Walter og Trofast: Hævnen har vinger

Verden er af lave. Fra første dag i 2025 har der været en følelse af, at krudttønden kan springe i luften når som helst. Selv i det hyggelige animationsunivers om opfinderen Walter og hans højintelligente hund Trofast – makkerparrets ægte geni – opstår der mod slutningen en enorm eksplosion.

Men selv om tempoet ofte er tårnhøjt og faren overhængende i Netflix-filmen Walter og Trofast: Hævnen har vinger, er det alligevel som at blive kastet ned i en lun og blød dyne.

Figurerne er så hyggelige og den velkendte stop motion-animation så tekstil, at man tager sig selv i at sidde med et saligt smil på læben.

Denne gang skaber Walter en robothavenisse, som effektivt kan hjælpe Trofast med at lave havearbejde. Den flinke mand har selvfølgelig ikke øje for, at hans hund midt i al den rivende udvikling skyr teknologien og gerne selv vil grave i jorden, læse bøger og foretage andre analoge gøremål.

Det er som så ofte før opskriften på en mindre katastrofe i deres lille, engelske landsby, som snart bliver sat på den anden ende.

For da Walter ser muligheden for at betale henfaldende regninger ved at leje havenissen ud til byens indbyggere, ser også en gammel fjende muligheden for med lidt lavpraktisk computersnilde at udnytte den hjælpsomme nisse til mere ondsindede formål.

Mange film er kun så gode som deres skurk, og Walter og Trofast: Hævnen har vinger er velsignet med en ganske herlig en af slagsen.

Selv den styggeste Bond-skurk kommer til kort over for den udspekulerede pingvin Vralte McFlap. Han kunne første gang opleves i den Oscar-vindende kortfilm De ustyrlige teknobukser fra 1993, og pingvinen er ikke blevet mere behagelig efter at have siddet indespærret i Zoologisk Have.

Vralte blev i forsøget på at stjæle Den Blå Diamant fanget af Walter og Trofast, så nu er han ude efter hævn og diamanten.

Vralte er ligesom Trofast komplet umælende, men begge er stopfyldt med mimik og personlighed i deres henholdsvis spillevende og iskolde øjne. Og så er det bare tossemorsomt, at der kun skal en rød gummihandske oven på pingvinens hoved til, før andre forveksler ham med en kylling.

Det er en verden af referencer og ordspil, hvor fornøjelsen også afhænger af, hvor meget man egentlig fanger.

Nick Park skabte i 1989 for selskabet Aardman en institution i britisk film og animationsgenren, da modellervoksfigurerne så dagens lys i kortfilmen A Grand Day Out. Her sætter den sultne duo kursen mod Månen, fordi de er løbet tør for ost til deres kiks, og som alle jo ved, så er Månen lavet af ost.

Det illustrerer meget godt humoren i det gakkede univers, hvor der gennem årene er kommet korte og længere film samt et hav af serier, blandt andet spinoffet F for Får. Hovedpersonerne er kloge nok til at opfinde rumraketter og alskens geniale ting, men også dumme nok til hele tiden at havne i problemer.

Eller rettere: Walter er skyld i problemerne, mens Trofast redder kastanjerne ud af ilden.

Således også i Walter og Trofast: Hævnen har vinger, hvor Nick Park får hjælp af instruktør Merlin Crossingham og manuskriptforfatter Mark Burton. Historien startede som en kortfilm, men blev videreudviklet til en længere omgang på trods alt kun 82 minutter.

Man når ikke at kede sig undervejs, men får alligevel på fornemmelsen, at der er blevet strakt lidt rigeligt i fortællingen for at give fylde. Politiets jagt på Walter – som Vralte har fået framet som diamanttyven – er ikke lige så medrivende, fordi politifolkene mangler hovedpersonernes unikke charme.

Det kan godt være, at Walter og Trofast ikke pirker i de dybeste afkroge af den menneskelige eksistens eller kommer med voldsomt originale betragtninger om livets dilemmaer.

Til gengæld leverer makkerparret noget lige så vigtigt: et kærkomment pusterum, hvor selv mødet med indgroet ondskab er kimen til et styrket venskab med plads til både teknologi og de helt basale glæder som en god kop te.