Goodbye June

Det er ellers noget af en familie, der både kan rumme Helen Mirren, Kate Winslet, Toni Collette, Andrea Riseborough og Timothy Spall. Men det lykkes i Goodbye June at give de mange dygtige skuespillere karakterer, der spiller sammen. 

June (Helen Mirren) har haft kræft i flere år, men er nu nået dertil, hvor lægerne ikke har mere heling at tilbyde. June har måske kun et par uger tilbage, så familien samles omkring hende i begyndelsen af december og håber på, at hun får en sidste jul med. 

June har fire børn med manden Bernie (Timothy Spall). Den yngste, Connor, er spillet af Johnny Flynn, og han lever flot op til alle stjernerne med sit indadvendte portræt af en hjemmeboende søn, der har passet sin mor og undgået at tage stilling til, hvad hans eget voksenliv skal indeholde. 

Molly (Andrea Riseborough) er hjemmegående øko-mor med en nærværende, men lettere uduelig mand og tre børn. Julia (Kate Winslet) har også tre børn, en mand på den anden side af jorden og en karriere, der på en god dag forsørger hele storfamilien. 

Ikke mindst er der Helen (Toni Collette), der underviser i noget new age-fødselsforberedelse et sted i Tyskland, da hun får opkaldet om, at hendes mor er døende. 

Da hun når frem, finder alle ud af, at hun i en sen alder skal have sit første barn. For June bliver babybulen en både grum og vidunderlig påmindelse om, at livet vil gå videre uden hende. 

De to mellemste, Molly og Julia, støder straks sammen på den trange hospitalsstue om alt det, der pludselig føles afgørende: Hvem får mors vielsesring, hvem lægger hus til juleaften, og hvem projektleder hendes død bedst?

Til sidst må der indføres en vagtordning, så de to kamphøns holdes adskilt. 

Kate Winslets Goodbye June er en julefilm af den eftertænksomme slags. Den står og falder med, om den kan ramme en tone, der omfavner alvoren uden at kvæle os i mismod. Det er trods alt stadig årets mest vidunderlige tid, og filmen trækker den rette mængde finurlighed og humor med ind i fortællingen. 

I starten føles Toni Collettes karakter lidt for stor i slaget og stereotyp med hendes hippiegøgl. Men det er et rart afbræk fra nåle og morfindrop, at hun er der som et stilfærdigt komisk indslag med sine krystaller, salvie og aura-rensninger. Hun minder os om, at Moder Jord også er en slags sorgterapeut. 

Timothy Spall er både irriterende og dejligt relaterbar som faren, der degenererer til et nærmest teenageagtigt stadie, hvor han sidder i fornægtelse ved siden af sin døende kone og råber ad tv’et med en bajer i hånden. 

Generelt får filmen godt fat i krisens roller, hvor alle finder deres niche at sørge i. Molly bliver vred og Julia praktisk, mens Connor trækker sig ind i sig selv. 

Alle spiller fortrinligt sammen, men man hæfter sig især ved Andrea Riseborough. Hun har fået den vanskeligste rolle som den fordømmende Molly, der selv midt i krisen sætter sin frihed til sprøjtemidler over for forsoning.

Samtidig tilfører Riseborough figuren så megen sårbarhed, at man ender med at holde af Mollys – i sidste ende – sympatiske udvikling.

Helen Mirren giver også den emsige mor præcis den skarphed, der gør det let at forstå, hvorfor ikke alt er fryd og gammen i søskendeflokken. Selv døende finder June tid til at irettesætte Helen for at se herrens ud i gult og råde hende til at holde sig fra den farve. 

Hospitalets sterile, hvide rum pyntes op til jul, men seeren bliver tydeligt mindet om, at selv den mest overdådige kristtjørn ikke kan skjule alt det udstyr, der er nødvendigt for effektiv palliativ pleje. Et krybbespil med børnebørnene på opholdsstuen bringer dog al den julevarme, et sygehus nogensinde kunne drømme om. 

Ligesom Charlotte Brodthagens perle Ingen kære mor bruger Goodbye June julen og livets afslutning som katalysator til, at en familie får ryddet op i gamle konflikter og undertrykte følelser. 

Kate Winslet – en af vor tids store stjerner med Titanic, Evigt solskin i et pletfrit sind og serien Mare of Easttown – slipper særdeles godt fra sin instruktørdebut, baseret på et manuskript af sønnen Joe Anders. Filmen bliver måske en smule marcipansød mod slutningen, men som julefilm er det på sin plads at sprede en smule lys og varme.