The Residence

Netflix’ nyeste whodunit-serie gør fra start ikke noget stort væsen af sig. Men pludselig er der gået otte timer, og man har set det hele uden at blinke.

De seneste år er krimiserier i Agatha Christie-genren – hyggelige mordgåder med kulørte persongallerier og en excentrisk mesterdetektiv – blevet aldeles populære igen. Og The Residence demonstrerer, hvor opslugende et godt, muntert mysterium kan være.

Mordet finder sted i Det Hvide Hus midt i en afgørende statsmiddag med Australien, og den myrdede er Mr. Wynter (Giancarlo Esposito), der leder præsidentens residens.

Midt i kaosset tilkaldes den geniale privatdetektiv Cordelia Cupp (Uzo Aduba), der uden respekt for FBI eller den sårbare politiske situation selv går i gang med at afhøre de flere hundrede tilstedeværende systematisk.

Det udvikler sig til et kaotisk, men aldrig udmattende, opklaringsforløb, der endda hyppigt springer frem i tiden til en kongreshøring om efterforskningen.

Tonalt ligger serien sig lige imellem to af tidens mest populære whodunit-værker. En smule mindre karismatisk end Rian Johnsons Knives Out-film, men sjovere og mere elegant end den charmerende serie Only Murders in the Building.

Paul William Davies’ forbløffende medrivende manuskript får stor komik ud af de evindelige ture frem og tilbage mellem øjenvidner, der ofte lyver og endnu oftere husker forkert.

Han har ladet sig inspirere af Kate Andersen Browers bog om de ansatte på Det Hvide Hus The Residence: Inside the Private World of The White House og udnytter til fulde det særlige pressede fællesskab, der må opstå på så højspændt en arbejdsplads.

Statsmiddagen og sikkerhedsprotokollen er en perfekt anledning til den klassiske trope, hvor dørene lukkes, og ”morderen befinder sig i dette rum!”

Dog får The Residence ikke det store ud af den politiske ramme. Mod slutningen får vi en monolog om, at USA ligesom husets beboere og stab skal huske at stå sammen mod fjender af demokratiet. Men det klinger hult, når der lige nu render fascistiske galninge rundt i virkelighedens Det Hvide Hus.

Til gengæld er The Residence forfriskende i sin tilgang til efterforskning som håndværk.

Ved første møde virker Cordelia Cupp som endnu en tro kopi af Sherlock Holmes med sin arrogance og enorme vid. I modsætning til de typiske efterligninger er hun kvinde og sort, men samtidig er hun mindst lige så kvik og uinteresseret i almindelige høfligheder, som Arthur Conan Doyles’ berømte detektiv.

Uzo Aduba lægger masser af frækhed og selvtillid i Cupp, der har en rig intuition – modsat den ubrugelige Dr. Watson-pendant Agent Park, spillet morsomt opgivende af Randall Park.

Men hvor Sherlock Holmes er repræsentant for rationalismen og med deduktionens kraft kan finde frem til morderen ud fra enkelte detaljer, er Cordelia Cupp evigt på jagt efter mere empiri og kontekst for den viden, hun allerede har.

Passionen for fugle virker først som en plat særhed, men undervejs kommer hun med overraskende kløgtige analogier om ornitologiens fællestræk med god efterforskning.

Først når du ved alt om en fugl – hvor den færdes, hvad den spiser, dens farver og mønstre – kan du være sikker på, at du har fundet frem til netop den fugl, du leder efter. Uden den fulde kontekst er dine beviser potentielt ubrugelige.

Mens FBI og politiet øjeblikkeligt kræver en mistænkt at arrestere, nægter Cordelia Cupp at pege fingeren mod nogen, før hun ved alt.

Selv i det store klimaks, hvor alle de mulige gerningspersoner på klassisk vis samles foran detektiven, melder hun afslappet ud, at hun endnu ikke ved, hvem morderen er. Men hun ved, hvad hun mangler, for at finde ud af det!

Spændingen er enorm mod slutningen, og selvfølgelig vil afsløringen altid blive en smule antiklimatisk. I The Residence er efterforskningen imidlertid tilfredsstillende nok i sig selv.

USA putter normalt folk i fængsel for et godt ord, så det er smukt med en amerikansk mesterdetektiv, der først dømmer, når alle beviser er på bordet.