The Continental: From the World of John Wick

Har du ikke allerede set de ekstremt underholdende og voldelige John Wick-film, er du alligevel velkommen på hotellet The Continental. 

Gennem fire Keanu Reeves-actionbaskere har den mystiske bygning stået som et stolt fyrtårn for etikette og håb midt i et hærget, Gotham-lignende New York. 

Hovedpersonen John Wick er i begyndelsen af The Continental: From the World of John Wick ikke engang født endnu. Men som en spinoff-miniserie om det tidløse hotel skal vise, er selv Neo underordnet, når en hel institution tages under kærlig behandling. 

Længe har John Wick-fans været klar over, at der gemte sig mange bloddryppende historier i den smukke art-deco-bygning. Her kan man – takket være et strengt kodeks om våbenhvile – give alverdens farverige lejemordere husly for en nat uden ballade. 

Hotellet er del af en kæde, som styres af de fortsat ukendte bagmænd ved The High Table. Og uanset om man desperat søger bandager til sit skudsår, skatte fra våbenkammeret eller en whisky on the rocks, skal Continental-personalet nok levere. 

I tre afsnit, der næsten opnår spillefilmlængde, ser vi et lille stykke af bygningens fortid. The Continental er evig, og de mange menneskeliv, der går til inden for dets mure, er skrøbelige og ubetydelige til sammenligning. 

Hvert afsnit åbner med et kort sort-hvidt mareridts-flashback til en kold aften i 1950’erne. Her er de to gadebørn Frankie og Winston på deres første skæbnesvangre ærinde for Continental-manageren Cormac (Mel Gibson). 

De næste tyve år er brødreparret hotelindehaverens stikirenddrenge, og Mel Gibson er spot on i rollen som forkvaklet faderfigur for de to. 

Han emmer autoritet, og der spilles elegant på aldersforskellen mellem ham og det resterende, yngre cast, som alfaen med faretruende bjæf får til at makke ret.

Lige indtil en voksen Frankie (Ben Robson) en funklende nytårsaften gør oprør. 

Det sker i en svimlende lang sekvens, som gør det klart, at selv om fortællingen er rykket fra biograflærredet til Amazon Prime, er der stadig kælet for detaljen. 

Mens hotelgæsterne tæller ned til nytåret, snørkler Vikings-stjernen sig ind mellem baner af coke, guld-konfetti og Pippi Langstrømpe-dødningehovedaber på skuldrene af disco-dansere. 

Han har kurs mod hotellets bankboks, men kuppet går selvfølgelig galt i bedste Heat-stil. 

Som indlogerede på hotellet er ”Excommunicado” den værste skæbne, man kan møde. ”Det er latin for: Du er fucked,” som Cormac siger. Så er man ikke længere velkommen i lobbyen, og der er åben jagtsæson på ens hoved. 

Med brutal, uholdbar lederstil slynger manageren om sig med eksklusionerne, og man griner lidt i skægget med tanke på, at Mel Gibson selv har været persona non grata i Hollywood (grundet spirituskørsel og afstumpede udtalelser). 

Efter at have gjort et eksempel ud af Frankie sætter den nu 30-årige lillebror Winston (Colin Woodell) sig for at stoppe galskaben. 

Som fan ved man nogenlunde godt, hvordan dét ender.

For da Keanu Reeves i første John Wick-film i 2014 vakler blodigt ind i The Continentals foyer, bliver han mødt af en midaldrende Ian McShane i rollen som Winston. 

Gadedrengen er blevet en afsindigt cool og organiseret hotelmanager, som længe har haft byens undergrund i sin hule hånd. Ikke mindst takket være den loyale portner Charon (Lance Reddick). 

Der er noget spøjst over fortællinger, som allerede er afsluttet. Men netop de afgjorte skæbner er en fordel for temaet om det uforgængelige Continental. 

At bearbejde et øjebliksbillede i en bygnings historie er et fedt koncept. Ripoff-versionen Hotel Artemis og den vellykkede Tarantino-wannabe Bad Times at the El Royale har allerede været der. 

Måske tre episoder er for kort til virkelig at understrege institutionens vigtighed, eller også er der bare ikke mere suppe at koge på benet. 

Historien, der aldrig rigtigt kommer ind og piller i mørtlen, kunne godt være forblevet i graven. The Continental føles mest som et plaster på såret over, at John Wick-filmene endegyldigt er ovre. 

Om det er ment som trøst for os fans, der så sent som i marts var i biografen for at se film nummer fire, eller om det er for pengemændene bag den ekstremt populære franchises skyld, er ikke helt tydelig. 

Under alle omstændigheder var én milliard dollar i hvert fald ikke nok. Men hvem vil ikke også gerne tage endnu en svingom med verdens ubestridt bedste action?

Her har The Continental sin eksistensberettigelse. Det er stadig i John Wick-universet, at man finder den ubestridt bedste action, Hollywood kan præstere. Selv om intet kan toppe det perfekte volds-mekka, Keanu & Co. leverede i foråret. 

Der bliver dog med The Continental givet et ekstremt hæderligt bud. 

Ligesom serieskaberne er stuntkoordinator Larnell Stovall (Judas the Black Messiah) nye i John Wick-universet. Han har et anerkendt fokus på de stilarter, der dominerede i 1970’erne som karate, judo, taekwondo og kung fu. 

De tidsprægede blodballetter er et forfriskende indspark.

Nye opfindsomme, karikerede karakterer slår under kyndig behandling af Larnell Stovall ihjel på ekstremt kreative, splattede måder. 

En ledning om halsen med en splintret arm i en køkkenkværn og tilsat et strygejern i tindingen, er hos denne anmelder en klar favorit. 

Den seance leveres af Yen, som allerede ved første hammerkast placerer sig på førstepladsen som fanfavorit. Hun er blot en af mange nuancerede kvindelige karakterer, som Winston samler i sit hævntogt mod Cormac. 

Yen spilles af den vietnamesiske danser og lokale superstjerne Nhung Kate, der leverer et voldsomt portræt af sorg og håb for fremtiden. Med de vildeste tæsk, jeg ikke har set bedre siden John Wick 4, skriver hun sig ind som et af de bedste i franchisen.