Star Wars: The Rise of Skywalker

Efter ni film er Skywalker-sagaen nu slut.

Star Wars havde premiere i 1977, og først da dens gigantiske succes var en realitet, kunne instruktør og forfatter George Lucas løfte sløret for, at den faktisk var nummer fire ud af i alt ni film og havde følgetitlen A New Hope.

Fans har længtes efter slutningen, inklusive undertegnede, der er født i 1982 og ikke kan huske en tid, hvor jeg ikke har været fan af alt med forbindelse til stjernekrigen.

Desværre er Star Wars: The Rise of Skywalker ikke særligt forløsende. Den gør, hvad den skal, men heller ikke mere.

Den har nogle af seriens allerflotteste rumslag, og der er intense lyssværdsdueller. Som forventet. Der er også masser af humor. Noget er for plat, noget er for indforstået, mens andet er befriende finurligt. Som det sig hør og bør i disse film.

Men seriens sidste trilogi kommer aldrig ud af den oprindelige trilogis skygge, og i takt med at Han Solo, Luke Skywalker og de andre helte er udåndet, har interessen for filmseriens personer været dalende.

I The Force Awakens, den nye trilogis første kapitel, møder vi den reelle hovedperson, Rey. Hun er en forældreløs teenager, der lever en ensom og kummerlig tilværelse, indtil hun bliver hvirvlet ind i det endelige rumopgør mellem godt og ondt. Hun er unikt stærk i Kraften, men kender ikke sit ophav.

Det er en af denne films store afsløringer, men den er sært undervældende og føles som en slatten løsning.

Reys relation til den onde Kylo Ren er dog en af filmens store lyspunkter. I forrige film, The Last Jedi, fandt man ud af, at de er magisk forbundet og kan kommunikere over store afstande, men ikke altid når de selv vælger det.

Det giver både fordele og udfordringer. De to står på hver side af Kraften og krigen. Gode Rey er i gang med sin Jedi-træning, mens Kylo Ren stræber efter at blive den nye Darth Vader.

Men Darth Vader har aldrig været den største skurk i sagaen, selv om han er den mest fascinerende. Kejser Palpatine er derimod dukkeføreren, og som traileren allerede har afsløret, har han måske igen sine blege, klamme fingre med i spillet.

Det mest spændende ved filmen har dog næsten været, hvordan filmholdet har kunnet løse det hjerteskærende problem, at vores prinsesse Leia, Carrie Fisher, døde, inden filmen var færdigindspillet. Heldigvis er det lykkedes dem at trylle med de optagelser, der var, og elegant supplere med skygger og lyd.

Som fan kan man altså forvente at græde mange tårer, for der er flere spøgelser, som besøger den nostalgiske film.

Som en rørende overraskelse viser protokol-droiden C-3PO sig at være en modig helt, selv om han – mere end hvad godt er – bliver lagt for had af piloten Poe Dameron og Finn, der har ham med om bord på Tusindårsfalken, mens de løber farlige ærinder for General Leia.

Skuespillet kan der ikke sættes en finger på, end ikke en aldrende Billy Dee Williams, der kæmper for at tøjle sin hujende begejstring for at være tilbage som charlatanen Lando Calrissian.

Daisy Ridley er stadig et fund som den evigt søgende Rey, og skuespillerens fremtidige karriere bliver interessant at følge. Den helt store stjerne er dog Adam Driver. Hans udvikling som den splittede Kylo Ren, der ikke kan tøjle sit barnlige raseri, er imponerende og overbevisende.

Disney kommer uden tvivl til at lave meget mere Star Wars-halløj, men historien om Skywalker forventes nu at være slut. John Williams’ ikoniske musik har klinget for sidste gang – og det er ikke sørgeligt.

Jeg har den holdning, at der ikke har været rigtigt dårlige Star Wars-film. Alligevel vil jeg sjældent gense andre trilogier end den første. Den kommer jeg til gengæld til at gense resten af mit liv, for den vil være alletiders bedste rumeventyr – altid.