Oldboy

I en dristigt kvalmefremkaldende scene fra Park Chan-Wooks Oldboy slubrer hovedpersonen – netop sat fri efter tyve års fangenskab – en hel, levende blæksprutte i sig, mens tentaklerne vrider sig ud af munden på ham.

I Spike Lees genindspilning forbliver blæksprutten i akvariet. Josh Brolins hovedperson kigger intenst på den i en stilfærdig hilsen til forlægget, men det bliver ved blikket. Hvilket siger en hel del om den sanselighed og uudgrundelighed, der mangler i den amerikanske version af den koreanske nyklassiker.

2013-versionen følger i hovedtræk originalen loyalt, og de steder, hvor den afviger, trækker det fra snarere end lægger til.

En mand bliver pludselig kidnappet og anbragt i et aflåst hotelværelse, hvor han én gang dagligt serveres et måltid. Men ellers får han ikke nærmere forklaring på, hvad han har gjort for at fortjene denne skæbne. Og i fjernsynet ser han, at han anklages for at have slået sin ekskone og datter ihjel. Det er et kafkask mareridt, der uundgåeligt får spørgsmål om skyld og ansvar til at hobe sig op: Har jeg været et ondt menneske?

Det pirrende ved den koreanske Oldboy er, at tilskuerens undren og moralske granskning svarer til hovedpersonens. Han er en almindelig mand, der tilsyneladende hverken har været værre eller bedre end så mange andre.

I den aktuelle udgave er hovedpersonen Joe Doucett et dumt svin. Drikfældig, kynisk, falleret. Han prøver at score sin kundes kvinde og skider på sin ekskone. Han er svær at fatte sympati for – og man gruer hurtigt for den moralsk-opbyggelige historie, som nødvendigvis må følge. Joe skal blive et bedre menneske, før han kan få sin hævn og finde frem til den grusomme sandhed.

For Joe bliver selvfølgelig sat fri, efter to årtier og lige så formålsløst, som han blev taget til fange. Men nu er han opsat på at finde manden bag den stemme, der har talt til ham gennem telefonanlægget.

Hævnen er lige så blodrødt brutal som i originalen. Selv den berømte scene, hvor Joe bekæmper et halvt hundrede bad guys, og hvor kameraet glider med ham i én ubrudt bevægelse, er fastholdt. Det er som at høre et professionelt cover-band, og man kommer til at tænke på Gus Van Sants 1:1-remake af Psycho, mens man stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor? Og hvorfor en velrenommeret instruktør som Spike Lee, hvis filmografi nok er broget, men trods alt sjældent så ideforladt?

I det hele taget lander Spike Lees Oldboy et ubestemmeligt sted mellem klassisk amerikansk thriller og kikset tegneseriekarikatur. Godt nok bygger historien på en japansk manga, men den animerede logik fra tegneserien gør sig bedre i Park Chan-Wooks virtuose, asiatiske filmsprog end i Spike Lees mere snusfornuftigt vestlige fortællestil.

Hvilket bliver legemliggjort af rigmandsskurken (Sharlto Copley fra District 9), der har mærkelig accent, slikhår og et overaffekteret udtryk. Han mangler bare stokken for at kunne træde direkte ind i en James Bond-film.

Hollywood håber sikkert, at det vestlige publikum bedre kan relatere sig til den ondsindede historie, når den er omsat til engelsk. Men faktisk er det stik modsatte tilfældet. Spike Lees Oldboy er en film uden berettigelse.