The Death of Bunny Munro

Bunny Munro er en sjuft. 

Eller også skal der stærkere gloser til at beskrive en mand, der ved seriens begyndelse ligger på et billigt hotelværelse og knalder udenom, mens hans psykisk sårbare kone Libby har et mentalt sammenbrud og i øvrigt er alene hjemme med deres søn, der langt fra er gammel nok til at håndtere situationen. 

Han er nemlig kun syv, måske ti, som Bunny Munro siger. 

Libby (Sarah Greene) tager sit eget liv, og herfra er Bunny (Matt Smith) alene med sin søn i et forfaldent hus i den engelske badeby Brighton. De sociale myndigheder er ikke begejstrede, så Bunny tager sønnen, Bunny jr., med på et roadtrip af ubestemmelig længde. Det finansieres med Bunny Munros job som omrejsende kosmetiksælger. 

Det skærer lidt i hjertet, hver gang debutanten Rafael Mathé kommer på skærmen som den svigtede Bunny jr. Igen og igen efterlades han i bilen, mens farmand har et nyt møde med nogle ensomme kvinder, som måske kan prakkes noget håndcreme på. 

Senere efterlades sønnen flere dage hos en tilfældig stripper, der dog stadig er en langt bedre forælder end Bunny Munro. 

Rafael Mathé forener triste øjne og et sødt smil, så man har lyst til at tage ham med hjem. Og på mange måder er den primære konflikt i The Death of Bunny Munro, om nogen kan redde Bunny jr. fra at ende som sin far. 

I åbningsafsnittet forklarer den voksne Bunny, at han selv er opdraget af en enlig far, og at det eneste, en dreng har brug for, er et godt maskulint forbillede. Bunny jr. ved nok godt, at det ikke passer og diskuterer derfor med en fantasiversion af sin mor, hvad der burde ske med ham. 

Sarah Greene og Rafael Mathé har en fin mor-søn-kemi i disse dagdrømme. Det fungerer godt, at han forestiller sig, at moren dukker op for at minde ham om, at han gerne må være barn i stedet for at forsvinde ind i sin fars verden af sex, piller og tiltagende mængder whisky. 

Bunny Munro er en temmelig frustrerende karakter at følge, idet han er fuldstændig retningsløs og rammer bunden mange gange uden at finde grund til at udvikle sig. Efterhånden bliver det lidt trægt at se ham med kun værre resultater forsøge at forføre kvinder, mens han ignorerer sin søn. 

Fortællingen samler sig nemlig først for alvor, da vi møder bedstefar Bunny Munro – den første af sit navn – og for alvor forstår, hvorfor hans søn er, som han er. Bogforlægget transformeres fornemt af den svensk-danske instruktør Isabella Eklöf (Holiday, Kalak) og hendes faste fotograf Nadim Carlsen til smukke billeder, men det har ikke helt historie nok til at bære seks episoder af 30-40 minutters varighed. 

Matt Smith (Doctor Who, Last Night in Soho) co-producerer serien sammen med Nick Cave. Han er den ideelle skuespiller til at forløse en karakter, der er aldeles uduelig, moralsk depraveret og alligevel charmerende nok til at få os til at glemme det. 

Hans Daemon Targaryan i House of the Dragon har en lignende virkelighedsforvrængende charme, hvor man i glimt oprigtigt mener, at Rhaenyra burde gifte sig med sin sleske onkel. Og Smiths evne til at skifte sømløst mellem verdens mest sexede og verdens mest ynkelige mand er det, der får Bunny Munro til at fungere. 

Nick Caves musikalske univers giver associationer til et mere bogstaveligt mørke, end der faktisk er i The Death of Bunny Munro. Bogen er også humoristisk sine steder og har eksempelvis en rablende liderlig hyldest til Kylie Minogues gyldne shorts fra Spinning Around-videoen. 

I begyndelsen af serien er der skruet godt op for farverne, og Bunny selv tilbringer det mest af serien i en lidt for stram lyserød skjorte. Først senere hensynker vi til Englands regnfulde gråhed, mens Bunnys indre også bliver mørkere. Billederne er overvejende i vide vinkler med Bunny i midten, der understreger hans selvopfattelse som verdens centrum. 

Man kan se frem til et sidste afsnit, hvor vi besøger Bunnys underbevidsthed, og der nærmest går David Lynch i den. 

The Death of Bunny Munro er en lidt langtrukken, men også meget fin serie om nedarvede traumer og svigt. Den føles frem for som en loyal filmatisering, så fans af bogen kan roligt se med, når Matt Smith rører én med sit portræt af en mand i fuldstændig opløsning.