Biografanmeldelse
14. apr. 2024
Fire døtre

Fire tunesiske døtre har en idyllisk stund, men to af pigernes forsvinden bliver anledningen til at grave i fortiden, hvor moren med stort mod blotlægger sine egne fejl og mangler.

Foto | Tanit Films

Fire døtre

Genopførelse af traumatiske øjeblikke i en tunesisk familie skaber lydhørhed og viser gribende, hvordan filmkunsten kan være en katalysator for forandring.

Af Rasmus Brendstrup

Fire døtre er en vild, inderlig, sanselig og dybt rørende tunesisk dokumentarfilm om en almindelig, lavere middelklassefamilie, hvor to ud af fire døtre er forsvundet, forduftet, ”taget af ulven”. 

Hvad er der sket med dem? 

Både familien og instruktøren Kaouther Ben Hania ved det. Men vi gør ikke. Der leges elegant med vores antagelser og fordomme. 

Er det den voldelige far? Liderlige mænd i området? Er det en religiøs sekt, der har suget dem til sig? Eller er det pigerne selv, som er gået all in på forældretrods, dekadent makeup og modkultur? 

Usikkerheden understreges af filmens stil, hvor genopførelser af traumatiske øjeblikke i familiens liv er et kerneelement, vi bliver tvunget til at forholde os til. 

I første omgang møder vi i familiens lejlighed moren Olfa og de to resterende døtre: de funklende, livskraftige teenagere Eya og Tayssir. De diskuterer, hvordan det vil føles at spille sig selv. 

Vi oplever deres rørende møde med de to unge skuespillere, der skal agere stand-ins for deres forsvundne søstre. De reagerer spontant, akavet og rørt på ligheder og forskelle. Græder over fremkaldte erindringer for så at give sig helhjertet hen. Og spiller røven ud af de stramme cowboybukser. 

Mor Olfa på omkring 45 år er også med, men ikke i alle sine scener. Nogle hændelser i familiens historie er simpelthen for følelsesmæssigt voldsomme. Så her kommer der igen en skuespiller ind, den nordafrikanske superstjerne Hind Sabry, som også mingler familiært og tillader sig at dele sine holdninger til opdragelse med Olfa. 

Olfa er på samme tid offer og skurk i filmen. Hun er en modvillig mor, der hårdhændet har givet den patriarkalske undertrykkelse videre, som hun selv er vokset op med. Hun er fordømmende og synes grundlæggende, at piger skal beskyttes fra omverdenens blikke, og at følelser for det andet køn kun hører ægteskabet til. 

Popmusik, bare arme og makeup er haram. Hun er selv prunkløst og formløst klædt i sort. 

Samtidig er Olfa fuld af omsorg og kærlighed, udmattet og ødelagt af sorg. Hun er ved at finde sig selv, og det giver filmen en dynamik, som opvejer den efterhånden lidt kunstigt opbyggede spænding om, at døtrene har forladt familien for at tilslutte sig den militante islamiske organisation ISIS. 

Olfa kan i øvrigt citere Titanic, så dybere stikker konservatismen heller ikke. Og indimellem flækker hendes ansigt i et kæmpegrin, så man kan mærke, at hun er velvilligt medvirkende i denne offentlige granskning af noget dybt privat. 

Det kræver et mod, man kun kan bifalde. Det er svære traumer, der genopføres for kameraet. Majd Mastoura, som spiller alle manderollerne, må indimellem konstatere, at han ikke magter fortidens grumhed, selv om han bare er gæst. 

Filmen har terapeutisk kvalitet for alle implicerede. Den viser, hvordan traumer gives i arv, og hvordan tvang avler trods. Fire døtre er samtidig et værdifuldt vidnesbyrd om, hvor splittet og mangefacetteret den muslimske kultur er. Her er modpolerne samlet i én familie. 

Men mere end noget andet har den Oscar-nominerede film en kunstnerisk, kreativt undersøgende karakter, som kalder på sammenligning med The Act of Killing, Joshua Oppenheimers mesterværk om folkemord i Indonesien. 

Begge film er drevet af rekonstruktioner, man som seer betragter med forsigtighed, fordi de kan være præget af ønsketænkning, forfængelighed eller eftertidens refleksioner. Alle de involverede kan falde ud af deres roller og gør det indimellem. Det er metabevidste film, der stiller deres ærinde til skue og debat. 

Fire døtre er dog samtidig sin egen. 

Mindre filosofisk, mere umiddelbar og sanselig end The Act of Killing. Den åbner sig som en blomst af en film, hvor kvinder med vidt forskellige livssyn og fra flere generationer samles om at tro på lydhørhed, selvudvikling og håb. Og på filmkunsten som katalysator for forandring.

Titel:
Fire døtre 

Originaltitel:
Les filles d’Olfa

Land:
Tunesien, Frankrig, Saudi-Arabien 

År:
2023

Instruktør:
Kaouther Ben Hania

Manuskript:
Kaouther Ben Hania

Medvirkende:
Olfa Hamrouni, Eya Chikhaoui, Tayssir Chikhaoui, Hind Sabry, Majd Mastoura

Spilletid:
107 minutter 

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra femten år 

Premiere:
25. april

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. juli 2026
Following

Following

Biografanmeldelse
10. juni 2026
Disclosure Day

Disclosure Day

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro