Glass Onion: A Knives Out Mystery

Den amerikanske instruktør Rian Johnson fik i 2019 en veritabel verdenssucces med Knives Out – var det mord?

Det er en gammeldags hyggekrimifilm om en klike mennesker af samme sociale stand. De samles et isoleret sted, hvor der sker mord med mere. Heldigvis er der som altid i en rigtig whodunit en detektiv til stede.

Historien går ud på at opklare mordet og udpege morderen. Den skabelon forbindes især med den engelske guldalderkrimi og mesterdetektiver som Hercule Poirot.

Etteren kan ikke helt finde ud af, om den er en parodi eller en pastiche. Den rammer ikke helt balancen mellem komedie og krimi. Trods mange dygtige skuespillere – Toni Collette, Jamie Lee Curtis, Ana de Armas og Daniel Craig i spidsen som den ulastelige og geniale detektiv Benoit Blanc – synes filmen til tider at more sig mere end os andre nede i biografmørket.

Men med sit høje tempo og humør blev filmen et hit, så nu er Benoit Blanc igen på sporet af mord og mysterier i Glass Onion: A Knives Out Mystery.

Igen er strukturen at samle en række sammensvorne mennesker på et afsides sted – denne gang en lille græsk ø. Snart brydes idyllen med blod og bedrag blandt tilsyneladende venner og skjulte fjender, gustne mænd og griske kvinder.

Altid seværdige Edward Norton spiller en slesk og skurkagtig rigmand, hvis mange penge er skabt ved sinister svig og frækt forræderi. Han agerer vært i sit eget øsamfund, hvor han har bygget et prangende palads kronet med titlens gigantiske løg af glas.

Hans gæster er gamle makkere udi at tjene store penge. Men blandt flokken er også en uindbudt Benoit Blanc, der på mystisk vis er blevet inviteret.

Daniel Craig har fået mere hold om sin figur og spiller med tungen lige i munden. Gudskelov har skuespilleren nedtonet sin sydstatsaccent fra forrige film, og så er Benoit flyttet sammen med Hugh Grant i en hurtig og morsom cameo-rolle.

Vi får også et glimt af Ethan Hawke, mens de meget hurtige kan se netop afdøde Angela Lansbury, berømt for sin rolle i tv-serien Hun så et mord.

Første time af Glass Onion skal man se med tålmodighed og blot belave sig på at følge med i handlingens labyrintiske struktur.

Filmen er med sine raffinerede replikker mere Woody Allen end Agatha Christie. Halvvejs i handlingen sker der noget. Plottet bliver mere gennemskueligt, og brikkerne falder på plads.

Til gengæld er instruktøren denne gang langt mere stilsikker, genrefast og spændingsanlagt end iforgængeren. Filmen forfalder nu og da stadig til vandede vitser, men der er gode parodiske træk og i det hele taget inside-humor for kriminørden, som på fingerspidserne kender sine krimiklassikere.

Skuespillere leverer varen som aktører i et skjult puslespil. Kate Hudson spiller en skingrende skør fashionista og synes mere og mere frugtbart at ramme samme komiske toneleje som sin hyperventilerende komedienne af en mor, Goldie Hawn.

I en fascinerende dobbeltrolle stjæler Janelle Monáe sågar scener fra selveste Daniel Craig, og selveste Mona Lisa har birolle.

Ligesom Mark Mylods biografaktuelle The Menu opererer Glass Onion med den klaustrofobiske ø som gerningssted. Begge langer ud efter de dumme, rige og kynisk intrigante.

Men hvor Mylod har et konkret sigte med sin satiriske udlevering af vulgære ædedolke og manierede madanmeldere, holder Rian Johnson sig klart til forbilledet: klassisk krimikomedie, hvor man hygger sig med uhygge i mondæne omgivelser.

Ganske vist er der tilsat et mildt stænk af social indignation og retfærdig harme. Men det er ikke noget, som nærmer sig et større samfundsengagement. Den del forbliver en bagatel af en brod mod den vulgære klasse af nyrige skygger.

Til gengæld byder Glass Onion på glamourøst uventede vendinger, intrigant elegance og urealistisk elan, så man er godt underholdt.