Star Wars: The Last Jedi

The Last Jedi er fænomenal.

Hverken som anmelder eller som livslang Star Wars-fan er der meget at udsætte på seneste kapitel i sagaen, det ubetinget bedste siden The Empire Strikes Back fra 1980.

Jeg nåede at grine, gispe, holde krampagtigt fast i sædet og endda knibe en tåre eller to inden de første ti minutter var gået, og rumoperaen holder – næsten – det niveau over samfulde 150 minutter.

The Last Jedi er en drønspændende, højdramatisk, vildt underholdende og visuelt frapperende rumopera, der demonstrerer det ypperste inden for blockbusterhåndværk anno 2017.

De imperialistiske fascister The First Order har trængt Modstandsbevægelsen tilbage til en enkelt flåde. Den er fanget under voldsom beskydning, og om få timer vil deres skjold bryde sammen.

Andetsteds i galaksen opsøger Jedi-aspiranten Rey den sagnomspundne Jedi-mester Luke Skywalker, der nu er en vrissen og angerfuld eneboer. Han har frasværget at give sin viden om Kraften videre til andre, efter at hans nevø Kylo Ren sluttede sig til overfascisten Snoke.

Men Kylo Ren er heller ikke fri for samvittighedskvaler, og da han og Rey knyttes overnaturligt sammen, tager de ved lære af hinanden. På godt og ondt.

Det er en pointe, der går igen fra sidste års rå krigsfilm Rogue One: A Star Wars Story. Vi rummer alle både lys og mørke, og den sandhed vejer tungt hos den engang så idealistiske Luke Skywalker.

Den blåøjede knøs fra den oprindelige trilogi er blevet en gammel mand med gråsprængt skæg og ar på sjælen. Mark Hamill bliver kun bedre med alderen. Den aldrende Luke er plaget, men også lunefuld og snarrådig med et glimt i øjet.

Det er Lukes film meget mere end Leias, men salig Carrie Fisher får også et par dramatiske øjeblikke, som giver kuldegysninger og duggede 3D-briller.

Rian Johnson, der både skriver og instruerer, er eminent dygtig til at gribe bagud for at pege fremad. Der er ingen fan service over hans referencer til de gamle film, ingen vidende nik til publikum. Gensynet med fortiden har følelsesmæssig tyngde.

The Last Jedi er den første af de nye Star Wars-film, der ikke bare i noget omfang føles som fanfiktion, men som en helt naturlig forlængelse af universet og historien.

Det nye kuld af karakterer er fremragende over hele linjen og får langt mere at lave end i forrige kapitel, The Force Awakens.

Piloten Poe Dameron er en kæphøj fighter, der skal lære at tænke uden for cockpittet. Oscar Isaac emmer af naturlig karisma i rollen, og det samme gør den veloplagte John Boyega. Hans tidligere Stormtrooper Finn kaster sig hovedkulds ud i at infiltrere fjendens forsvar og får følgeskab af den mere verdenskloge mekaniker Rose.

Det er kun glædeligt at se, at Star Wars-universet bliver mere mangfoldigt. Vietnamesisk-amerikanske Kelly Marie Tran formår at gøre Rose til en naturlig del af det efterhånden store ensemble.

Men det er det komplekse forhold mellem Rey og Kylo Ren, der er filmens hjerte. Star Wars har altid været et storladent skæbnespil om de gode mod de onde, og Daisy Ridley og Adam Driver skaber begge komplekse karakterer, der rummer begge dele.

Det lyder måske mørkt og tungsindigt, men historien er også båret af barnlig fortælleiver, charme, humor og eskapistisk eventyrlighed.

Tempoet sagtner lidt halvvejs igennem, og særligt den sekvens, hvor Finn og Rose besøger et dekadent Monte Carlo-lignende kasino minder én om, at The Last Jedi er den længste film i serien. Det er også lidt spøjst at se den slags kapitalist-karikaturer i verdens mest lukrative franchise.

John Williams’ orkestermusik til de nye film er ikke helt så bombastisk eller mindeværdig som til seriens første seks film. Men brugen af velkendte temaer knytter ikke blot sagaen sammen. Brugt på de rette steder er de både opløftende og hjerteskærende.

The Last Jedi er gudesmuk.

Johnsons faste fotograf Steve Yedlin leverer overdådige kompositioner, der rimer visuelt på de tidligere film uden på nogen måde at være bundet til dem. Her er visuelle indfald og billeder, der brænder sig fast på nethinden.

Og så er The Last Jedi fremragende fortalt. Indie-instruktøren Rian Johnson dirigerer rumopera, som om han er født til det.

Det er han måske også. Lucasfilm har i hvert fald bestilt en helt ny trilogi af film fra hans hånd. At dømme efter denne film, har vi noget meget stort i vente.