Train Dreams

”Robert Grainier levede over 80 år i og omkring Bonners Ferry, Idaho,” vil en alvidende fortæller gerne have, at vi skal vide, i begyndelsen af Train Dreams. En forsagt, forældreløs dreng voksede op og blev en stille mand, der arbejdede i skoven og ikke rigtigt interesserede sig for noget. 

Indtil han som ung mødte sit livs kærlighed, Gladys Olding (Felicity Jones). 

Sammen bygger Gladys og Robert (Joel Edgerton) en træhytte i skoven og begynder deres liv sammen. Senere kommer datteren Katie til, som Robert ser alt for lidt, fordi han er nødt til at flytte sig efter jobs, hver gang det igen bliver sæson for skovarbejde. 

Drømme om tog følger Robert igennem hele hans liv fra slutningen af 1800-tallet til 1960’erne, og filmen iscenesætter flot hans tid på Jorden som den store brydningstid, det var. 

I begyndelsen er der stadig det vilde Vesten-stemning, da en mand i oilskinsjakke dukker op i skoven for at give en skovarbejder, der engang myrdede en mand i Gallup, Texas, en kugle for panden. Da vi nærmer os Roberts sidste leveår, kan han se Jorden fra det ydre rum via en transmission i vinduet af en tv-butik i byen Spokane. 

Intet indfanger denne fremskridtets melankoli som en sommer, hvor Robert bliver en del af et træbrobyggeri, der hurtigt viser sig at have været forholdsvis forgæves. For kun ti år senere åbner en bro af stål og beton, som bliver brugt af toglinjen til staten Washington. 

På dette tidspunkt er USA i gang med sin første massedeportation af indvandrere, da man fra 1880’erne begyndte at forfølge alle borgere af kinesisk oprindelse. Det tema gør selvfølgelig filmen højaktuel og kommer også til at påvirke Robert personligt, da hans arbejdskammerat fra Shanghai bliver dræbt i forbindelse med jernbanebrobyggeriet. 

Fu Sheng, som han hedder, kommer til at forfølge Robert i drømme og syner sammen med brændende skove og tog i hurtigt klippede drømmesyn. Senere overbevises Robert endda om, at han er blevet forbandet, da en uoverskuelig tragedie rammer ham. 

Joel Edgerton er gemt bag et stort busket skovhuggerskæg gennem det meste af filmen, men forstår alligevel at udstråle al den sorg, glæde og eftertænksomhed, som fortællerstemmen påstår, at han besidder. 

Man bliver endnu mere glad for Felicity Jones. Der er ikke mange 40-årige kvinder tilbage i Hollywood, der kan spille skovhuggerfruer fra 1920’erne, uden at der går Bridgerton i udtrykket. Jones og Edgerton har en god kemi, og man tror på, at han elsker der måde, hvorpå hun næsten hvisker hans navn: ”Robert.” 

Og så gør William H. Macy indtryk som den gamle skovmand Arn Peeples, der advarer mod den sjælelige vold, man begår ved på få minutter at fælde det, naturen har brugt 500 år på at skabe. 

Selv om Train Dreams udspiller sig i første halvdel af det 20. århundrede, klinger dens fortælling om frembrusende teknologi og menneskene, der knuses under den, stærkt med de erfaringer, vi gør os i dag – et århundrede senere. 

Der er truffet mange fine æstetiske valg i retning af en stil, der er smuk uden at larme, og hvor de store amerikanske skove får lov at træde frem som filmens egentlige production designer. 

Lydsiden understøtter fortællingen med et enkelt, diskret score: staccato-dur til lyset og glæden, lange mørke celloer til sorgen.  Resten bæres af filmens egen verden: faldende træer, knirkende hytter, plaskende regn og knitrende bål. 

Train Dreams bygger på Denis Johnsons novelle, som instruktør Clint Bentley og manuskriptforfatter Greg Kwedar har foldet ud over 103 minutiøse minutter. 

Det litterære ophav mærkes også i valget af Will Patton som voice-over, der tilføjer stille refleksioner. Som den om personen, der ville have overlevet en dødelig sygdom, hvis vedkommende blot var blevet født en generation senere. 

Det giver filmen et strejf af skæbnefortælling. Og på sin egen afdæmpede måde lykkes Train Dreams med at formulere både tidløse overvejelser om livets mening og en genkendelig følelse af at prøve at finde ro i en verden, der konstant er ved at løbe fra én.