The Smashing Machine

I bogen The Fight skriver Norman Mailer om Muhammad Alis evne til at ”modtage straffens budskab” med reference til, at Ali lod sine modstandere hamre løs på ham, når han stod op ad tovene.

I Benny Safdies The Smashing Machine både giver og modtager bryderen Mark Kerr mange af disse budskaber.

Filmen er baseret på virkelige begivenheder fra 1997 til 2000. Den følger Kerr (Dwayne ”The Rock” Johnson) på hans rejse fra professionel wrestling til det vilde vesten, som Ultimate Fighting Championship dengang var, og videre til den japanske kampsportsorganisation Pride.

Kerr er enorm: 115 kilo tung, 185 cm høj (Dwayne Johnson er højere i virkeligheden) og samtidig indbegrebet af en blid kæmpe. Smilende og veltalende.

Han har aldrig tabt en kamp og har svært ved at forestille sig, hvordan det føles. Han understreger vigtigheden af et klart hoved: ”Vi bliver tæsket af vores følelser, og det går ikke.”

Kerr har også en kærlig partner i Dawn (Emily Blunt), så hvad kan gå galt? Svaret er hans eskalerende opioidmisbrug. Og sporten synes nærmest skabt til det: spark mod hovedet, knæ i ribben og ansigt, konstante slag og kast. Det er næsten et mirakel, at de ikke alle lever på gigantiske doser smertestillende.

Benny Safdie viser, at disse kampsportsmaskiner ofte er fædre med arbejderbaggrund. Journalisten David Remnick har skrevet om boksning, at det ”aldrig har været en sport for middelklassen. Det er de fattiges spil, en lotteriagtig bøn for unge mænd, der satser helbredet for en uendeligt lille chance for rigdom og ære”. Det samme gælder MMA (Mixed Martial Arts).

Den amerikanske instruktør kritiserer åbenlyst behandlingen af Kerr, hans ven Mark Coleman (fremragende spillet af MMA-kæmperen Ryan Bader) og andre, der stod i front for den brutale sport og kæmpede næsten til døden for småpenge, mens underholdningsindustrien tjente formuer på at vise deres kampe.

Amerikanske Benny Safdie arbejder normalt sammen med sin bror Josh, og deres mest kendte værker, Good Time og Uncut Gems, er adrenalinpumpede rutsjebaneture.

The Smashing Machine er mere tung i det, og meget føles set før i andre historier om sportsstjerner med dysfunktionelle liv langt fra arenaens glamour.

Men selv om handlingen lægger op til en klassisk fortælling om to venner, der ender som fjender i ringen, vælger Safdie ikke den vej. Vi har at gøre med en virkelig mands liv, og hans historie kører ikke ad den sti, Hollywood foretrækker.

Af og til lægger kameraet sig tæt bag Kerrs massive skuldre, når han går gennem tunnelen mod omklædningsrummet, som var det en dokumentar. Kameraet svæver i døråbningen og ser voyeuristisk på, mens han håndterer nederlaget.

Dwayne Johnson er rørende som Kerr. En vidunderlig fyr, der ofte snakker om problemer med maven og indrømmer, at han ikke tør tage de vilde forlystelser. Men når han er påvirket eller deprimeret, får han et gåsehudsfremkaldende dødt blik i øjnene.

Han er sårbar på mange måder. Smilet mister glansen, når de falske tænder er ude. Man får indtryk af, at disse mænd nærmest holdes sammen af gaffatape, og tilsammen har de flere blomkålsører end det engelske rugbylandshold.

Emily Blunt er sympatisk som Dawn, der iklædt umuligt stramme outfits presses ind i endnu strammere følelsesmæssige rammer, når hun forsøger at håndtere sin afhængige kæreste. Dog er deres skænderier filmens svageste punkt. Det hele slutter med en sød og opløftende epilog.

The Smashing Machine er en solid film, der havde haft gavn af den energi og fandenivoldske wunderkind-attitude, som kendetegner brødrenes tidligere værker. I stedet får vi en afdæmpet film, hvis styrke ligger i hovedpersonen og skuespilleren, der giver ham liv.