Sword of Trust

Sword of Trust er en kæk, let og ofte svidende morsom lavbudgetskomedie – og et trist farvel til Lynn Shelton, den talentfulde instruktør, der i maj sidste år døde af leukæmi. 

Hun var kvinden bag film som Laggies, Touchy Feely, mumblecore-klassikeren Humpday og mange fantastiske afsnit af kvalitets-tv. 

Hun var også en klipper og producer, der af og til trådte foran kameraet. I Sword of Trust har hun en lille, men central rolle som den triste Deidre, en misbruger, der har svært ved at holde sig clean, og kæreste til hovedpersonen Mel. 

Han spilles af Marc Maron – Lynn Sheltons virkelige kæreste. 

Mel er endnu en af de gnavne, sarkastiske halvtabere, Marc Maron excellerer i, ikke mindst i Netflix-serien G.L.O.W. 

Men komikeren og podcastværten viser også en ny side af sit talent, når han i en medrivende monolog forklarer, hvordan han og Deidre strandede i en pantelånerbiks i en flække i Alabama efter at være faldet helt igennem i musikbranchen. 

Mel er også lidt af en nar, når han tager røven på en kunde, der forsøger at skille sig af med en guitar og et par sko. Men han møder sin ligekvinde, da Cynthia (Jillian Bell) dukker op sammen med sin kæreste Mary (Michaela Watkins) for at sælge et antikt sværd med en ganske særlig forhistorie. Det skulle åbenbart bevise, at det var Sydstaterne, der var de virkelige sejrherrer i den amerikanske borgerkrig! 

Inden længe hvirvles Mel, de to kvinder og hans tumpede assistent Nathanial (Jon Bass) ind i en lumsk plan om at tjene en formue på at sælge sværdet til private samlere – forudsat at de overlever sammenstød med pistolskydende, sydstatsfetichistiske racister.

Tidens kontroverser i kølvandet på #BlackLivesMatter-protester verden over om, hvorvidt vi bør fjerne mindesmærker til ære for racister og slavehandlere, gør kun filmen mere aktuel. 

Men Lynn Shelton er langt mindre interesseret i politik end i den livlige, halvimproviserede dialog og de smukt indfangede dynamikker mellem kærester og gamle venner. Hun excellerede i lige netop denne form for sørgmuntre og varme fortællinger, og hendes store talent var kun lige ved at blive anerkendt af et bredere publikum. 

Hende kommer vi til at savne.