Sugar

Det begynder rigtigt godt.

Irske Colin Farrell med sine borende øjne, sin højde og drøjde samt en stovt hage på størrelse med helikopterlandingsplads er som skabt til at spille den hårdkogte privatdetektiv i sort jakkesæt.

Maskulin rapkæftet med vid bid og bister mine, en mand, som hverken stikker op for bollemælk eller banditter. Og begyndelsen på Sugar lægger stærkt ud i sort-hvide billeder i Tokyo, hvor privatdetektiven John Sugar lige skal klare en kidnapningsaffære.

Så flyver vi i varme farver til Los Angeles – metropolen med sit moskelignende observatorium oppe på højen tæt på Hollywood.

Her er de karakteristisk høje palmer på brede boulevarder uden ende med biler i lange køer ud til filmstjerners palælignende bungalower og patriciervillaer i diverse stilarter. Og selvfølgelig også de solbeskinnede skyskrabere bosat med håbefulde starletter, miserable tabere og privatdetektiven, som venter på en klient.

Men tiderne er skiftet i dette Raymond Chandler-landskab. John Sugar rimer ganske vist på Philip Marlowe, men vor tids snushane går i skræddersyet tøj og kører i dyr sportsvogn, mens 40’ernes billige bourbon er afløst af maltwhisky i den dyre klasse.

Ellers er alt umiddelbart ved det gamle. Mænd i lange frakker snakker med glamourøse kvinder med gustne hensigter, Chanel no. 5 bag øret og en Colt 32 under hovedpuden.

Sugar får sågar en klassisk opgave, en Gone Girl-agtig sag, hvor det handler om at finde en ung kvinde, der er forsvundet i asfaltjunglen. Hun er barnebarn af filmproducenten Jonathan Spiegel, som selvfølgelig bor i en bolig lidt mindre end Buckingham Palace.

Serieskaber Mark Protosevich lægger overhovedet ikke skjul på, at han kan genreklichéerne helt ned til mindste skudhul.

Vores antihelt, privatdetektiven med indre dæmoner og en kvæstet fortid, ser hele tiden i sit sind scener fra klassiske film noir-værker.

Humphrey Bogart, Glenn Ford, Robert Mitchum, Sterling Hayden, Orson Welles og mange andre kommer på fransk visit fra deres respektive sort-hvide klassikere.

Selve plotstrukturen minder påfaldende om Chandlers The Big Sleep. En velhavende, men dekadent familie flettes ind i pengeafpresning og organiseret kriminalitet, hvor blodets bånd aldrig er tykkere end båndet om et bundt dollars.

Vi har en feministisk forsvunden ung kvinde, hendes voldelige storebror samt far og mor, som er lige så varmhjertet som et nedfrossent reptil. Undervejs er der bøse gangstere med kindheste og knojern. Selvfølgelig også hurtige skuddueller og lommefilosofi om, at livet er kort og beskidt som en barneskjorte.

Så langt så godt.

Colin Farrell er overbevisende som tough privatdetektiv, engelske Kirby er hans sekretær, som ved mere end godt er. James Cromwell giver solidt rollen som stenrig patriark med hajtænder og gustne tanker, mens Amy Ryan er den modne femme fatale, der er god nok på bunden.

Filmen mangler totalt selvironi for slet ikke at tale om sofistikeret elegance. Men den underholder alligevel med sin gennemført hæmningsløse genbrug af genrens sætstykker og referencer til fortidens store filmværker såsom The Big Heat, Sunset Boulevard og Vertigo.

Stedvis er de filmiske citater som at være til en forelæsning i film noir med fodnoter og eksempler. Disse glimt af mesterværker bliver undertiden for meget. De giver en længsel efter at se den ægte vare i stedet for den glatte, senmoderne Sugar, som har inddraget tidstypisk etnisk diversitet og selvfølgelig MeToo-bevægelsen.

Desværre knækker Sugar intrigemæssigt over halvvejs i seriens otte afsnit. Hvorledes kan jeg ikke skrive uden at komme med en spoiler eller to.

Men fra at være en art genretrofast og dog innovativ nutidig pastiche over privatdetektivens bitterromantiske verden bliver Sugar til en bogstavelig talt himmelråbende katastrofal parodi.

Mit råd er derfor at forlade serien efter femte afsnit.