Tatami

Konflikten i Mellemøsten koger i det knogleknusende sportsdrama Tatami, hvor politiske intriger udmåles i judo-arenaen. I kvindelige atleters blod, sved og tårer.

Alene instruktørduoen er opsigtsvækkende.

Israelske Guy Nattiv er kendt for politikerportrættet Golda, mens iranske Zar Amir Ebrahimi huskes for sin forrygende hovedrollepræstation i Ali Abbasis Holy Spider. De to filmskabere fra lande på kollisionskurs slår sig sammen om en fortælling om de dybe forståelseskløfter mellem deres to hjemlande.

Tatami handler om den iranske top-judobryder Leila Hosseini (Arienne Mandi fra The L Word: Generation Q), der af præstestyrets agenter bliver presset til at opgive en stor turnering med risikoen for at tabe til en israelsk modstander. Det ville blive opfattet som en national ydmygelse, hvorfor også Leilas træner Maryam (Zar Amir Ebrahimi) udsættes for chikane og afpresning for at overtale judo-udøveren til at trække sig.

Judoverdenen er et råt miljø, hvis atleter lider i og uden for ringen, der kaldes tatami. Det er sigende, at både atlet og træner er kvinder, mens deres undertrykkere er mænd.

Men filmen er ingen modløs krænkelsesfortælling.

Den muskuløse Leila er en naturkraft, der kaster sine modstandere omkring som kludedukker og vinder den ene kamp efter den anden.

Men hun kommer forstemmende til kort over for et æresfikseret bagland, der vil gøre hvad som helst for ikke at tabe ansigt på en international scene. Så da Leila står over for sin afgørende brydekamp mod den israelske judomester (Lir Katz), bliver hendes mand udsat for trusler, mens Maryams far bliver kidnappet.

Størstedelen af handlingen udspiller sig over en enkelt dag til judo-verdensmesterskabet i Georgiens hovedstad Tbilisi – en ramme, der vækker mindelser om film noir’en The Set-Up (1949), hvor gangstere tvinger en bokser til at snyde under en kamp.

I Tatami er skurkene ikke gadelømler. Det er et skruppelløst regime, hvis foruroligende fangarme rækker tværs over landegrænser til en angiveligt neutral arena, hvor Leila bliver ved at vinde de kampe, hendes land beordrer hende at tabe.

Guy Nattiv og Zar Amir Ebrahimi komplementerer hinanden på forbilledlig vis. Allerede fra de første, hovedkulds intense billeder fra ringen sidder publikum naglet til sædet, mens den klaustrofobiske stemning følger én gennem hele filmen.

Dramaet udspilles inden for snævre rammer med kasseformede, kontrastfulde billeder i sort-hvid, mens den dynamiske klipning fører publikum fra ét perspektiv til det næste.

Arienne Mandi spiller hver af brydekampene med en imponerende, aggressiv råstyrke. Hun tager Leilas dilemma på sig, så det sitrer i kroppen. Enten må hun lægge sig fladt ned under den vigtigste kamp i hendes liv, eller også vil hun bringe sin familie i fare.

Hvert et slag og body slam mærkes i mellemgulvet, og da Leila på et tidspunkt bliver skadet og ikke kan holde op med at bløde, er det, som om hendes indre tumult bare fosser ud af hende.

Internationale sportstræf er en oplagt filmisk arena, som også blev udforsket på mindeværdig, men mere afdæmpet vis i Milad Alamis Modstanderen, om en iransk wrestler i eksil i det nordlige Sverige.

Tatami er en mere insisterende og slagkraftig fortælling. Manuskriptet af Guy Nattiv og Elham Erfani forstår sportsdramaets indbyggede spændingskurve og ved, at publikum ønsker at se Leila byde sine fjender trods og triumfere til slut. Men ved at føre kampen ud af judoringen og ud i den virkelige verden lader de os forstå, hvor dyrekøbt hendes sejr ville være.

Tatami er en gribende sportsfilm, hvor alle regler om fair play forkastes til fordel for en udmarvende slåskamp uden entydige vindere og tabere – men med mange ofre.