Good Time

Film er en dybt humanistisk kunstart. Den kan få os til at forstå og måske ligefrem sympatisere med mennesker, vi i virkelighedens verden ville løbe skrigende bort fra.

Connie lyver, bedrager, stjæler og slår på tæven. Han udnytter mennesker – fra en venlig dame, der giver ham husly, til sin egen kæreste. Han forfører en sekstenårig og gør sin mentalt handicappede bror Nick til bankrøver.

Men selv om Connie træffer det ene håbløse valg efter det andet, håber vi, at det vil lykkes for ham. Fordi hans intentioner er gode. Som alle andre drømmer han om at blive lykkelig. Og han elsker sin bror. Han vil gøre ham lykkelig.

Good Time foregår i løbet af et døgn og er en hæsblæsende kup-thriller, hvor man ligesom hovedpersonen snapper efter vejret. Handlingen er en accelererende spiral, der fører os ned i New Yorks kriminelle undergrund og videre mod afgrunden. Det er nervepirrende, voldsomt og absurd, og filmen byder også på et urkomisk tvist, som næppe nogen vil gætte på forhånd.

Men i al dette action-overload glemmer filmen aldrig sin menneskelige og meget bevægende kerne. Det handler dybest set om broderkærlighed, om to mænd, der holder sammen mod resten af verden, efter de har fået en dårlig start på livet. De er blevet forsømt og mishandlet. Gætter jeg.

Good Time er nemlig sådan en film, der kun viser toppen af isbjerget, fordi action speaks louder than words.

Brødrene røver penge i en bank, men overser, at bankassistenten har placeret en farvepatron i tasken, som eksploderer i hovedet på dem og misfarver pengene til ubrugelighed. Under flugten løber Nick gennem en glasdør og bliver taget til fange. Resten af filmen handler om Connies forsøg på at befri broren, der på grund af sit handicap næppe vil kunne overleve fængslet.

Det indebærer en bortførelse, et natligt indbrud i en forlystelsespark og mødet med en ung, sort pige og en misbruger. De stille og intime stunder kan tælles på én hånd, og det er slående, at Connie ikke formår at række ud efter de mennesker, der kunne hjælpe ham videre, fordi han føler sig bedre end dem.

En rammende beskrivelse af den splittede underklasse i USA.

Good Time er skabt af brødrene Benny og Josh Safdie, der har markeret sig med fire spillefilm og en række kortfilm om mennesker på kanten af samfundet. Brødrenes storbypuls og rendestensrealisme leder tankerne hen på amerikansk film i 1970’erne, hvor Scorsese var indiekongen.

Med sin blanding af karakterdrama og samfundsallegori ligner Taxi Driver en inspirationskilde, selv om handlingen i Good Time skeler mere til den senere After Hours, hvor en hårdtprøvet mand efter fyraften oplever en dominoeffekt af eskalerende uheld.

Men brødrenes farvestrålende, visuelle sans er helt deres egen.

Safdie-brødrene er kendt for at blande professionelle skuespillere med amatører, der mere eller mindre spiller sig selv. Det sidste gælder birolleindehaveren Buddy Duress, der har siddet i fængsel for narkohandel. Og hvis rulleteksterne ikke havde oplyst, at instruktør Benny Safdie har rollen som den udviklingshæmmede og rørende Nick, så ville man have troet, at brødrene havde fundet ham på en institution!

Mest imponerende er teenageidolet fra Twilight, Robert Pattinson. Han tager et kvantespring med hovedrollen som Connie, en meget hektisk-anspændt præstation uden et gran af forfængelighed.

Filmens største stjerne er imidlertid synth-musikeren Daniel Lopatin, bedre kendt under kunstnernavnet Oneohtrix Point Never. Han forener vild maskinstøj og drømmende melodier på et energisk meddigtende soundtrack, der er på niveau med John Carpenters filmmusik og Cliff Martinez’ soundtrack til Drive. Og når Iggy Pop til slut på sin egen facon crooner The Pure and the Damned, er ikke et øje tørt.

Det kan godt være, at Good Time er årets mest misvisende titel, men filmen er blandt årets bedste.