Sult

Forfatter og certificeret hip københavner Mia splitter sin tid mellem bogreceptioner, redaktørmøder og sex med mænd, som der ikke er grund til nogensinde at se igen.

Da hendes veninde sætter hende op med den jævnaldrende Emil, kan hun på ingen måde se sig selv date en mand, der er så voksen, at han både har to børn og et fast job med skærmbrille og excel-ark.

Men selvfølgelig forelsker de sig i hinanden, og med Københavns tårne, spir og pladser som smuk ramme bliver Mia både Emils kæreste og hans børns bonusmor.

Faktisk lander hun med egne ord så meget i 30’erne, at hun også gerne vil have sit eget barn.

Men som nogle måske har udledt fra titlen Sult, er der tale om en film, der tager udgangspunkt i Tine Høghs bog af samme navn fra 2022. Sulten er det hul i maven, som ufrivillig barnløshed efterlader, og Mia og Emils fertilitetsbehandling bliver deres forholds store prøve.

Man forelsker sig hurtigt i både Rosalinde Mynsters Mia og Joachim Fjelstrups Emil. De to smukke mennesker er troværdige som henholdsvis kunstner og fraskilt familiefar, og man ønsker hårdt, at de skal være sammen fra begyndelsen til slutningen. Fordi deres kemi kan mærkes helt ude på den anden side af skærmen.

I starten udbryder Fjelstrup fra tårnet i Vor Frelsers kirke på Christianshavn, at ”jeg bare er forelsket i dig, mand”. En replik, der sagtens kunne være blevet pinlig, men med Fjelstrups charmerende levering lyder som noget, en almindelig mand kunne finde på at udbryde i et anfald af ren lykke.

Både Emil og Mia er som karakterer fint udviklede, og de eskalerende konflikter over hormonsprøjter, sædtal og Mias lyst til at udlevere deres kvaler til sine læsere vokser organisk ud af historien.

Hertil kommer en overvejende velbesat rolleliste bestående af blandt andre Mille Lehfeldt som hvidvinsdrikkende redaktørveninde og Magnus Haugaard Petersen som Mias bror, der altid er klar med en brutal sandhed, når man slet ikke mangler den.

Magnus Millang spiller Tesla-entusiast og bliver en benhård påmindelse om, at 2025 er en parallel virkelighed, eftersom ingen cool mand fra Vesterbro ville prale af en Elon Musk-bil i dag.

Ditte Hansen og Louise Mieritz har en uforlignelig evne til at få selv skuespillere med 30 sekunders skærmtid til at skinne. Youssef Wayne Hvidtfeldt er den perfekte, sleske, Jytte Vikkelsøe-citerende date, og Sarah Juel Werner er en meget autentisk, overengageret Aula-mor.

Desuden er makkerparrets fortællinger ofte en fornøjelse at se på, og i Sult er der herlige krydsklip af sexscener og nøgne statuer i springvand, en emotionel nedsmeltning midt i en børnezombie-befængt Halloween-fest og bare generelt et godt øje for at visualisere og omforme tekst til film.

Bifigurerne synes at være der for at lette stemningen med mere komiske sekvenser. Ofte fungerer det, men især læsere af bogen vil nok have svært ved at genkende den meget rå roman i en lidt fjollet scene, hvor en selvhøjtidelig sauna-gusmester hidser sig op over Mia og venindernes snak om fertilitetsbehandlingens kønslige slagside.

Især da Mia, mens hun selv prøver at blive gravid, skal hjælpe veninden Gro med at komme af med en uønsket graviditet, kommer man til at savne mere plads til smerten og hele absurditeten ved den situation. Især eftersom Sara Fanta Traores følsomme præstation som Gro formentlig sagtens kunne have båret noget mere spilletid.

Det bliver en anelse for hyggeligt, og Sult mangler den perfekt afstemte balance mellem morsomheder og dyb alvor, der gør Ditte Hansen og Louise Mieritz’ TV 2-serie Dansegarderoben til så effektiv en fortælling.

Nu og da knager det i syningerne mellem bog og film, men makkerparret får igen demonstreret deres sikre sans for komedie og karakterer, man har lyst til at være i selskab med.