A House of Dynamite

Forestil dig Kubricks komedie Dr. Strangelove som tragedie, og så har du Kathryn Bigelows gribende og deprimerende A House of Dynamite.

Atomkrigs-thrilleren undersøger, hvad der ville ske, hvis nogen affyrede et langtrækkende ballistisk missil mod USA. Som man nok kan gætte, er udsigterne ikke optimistiske.

Kathryn Bigelows film er skrevet af Jackie-manuskriptforfatteren Noah Oppenheim og fører os igennem et minutiøst researchet scenarie med omtrent et dusin hovedpersoner. Fra en major i flyvevåbnet (Anthony Ramos), der først opdager affyringen, til USA’s præsident (Idris Elba).

Vi ser det samme tyve minutters nedtællingsforløb tre gange fra forskellige perspektiver i en Rashomon-agtig struktur, hvor en håndfuld mennesker forsøger at afgøre klodens skæbne.

Det lyder som fiktion, men er desværre en virkelighed, som kan ramme os nårsomhelst.

Bigelow holder sig tæt til fakta og fylder filmen med militærjargon, der understreger, hvor detaljeret den amerikanske regering har forberedt sig på handlingsforløbet, som den uundgåeligt mister kontrollen over.

Kommunikationslinjer bryder sammen, et missilforsvarssystem til 50 milliarder dollars svigter, og det hele ender med et valg, der af en nøglerådgiver beskrives som ”overgivelse eller selvmord”.

Instruktøren fortsætter i sin hyperrealistiske stil fra The Hurt Locker og Zero Dark Thirty, der sammen med A House of Dynamite danner en trilogi.

Hun holder os på kanten af stolen og tæt på hjertestop. Filmen er metodisk og gennemført procedurebåret, men instruktøren giver alligevel hver rolle et personligt øjeblik, der understreger menneskeligheden.

De veltrænede forsvarseksperter, piloter og generaler har også familier og kære, de måske aldrig ser igen. I en scene ringer en højtstående officer (Rebecca Ferguson) til sin mand og trygler ham om køre mod vest med deres lille søn.

Bigelows to krigsfilm og det undervurderede raceopgør Detroit er alle kritiske over for misbrug af amerikansk magt. Zero Dark Thirty handler om den vellykkede jagt på Osama Bin Laden, men fokuserer på de mange, der blev tortureret eller dræbt for at nå målet, der i sidste ende virker meningsløst.

I A House of Dynamite skaber hun et trykkoger-univers, der blotlægger atomprogrammet, hvis egentlige formål ikke er at redde planeten, men at udslette den.

Endnu mere uhyggeligt er det, at regeringen er fuld af geniale, hårdtarbejdende specialister, som alligevel ikke kan forhindre katastrofen. Man kan med gru forestille sig, hvor galt scenariet ville gå under Trumps kabinet.

Dr. Strangelove og Sidney Lumets Fail Safe fortæller lignende historier under den kolde krig. 60 år senere står vi igen på randen af atomar udslettelse, i takt med at lande som Nordkorea får adgang til våbnene.

Filmen er laserpræcis i sin detaljerigdom, men trækker også kameraet tilbage og viser det store billede. Vi ser måbende amerikansker eksperter, der ikke kan tro, at det virkelig sker. Men det gør det. Eller – som filmen antyder – det kunne det gøre.

Heldigvis er A House of Dynamite også underholdende. 73-årige Bigelow er en af de få i Hollywood, der stadig kan levere et storbudget-spektakel, som samtidig er intelligent og politisk.

Selv om filmen mest består af telefonsamtaler og videokonferencer, er den nervepirrende og fyldt med ekstraordinære præstationer. Ingen stjerner, eller måske for mange til at tælle, men alle spiller en afgørende rolle i dramaet og det sofistikerede amerikanske atomforsvarssystem.

Den største tragedie i det adrenalinpumpede værk er, at systemet synes dømt til at fejle. Ikke på grund af de talentfulde folk, der bemander det, men fordi det er skabt af mennesker til at begynde med.

Vi har selv sået frøene til vores egen undergang, og denne film er ét stort, blinkende rødt advarselslys.