En snegls erindringer

Nogle mennesker er født ind i tragedie. Én af dem er Grace Pudel. Hendes mor døde under fødslen af hende og tvillingen Gilbert. Hun har hareskår og bliver nådesløst mobbet i barndommen, men heldigvis beskytter Gilbert hende.

Deres kørestolsbundne far er kærlig, men drikfældig, og han dør af søvnapnø, da børnene er relativt små. Og selv om Grace og Gilbert er så utroligt tæt knyttede, vurderer myndighederne i 70’ernes Australien, at de skal skilles ad.

”Til trods for mine kvaler, troede jeg på, at glasset altid er halvt fuldt.” Sådan siger Grace til sin yndlingssnegl Sylvia (opkaldt efter morens yndlingsforfatter: Sylvia Plath), efter hun har sat dyret fri.

Hun sidder på en bænk i veninden Pinkys nyttehave og fortæller om hele sit liv i anledning af Pinkys død. På sin vis er det en absurd pendant til Forrest Gump, hvis titelperson også sidder på en bænk og øser ud af sin livshistorie.

Men så stopper sammenligningen også.

Adam Elliots En snegls erindringer er mest af alt sin egen og nært beslægtet med hans andre stopmotion-værker, navnlig spillefilmen Mary og Max, om et aparte og tilfældigt pennevenskab mellem en pige i Australien og en mand i USA, som dyrker det samme børneprogram på tv.

En snegls erindringer – der blev nomineret til en Oscar for bedste animation – er også et særegent værk. Tragikomisk og tankevækkende på samme tid, hvor det absurde ender med at blive rørende og vedkommende. Om det så er et umage venskab på tværs af landegrænser eller – som her – en sikker pige, der skal stå på egne ben i en fjendtlig verden.

Instruktøren kalder sine film ”clayography” – modellervoks-biografier. I centrum står outsiderne, de ensomme og excentriske, i de dybt melankolske fortællinger, som alligevel er både morsomme og smukke.

Alt er skabt med hånden, og det kan ses, når figurerne bevæger sig en smule ukurant og ujævnt. Det gør dem kun mere ægte, især deres store, udtryksfulde øjne. Visuelt er filmen grå, sort, brun og beige, nærmest sløv og kedelig i farverne. Det har sin egen skønhed.

Filmens tempo er også til den rolige side, og man får lov at dvæle ved handlingen og især Grace og hendes væsen. Det er nærmest umuligt ikke at spejle sig i hendes liv, selv om de færreste har så megen ulykke med i bagagen.

Musikken af Elena Kats-Chernin understreger stemningen til perfektion: afdæmpet, eftertænksom og alligevel med en lille gnist af varme.

Grace ender hos et venligt par, der dog er lidt fraværende, da de oftest er at finde i swingerklubben. Gilbert ender hos en rigid, religiøs familie, hvor han er ulykkelig. Deres breve til hinanden er eneste lyspunkt.

Som arv fra sin mor får Grace nogle små snegle af porcelæn, der med tiden udvikler sig til ren samlermani. Hun er altid iklædt en strikhue med snegleantenner, som hendes far har lavet til hende, og er altså en ægte ”sær snegl” – men så ufatteligt sød.

Historien kunne let være druknet i ren tristesse, men Adam Elliot balancerer sorgen med absurde indslag. Graces dialog er leveret roligt og behageligt, selvfølgelig på australsk.

Det er derfor lidt overraskende, at stemmen tilhører Sarah Snook, mest kendt for sin amerikanske accent som Shiv Roy i Succession. Hendes antydning af selvironi og overskud gør beretningerne om swinger-plejeforældre og den særegne Pinky befriende morsomme.

Humoren og emnerne er voksne. For eksempel bliver Grace på et tidspunkt nødet til at overspise af sin partner. Det viser sig, at han tænder på hendes deller, og jo tykkere hun er, jo bedre for ham. Det sker dog uden samtykke, hvilket gør det til et overgreb.

Der er næppe mange børn, som vil blive draget af filmens brune og skæve univers. Men vi voksne kan godt glæde os, for Adam Elliot har formet endnu et mesterligt melankolsk værk i ler.