Syv minutter over midnat

Aldrig har jeg set så overbevisende en skuespilpræstation af et barn.

I rollen som den trettenårige Conor O’Malley ses fjortenårige Lewis MacDougall. Bortset fra en mindre birolle i Pan fra sidste år er han et ubeskrevet blad. Men selv om han spiller over for nogle af filmverdenens store notabiliteter som Sigourney Weaver og Liam Neeson – sidstnævnte tilmed i computeranimeret træmonsterudgave – stjæler den spinkle dreng med de følsomme, intense øjne billedet.

Conor bor med sin mor i et lille, engelsk rækkehus med visne hortensiaer i haven. Han er en selvstændig dreng, der sætter vasketøj over, laver madpakke og reder seng – for moren er syg af kræft.

Trætte Conor bliver hver nat – syv minutter over midnat – vækket af et mareridt. Den nærliggende kirkegård bliver opslugt af et bundløst sort hul, mens han ligger på kanten og desperat holder fast i sin mors hånd. Hans desperate råb: ”Mor,” mens hendes hånd glider ud af hans, får ens mave til at knuge sig sammen.

Skolen er en drøj tørn for knægten, for når undervisningen er forbi, venter der hver dag tre bøller på ham. De tæver og håner ham. Hvorfor? Fordi hans mor er skaldet. Han er anderledes.

”Hvorfor vil de slå Kong ihjel?” spørger Conor, der ligger trygt og lunt op ad sin mor, spillet af en hulkindet Felicity Jones.

”Folk er bange for det, de ikke forstår,” siger hun og falder i søvn, inden kæmpeaben falder i døden fra The Empire State Building, mens Conor ser ordløst til med vidt opspilede øjne.

Engelsklæreren fortæller, hvordan der altid er to sider af en historie.

Som det står skrevet her, lyder det måske søgt. Men i denne fintfølende filmperle fungerer det på grund af godt skuespil og en smukt formidlet, barsk fortælling.

Den unge dreng, voksen før sin tid, søger tilflugt i tegninger. Frygten for mareridt får ham til at sidde længe oppe om natten, og vi kommer helt tæt på fingrene om blyanten og dens sorte grafit-indre, der danser hen over papiret.

En nat ser Conor, hvordan det store takstræ over for kirken vrister sig løs. Med knagende ben og rødglødende øjne stormer kæmpetræet over mod Conor, og med Liam Neesons dundrende malmrøst siger han: ”Jeg er kommet for at hente dig!”

Conor mønstrer et stort mod og smækker døren ud til gangen. Monsteret skal i hvert fald ikke have hans mor. Men monsteret viser sig hen ad vejen at være en uventet ven. Han vil fortælle ham tre historier, og når Conor har hørt dem, skal han fortælle monsteret sin historie.

Monsterets historier illustreres smukt med akvarel og computeranimation. De indeholder klassiske eventyrelementer som prinser og onde dronninger, men alligevel overrasker de. For den elskede prins er en løgner, og apotekeren med helbredende urter er grådig.

Det er historier, som Conor og alle andre kan lære af.

Faren er en sjælden gæst, for han bor i USA med sin nye familie. Og den tilknappede mormor, spillet sammenbidt af Sigourney Weaver, har ikke særlig megen omsorg. Mormorens hjem er som et museum, beklager Conor sig, og han går lidt mere i stykker, da han er nødt til at flytte hjem til hende, fordi moren får endnu et tilbagefald.

Filmen er instrueret af spanske J.A. Bayona, der i 2012 lavede den flotte og skræmmende Børnehjemmet, hvorefter skabte The Impossible – om tsunamien i Thailand. Han har sans for det intense og skønheden i alvoren, og han håndterer ømtålelige emner på en respektfuld og alligevel konfronterende facon.

Denne gang med en ung, enlig mor, der langsomt dør af kræft, mens hendes søn overlades til sig selv. Selv når han agerer aggressivt, er de voksne forstående. Men nogle gange er selv skældud bedre end ingen kontakt.