Syng

Buster Moon er en klassisk showbiz-svindler.

Sådan en impresario, der lover succes og store penge uden at kunne holde det. Sådan én, der hele tiden tror, at det næste show nok skal redde ham.

Men han er også en romantiker, der elsker sit teater, elsker sine shows og vil gøre alt for at holde liv i drømmen om glitter og glamour.

Så da hans faldefærdige og gældstyngede Moon Teater står foran tvangsauktion, forsøger Buster sig med en sangkonkurrence og lover – ved et uheld – en præmiesum på 100.000 dollars.

Håbefulde sangere strømmer til, og en håndfuld talenter bliver udvalgt. Men Busters løgn om præmiepengene indhenter ham, og pludselig hænger både showet og teatrets fremtid i en tynd tråd.

Syng slår plat på et af de sidste ti-tyve års største massemediefænomener: talentshowet.

En spinkel historie om ambitioner, drømme og kærlighed til scenelivet skubbes ud i projektørlyset til lyden af tidens største radiohits. Og et par klassikere.

Alle figurerne i Syng er dyr. Buster Moon er en nuttet koala, hans sure bankdame en lama, og der er både en gorilla, et par grise og et pindsvin med i sangshowet. Men egentlig er der ingen særlig grund til, at de ikke lige så godt kunne være mennesker, for det er småt med kreative jokes og gags, der udnytter dyrenes egenart.

Desuden foregår det hele i en hektisk amerikansk storby, og kombinationen med de antropomorfe dyr får Syng til at ligne en film, der forsøgeratlukrere på Zootropolis’store succes.

Men animationen savner karakter, og fortællingen er for fad til, at lækre popsange kan redde den.

Filmens egentlige helt er slet ikke hovedpersonen Buster Moon, men den generte elefant Meena, der som den eneste figur gennemgår en reel og vedkommende udvikling i filmen.

Selv om Buster småsvindler og hutler sig igennem, har han altid hjertet på rette sted og ændrer ikke holdning undervejs. Musen Mike lærer ikke af alle ulykkerne, som hans opblæste grådighed og selvoptagethed afstedkommer. Og husmodergrisen Rositas succes som sangstjerne afhænger i bund og grund kun af, om hendes mand kan passe ungerne.

Men Meena, der kun er en bifigur, er den virkelige stjerne.

Hun bevæger sig fra en usikker og introvert pige, der ikke tør sige sin mening, til en ægte stjerne på scenen. Og undervejs overvinder hun udfordringer og kampe, der er med til at tegne et nuanceret billede af en rigtig person.

Det bliver endda helt rørende, når hendes entusiastiske og velmenende familie tilskynder hende til at følge drømmen, og Meenas udvikling er det bedste billede på Moon Teatrets udvikling. Desværre er hendes historie pakket for meget af vejen bag Busters geskæftighed og flere af de andre figurers spilopper.

En vellykket montage med en lang række dyrs mere eller mindre fjollede auditions parodierer fermt freakshowet kendt fra programmer som X Factor og American Idol: en trio af frøer, der synger Van Halen, en flodhest på hammondorgel og en bøffel, der (lidt overraskende) optræder med Crazy Towns one hit wonder fra årtusindskiftet Butterfly, udgør filmens eneste bud på en opfindsom satire over talentshow-genren.

Syng savnernetop ironi og distance til sangkonkurrencen, der i alt for høj grad bliver hyldet uden blik for formatets problematiske sider.

Buster Moons sekretær frøken Kiki er til gengæld en konstant komisk tilstedeværelse. Hun er en gammel og distræt leguan, der forener alle tænkelige kontorklichéer fra Hollywoods farcerepertoire.

Det er ikke raffineret – de fleste af hendes gags indebærer, at hun nyser ulækkert eller taber sit glasøje – men der noget forsonende i hendes tanteagtige pylrethed og hendes slappe, skællede halshud.

Syng giver publikum, hvad de er vant til fra fredags- og lørdags-tv. Hurtigt glemt, desværre.