The Voice of Hind Rajab

Omtrent halvvejs i Kaouther Ben Hanias højaktuelle drama The Voice of Hind Rajab melder tanken sig, at hvis ikke denne film vinder Guldløven, står filmfestivalen i Venedig med et legitimitetsproblem. 

Og det siger jeg ikke af moralsk overbevisning. Uanset ens personlige ståsted i konflikten mellem Israel og Palæstina er historien om en seksårig piges opkald til alarmcentralen, mens hun sidder alene i en bil omringet af døde slægtninge, et sitrende intenst kapløb mellem liv og død. 

Filmen er udfoldet med dokudramatisk tæft som Paul Greengrass’ United 93, klaustrofobisk thriller-intensitet som Gustav Möllers Den skyldige og socialrealistisk nødvendighed som Ken Loach’ Jeg, Daniel Blake. Det er aktivistisk filmkunst skabt med vrede, viljestyrke og et imponerende fortælletalent. 

Filmen igennem blev der snøftet uhæmmet i salen, og da visningen var ovre, ville klapsalverne ingen ende tage. Og det til en pressevisning, hvor kritikerne normalt diffunderer hurtigt ud med næsen i telefonen. Til premieren varede applausen i 23 minutter, hvilket er den længste applaus, der nogensinde er målt på en af de førende filmfestivaler! 

Det er intet under, at branchefolk som Jonathan Glazer, der står bag holocaustmesterværket The Zone of Interest, Brad Pitt, Alfonso Cuaron, Joaquin Phoenix og Rooney Mara har signeret filmen som executive producers. The Voice of Hind Rajab er det stærkeste kunstneriske statement mod krigen, man kunne forestille sig. 

Tunesiske Kaouther Ben Hania gør en autentisk krigstragedie til en uomgængelig humanistisk fortælling ved at bruge de autentiske optagelser fra dagen. Det er den virkelige Hind Rajabs spage stemme, som krisemedarbejderen Omar får i røret, efter at hendes kusines skrig bliver afbrudt af maskingeværild. 

Instruktøren bruger gennem hele filmen den autentiske optagelse af Rajab, mens begivenhederne på stationen spilles af skuespillere. Med autentiske indslag understreger instruktøren løbende, hvor tæt hendes fremstilling holder sig til virkeligheden. 

Hind Rajab flygtede med sin familie fra nabolaget Tel al-Hawa i det nordlige Gaza, da israelske tropper udstedte en evakueringsordre. Men familiens bil nåede kun få hundrede meter fra deres hjem, før den blev sønderskudt af en israelsk tank. 

Nødarbejdere fra organisationen Røde Halvmåne i Ramallah på Vestbredden holdt kontakt til Hind Rajab i timevis, før de sikkert kunne sende en ambulance ind i krigszonen. Da den endelig ankom, blev også redderne dræbt af israelsk artilleri. 

Det er en objektiv og veldokumenteret fremstilling, som burde være uafrystelig på egne præmisser. Men konflikten har dræbt så mange palæstinensiske børn – omkring ét i timen – at tragedierne hober sig op og bliver til baggrundsstøj. 

Ved at stille skarpt på nødarbejderne, der taler med Hind, mens de kæmper mod et forhalende militærbureaukrati, spejler Kaouther Ben Hania omverdenens desperation over at se en humanitær katastrofe – et folkemord – blive begået med fuldt overlæg, uden at nogen griber ind. 

Filmens konflikt er den samme som virkelighedens. Hvis nødarbejderne sender en ambulance uden at få det clearet af israelerne, vil den blive regnet for et legitimt mål. Hind Rajab er otte minutter væk fra redning, men det tager timevis at koordinere, og hele Gaza har brug for ambulancer. 

Den desperate Omar harcelerer mod sin chef Mahid, der efter små tre måneders krig allerede har mistet for mange reddere til at kunne risikere at sende flere. Rana bemander telefonen og forsøger at berolige Hind, når kuglerne fyger i baggrunden, mens supervisoren Nisreen beroliger Rana, der er ved at falde fra hinanden. 

Tunesiske Kaouther Ben Hania er kendt for flygtningedramaet The Man Who Sold His Skin og hyldet især for dokumentaren Fire døtre, om en traumatiseret familie, hvor to af døtrene rejste som jihadbrude til Syrien. I sidstnævnte spiller to skuespillere de radikaliserede søstre, der sammen med familien genopfører scener fra deres opvækst som en art filmisk familieterapi. 

The Voice of Hind Rajab bruger virkeligheden på endnu mere indtrængende vis. Særligt i den sidste del, hvor fiktionen kommer til kort over for nyhedsoptagelser af gennemhullede køretøjer og ligdele, der samles op ét efter ét og lægges på et hvidt klæde. 

Filmsproget er afgrænset og effektivt: et søgende kamera, oprørte nærbilleder og et kontorlandskab, der bliver gradvis mørkere, som solen går ned, uden at redningen er på vej. 

Skuespillet lægger ingen fingre imellem, og de, der holder Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 op som en undskyldning for drabene, vil næppe have noget problem med at afskrive The Voice of Hind Rajab som palæstinensisk propaganda. 

Men filmmediets formål er at skabe empati, og krigen i Gaza har siden sin gruopvækkende begyndelse været karakteriseret ved en foruroligende dehumanisering af de civile, som både Israel og Hamas er villige til at brænde på hadets bål. 

Både Toraen, Koranen og Bibelen fordømmer et fjendtligt folkefærd, der ofrer børn til guden Molok. Alle burde kunne enes om en film som The Voice of Hind Rajab, der bør få dansk biografpremiere så hurtigt som muligt. 

I mellemtiden vil jeg anbefale de, der fornægter alvoren – som Mette Frederiksens regering, der nægter at tage imod medicinske evakueringer fra Gaza – at lytte til Hind Rajabs opkald til alarmcentralen. 

”De er alle døde,” lyder den sarte barnestemme i telefonen. ”Kom og hent mig. Kom og hent mig.”