Tag min hånd

Hvad stiller man op, når ens partner gennem det meste af livet pludselig meddeler, at han vil skilles?

Midaldrende Maja bliver først forståeligt vred, da ægtemanden Claes begærer skilsmisse og flytter ud af huset, hvor deres femtenårige søn også bor.

Men da hun møder en 25-årig studerende, som bor på kollegium med alle sine jævnaldrende, bliver livsgnisten – og liderligheden – atter antændt i den ellers tilknappede kvinde.

Herhjemme er genrens mest populære film velsagtens stadig Susanne Biers Den eneste ene fra 1999. Den nye film fortsætter i ånden fra forgængeren og har da også en af de medvirkende som instruktør.

Lars Kaalund er kendt og elsket for sine roller som den bryske Hal-Finn i Italiensk for begyndere og knastørre Knud i Den eneste ene, hvor han leverer den uforglemmelig replik: ”Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu?”

Helt den klinge når dialogen – skrevet af manuskriptforfatter Morten Dragsted (Heartless) – ikke op på. Til gengæld viser Kaalund også som instruktør glimrende sans for at operere i spændingsfeltet mellem komik og drama. Han lader sine medvirkende bruge overdreven mimik for at skabe latter, men er ikke bange for at ødelægge den gode stemning med pludselige glimt af dødsens alvor.

Skuespilleren har det seneste årti brugt sine kræfter bag kameraet, hvor han har instrueret afsnit af serier som Rita, Sygeplejeskolen og julekalenderen Den anden verden.

Men det fornægter sig ikke, at Lars Kaalund startede karrieren på den anden side af kameraet. Hans spillefilmdebut er båret af charmerende skuespilpræstationer, ikke mindst leveret af hovedrolleindehaveren Mille Dinesen. Hun har skabt sig en rapkæftet og småneurotisk persona med titelrollerne i Nynne og Rita, men her er hun anderledes genert og perfektionistisk anlagt, legemliggørelsen af den forkætrede tolvtalspige som voksen.

Troels Kortegaard Ullerup debuterer i fin form som Majas unge flirt Andreas. Skuespilleren besidder lidt af den samme sammenbidte charme som Lars Kaalund, men man slår sig ikke lige så meget på ham.

Altid fornøjelige Mia Lyhne stråler som en dygtig læge, der viser Maja singlelivets glæder, mens hun selv er ved at finde sig til rette i et kærligt parforhold.

Ulrich Thomsen er perfekt castet som den fåmælte husbond, og skuespilleren får meget ud af en rolle, hvor det er småt med nuancer. Gennem små blikke og ytringer lykkes det skuespilleren at give en karakteristik af en mand, som i en midtlivskrise er panisk forvirret.

Man undrer sig dog over, hvorfor Claes – der optræder som lidt af en nosseløs tørvetriller – er så interessant for det modsatte køn. Ikke bare har han fundet en ny kvinde at bygge rede med, inden da havde han også en affære med sønnens unge gymnastiklærer.

Men når også Maja bliver genstand for en 25-årigs hengivenhed, kan man acceptere de lidt skæve kærlighedsinteresser.

Det er ærgerligt, at instruktøren ikke udnytter sin ophøjede realisme, hvor køkkenvasken kun kan skimtes i baggrunden, til at give lidt mere los og fyre op for tangenterne.

Havde vreden materialiseret sig voldsommere og mere fabulerende end gennem sure beskeder på eksmandens telefonsvarer, var man som publikum måske blevet revet mere med.

Det er selvfølgelig ikke helt i tråd med dansk høflighed at kaste med tingene eller sågar ty til småvoldelig opførsel. Men det havde sat liv i kludene undervejs i filmen, som det meste af tiden driver afsted i et adstadigt tempo og gemmer sin store overraskelse til sidst.

Den er til gengæld særdeles godt udtænkt i forhold til at slutte af med maner. Man forlader Tag min hånd med et smil på læben, og det er en hel del værd i en grum verden.