Frøet fra det hellige figentræ

Den flygtede iranske instruktør Mohammad Rasoulof følger op på sin stærkt regimekritiske antologifilm Der findes ingen ondskab med en endnu mere vovet, potentielt livsfarlig film, som udstiller præstestyrets brutale misogyni og vold mod sin egen befolkning.

Instruktøren blev i april dømt til otte års fængsel, piskeslag og konfiskering af sin ejendom. Han valgte at flygte tidsnok til at præsentere filmen på årets Cannes-festival. Det kan være svært at forholde sig objektivt til et værk med så meget på spil, både politisk og personligt.

Frøet fra det hellige figentræ er heldigvis ikke bare en vigtig, men også en fremragende film, som da også er blevet Oscar-nomineret til prisen for bedste internationale film.

Advokaten Iman (Missagh Zareh) står over for en vigtig forfremmelse til statsefterforsker. Han er en dedikeret ægtemand og far, der nu står blot ét trin under dommerne i det revolutionære retssystem.

Forfremmelsen betyder højere løn og en bedre lejlighed i Teheran, men som han indskærper over for sin kone Najmeh (Soheila Golestani), betyder hans nye stilling også, at familien ikke kan sætte en fod forkert, fordi hans overordnede vil slå hårdt ned på ethvert fejltrin.

Mens Iman haler sin familie op ad den sociale rangstige, vænner Najmeh sig til tanken om, hvad deres nye liv har at byde hende og døtrene Rezvan (Mahsa Rostami) og Sana (Setareh Maleki). Iman tager nemlig også noget andet med hjem fra kontoret: en pistol til selvforsvar.

Med Tjekhov i baghovedet forventer vi, at nogen før eller siden vil affyre den, men selv inden da bliver våbnet handlingens omdrejningspunkt. Det symboliserer både Imans nyfundne magt og hans uventede sårbarhed.

Da den en dag forsvinder, får det hans mistro og kvindehad til at spilkoge og ramme familien.

Iman bliver præstestyrets repræsentant: en undertrykkende, reaktionær patriark, der holder kvinder nede under påskud af at beskytte dem. Rasoulof viser på skrækindjagende vis, hvor hurtigt og nådesløst magthaverne kan vende sig mod dem, de burde tage vare på.

Denne parallel mellem det offentlige og private understreges med sigende, genkommende billeder. Som da Iman plukker sine øjenbryn, før Najmeh plukker glas og løshagl fra en ung kvindes ansigt, efter hun er blevet skudt under de voldsomme demonstrationer mod regeringen i 2022 med protestbevægelsen Kvinde, Liv, Frihed.

Filmens allermest modige greb er brugen af autentiske optagelser fra disse demonstrationer. Mobiloptagelserne er en af de få gange, handlingen bevæger sig væk fra hjemmet eller arbejdspladsen og ud på gaden. Her sår regeringens brutale reaktion mod demonstranterne splid i familien.

Mohammad Rasoulof har både skrevet og instrueret filmen, der kan inddeles i to: et gryende oprør i Teherans kvælende lejligheder og kontorer. Og et endeligt opgør i Imans hjemby uden for Teheran – en forladt landsby, som ligner en kulisse fra en spaghettiwestern.

Det er her, pistolen endelig får sin genkomst …

Frøet fra det hellige figentræ er ikke den mest diskrete film, der er sluppet ud over Irans landegrænser. Men det er et vigtigt værk og en fængslende fortælling båret af vrede og stort mod fra filmholdet.

Det er langt fra kun instruktøren, der har noget på spil: Soheila Golestani har også været fængslet og fået udstedt arbejdsforbud for at nægte at bære en hijab i offentligheden. Utallige sagesløse mennesker har fået præstestyrets vrede at føle.

Filmen er et vidnesbyrd, som fører iranske kvinders kamp for ligestilling tilbage i mediernes søgelys. Den minder os om, at deres modige protestmarch, der var så inspirerende, og som kostede dem så dyrt, ikke må gå i glemmebogen.

Med denne episke, allegoriske fortælling leverer Mohammad Rasoulof et skrig fra hjertet. Og en bøn om at gribe til handling.