhismen.

Derfor giver det god mening, at tredje sæson af antologi-hitserien The White Lotus med valget af Thailand som location dykker ned i buddhismens læresætninger i mødet med overflod og dekadence.

Kulissen er endnu engang titlens luksushotel, hvor en flok gæster med både penge og problemer i rigt mål checker ind. Ligesom de første to sæsoner – der foregår på henholdsvis Hawaii og Sicilien – starter den nye omgang dramatisk, før der spoles tilbage til hændelserne op til.

Midt i en terapi-session lyder der pludselig skud, og folk flygter panisk fra de hvæsende kugler, mens et uidentificeret lig driver forbi i vandet. Paradis på jord er med et forvandlet til et brutalt helvede, men hvem står bag?

Det skorter ikke på mistænkte, for i det efterfølgende tilbageblik præsenteres både et par våben og en række mennesker med risiko for at miste besindelsen.

Persongalleriet er stort på grænsen til at være for meget. Gæsterne tæller Ratliff-familien bestående af far Timothy og mor Victoria samt deres tre voksne børn i alderen atten til start-tyverne. Jason Isaacs er ved at gå op i limningen som faren, der skjuler for familien, at han er ved at miste sit livsværk på grund af tvivlsomme forretninger.

Man forstår ham godt. Hans kone – spillet med overdrevet privilegieblindhed af Parker Posey – siger direkte, at et liv i fattigdom er værre end døden.

Der er også det mystiske par Rick og Chelsea. Han er omkring 50 og åbenlyst rig som de andre, men det vides ikke hvordan. I Walton Goggins’ skikkelse er han konstant tvær trods de lækre omgivelser, mens hans halvt så gamle og smilende ledsager (Aimee Lou Wood) forsøger at holde humøret højt.

Desuden ankommer et kvindeligt trekløver med den feterede skuespiller Jaclyn som centrum. De tre barndomsveninder bor i hver deres ende af USA – Los Angeles, Texas og New York – men vil genfinde kontakten på en ferie, hvor fortidens grimme gruppedynamik dog stikker ansigtet frem.

Michelle Monaghan, Leslie Bibb og Carrie Coon lader de skjulte stikpiller falde først i smug, men efterhånden flyder spændingerne op til overfladen med et stort opgør i vente.

Endelig har vi også en lokal kærlighedshistorie i den uskyldige dans mellem værtinden Mook (Lalisa Manobal) og hendes beundrer, den søde sikkerhedsvagt Gaitok (Tayme Thapthimthong). Og så er der som limen mellem sæsonerne også mindst et velkendt ansigt i form af spa-behandleren Belinda (Natasha Rothwell), der medvirker i første sæson og har taget turen fra Hawaii til Thailand for at lære af sine kolleger.

Suspense-motoren bærer fortællingen fremad, men det er som social satire og karakterstudie, at The White Lotus virkelig er interessant. I træerne lige uden for hotellet sidder aberne tavst og holder øje med, hvordan deres kun lidt mere civiliserede artsfæller lader livet udspille sig så tomt og ligegyldigt.

Ratliff-familiens to brødre begiver sig ud på et hedonistisk krydstogt, der ryster den ellers festglade ældste bror Saxon (Patrick Schwarzenegger). Imens forsøger lillesøster Piper (Sarah Catherine Hook) at finde en dybere mening sammen med de lokale munke og stå af den uendelige karrusel af begær og lidelse, som det overfladiske liv ifølge buddhismen er.

Serieskaber Mike White har øjensynligt følt et behov for at bruge de smukke omgivelser til at skrue helt op for ambitionerne, men han er kommet til at male på lidt for stort et lærred.

Der er for mange aktører i spil, og de er ikke alle lige interessante ved første øjekast. Til gengæld udvikler de fleste sig i overraskende retninger, og det er sublimt, hvordan den fintfølende persontegning med små greb skaber hele mennesker.

Meget afhænger af, hvordan båden kommer i land i de sidste to af sæsonens otte afsnit, som ikke er blevet delt med anmeldere på forhånd. The White Lotus tager sig god tid til at udfolde sin historie, men det er en rejse, man nyder at være med på.