The Impossible

En fortekst insisterer på, at The Impossible er en true story, og vi ved derfor, at i hvert fald én af de voksne hovedpersoner – ofre for tsunamien i Thailand i 2004 – vil overleve. For hvem skulle ellers fortælle historien? 

Det vidner om filmens styrke, at den ret hurtigt overvinder en naturlig skepsis over for true story-konceptet og samtidig underminerer det moment af forudsigelighed, det her uundgåeligt fører med sig. 

Katastrofefilmgenren får en ny dimension som en kombination af magtfuld ragnarokvision og humanistisk drama. Vi er i hænderne på en mesterfortæller af Spielberg-lignende tilsnit, der aldrig sparer os, når det gælder pinefulde detaljer, men som midt i rædslerne finder en paradoksal medmenneskelighed, lysende som en stråle af håb gennem mareridtet. Lige så suverænt spanske J.A. Bayona skaber rammerne for tsunami-mareridtet, lige så følsomt dramatiserer han dets indre psykologiske rystelser. 

Kun i ganske få, korte scener mod slutningen kammer det følelsesfulde over i sentimentalitet. Fornemmelsen af ægthed kan hænge sammen med, at der er tale om en intimt observeret europæisk historie, som bygger på de spanske filmskaberes nære kontakt med den familie, der konsekvent holdes i centrum af handlingen. Familien er gjort engelsk, men var i virkeligheden spansk, og filmen bygger på moderen Maria Belons historie, således som hun har fortalt den til manuskriptforfatteren Sergio G. Sánchez. 

En blodig ironi gennemsyrer starten, hvor familien smådiskuterer sikkerhed i flyet på vej til Thailand. Er den forladte boligs alarmsystem blevet tilsluttet? Og nu skal sikkerhedsbælterne jo også være ordentlig fastspændt ved landingen. Ironien fortsætter ved ankomsten. Får man den aftalte havudsigt? Ja, heldigvis! 

Moderen Maria (en fabelagtig Naomi Watts) får vi at se som den, der beskytter den mest skrøbelige af familiens tre små sønner. Men da katastrofen bølger frem i en mesterligt orkestreret scene (forudbestemt til at blive klassisk, tror jeg), er det den ældste, mere robuste søn Lucas, der må hjælpe den sårede mor gennem de havmasser, som fuldstændig raserer feriestedet. 

Ægtemanden Henry (Ewan McGregor) og de to mindre børn er forsvundne. Det totale kaos, den stigende panik og truende dødsfare indfanges i disse scener mellem mor og søn med meget af den samme påtrængende fysiske og emotionelle intimitet som i den berømte landgang i starten af Spielbergs Saving Private Ryan. Hollywood har som oftest monopol på så teknisk krævende, vildt virtuose scener. Her styres de mesterligt af en spansk instruktør i en primært spansk produktion. 

Hvortil kommer, at det mor-søn-tema, som Bayona allerede gennemspillede så intenst i sin poetisk ladede, meget roste debutfilm Børnehjemmet, også denne gang trænger igennem med stor menneskelig resonans. Sønnen Lucas skal på få sekunder vokse op til moden ansvarlighed, mens moderen lige så pludseligt må erkende sin hjælpeløshed. Hvordan skal de finde balancen? 

Chok-virkningen forstørres af Bayonas evne til at fokusere skarpt på forholdet mellem mor og søn. For mig kulminerer mareridtet, da Lucas på hospitalet pludselig for første gang står helt alene uden at ane noget om moderens skæbne. Han får en identifikationsetikette påklistret, og koncentrationslejr-associationen melder sig. Disse scener rummer intet i ydre forstand voldsomt, men de lodder en dyb sjælelig uhygge. 

Selv om Ewan McGregor ligesom Naomi Watts indlever sig totalt, har faderens og de to andre børns historier ikke helt den samme overvældende virkning. Er der hjælp at hente blandt de lige så hårdt ramte ofre? Ja, empatien findes selv i hjertet af ragnarok, så pointen bliver humanistisk. Midt i kampen for fysisk overlevelse findes også en sjælelig redning. Familiens – og tilskuerens! – prøvelser har ikke været forgæves.