Smerte og ære

Når den spanske veteraninstruktør Pedro Almodóvar i sin nyestefilm caster sin gamle ven Antonio Banderas som en kreativt blokeret filminstruktør, der plages af både en aldrende, smertende krop og af fortidens uforløste problemer – så er det fristende at antage, at Banderas slet og ret spiller Almodóvar.

Men der foregår noget i Smerte og ære, som er mere komplekst end ren selvbiografi. Noget, der føles som en ny retning for instruktøren.

Almodóvar har skabt en eftertænksom, melankolsk, kærlig film, også selv om den ikke er flamboyant som filmene fra instruktørens ”gyldne æra”.

For en gangs skyld virker forbindelserne mellem den svære nutid og fortidens skæbnesvangre glæder og traumer mere søgende end bombastiske.

I Dårlig dannelse blev misbrug af unge drenge på en katolsk kostskole vendt til et mordmysterie. I Huden jeg bor i blev spørgsmål om kønsidentitet besvaret med psykologisk body horror, og i Alt om min mor, Tal til hende og Julieta var der mærkelige sammentræf og skeletter, der raslede i skabet.

Som de film tackler Smerte og ære Almodóvars kunstneriske yndlingsspørgsmål: ”Hvordan endte vi alle her?” Men filmen har modet til at besvare det på klog og sober vis uden at være prangende.

Den tilbagetrukne, depressive instruktør Salvador er måske nok et kreativt geni, men det gør ham ikke let at holde af. Han bruger sin agent Mercedes som både sekretær og sygeplejerske, imens han fikserer neurotisk på sit skrantende helbred.

Banderas spiller med den masochistiske tilfredsstillelse, en hypokonder føler, når han vitterligt har det skidt. Men der er også noget uimodståeligt over hans figur. Verdensskuespilleren leverer karrierens måske bedste præstation som den smerteplagede kunstner, der har mistet gløden, indtil et tilfældigt møde vækker minder, der måske kan vise en vej ud af mørket.

Trækker han på sit eget, komplicerede forhold til Almodóvar? De arbejdede trods alt ikke sammen i 22 år. Men endnu engang skal man vare sig for at tolke selvbiografisk. Rollen er smukt skrevet, og Banderas levendegør den med raffinement og følelsesmæssig nuance.

Salvador støder på Alberto, en frustreret skuespiller, han ragede uklar med mange år forinden, og som spilles med bidsk flair af Asier Exeandia.

I Albertos boheme-hjem kaster instruktøren sig ud i at ryge heroin fra sølvpapir. Narkodrømme fører ham tilbage til barndommen og hans seksuelle opvågnen i det underlige, huleagtigt hus, han som barn delte med sin evigt stressede far og moren Jacinta. Hun spilles af Penélope Cruz som en fyrig kvinde af folket – ikke langt fra hendes rolle i Volver.

Da Salvador lader arbejdsløse Alberto skrive sin selvbiografi om til en teatermonolog, fører det til filmens allermest rørende øjeblik, da instruktøren kortvarigt genforenes med den mand, monologen handler om: Federico, en gammel kæreste, som blev et møllehjul om halsen, netop da Salvadors karriere og kreativitet var i fuldt flor.

Af de to perioder, der er mest definerende for Salvador, er den ene – de frigjorte 80’ere i Madrid, hvor både han og Almodóvar blomstrede socialt, seksuelt og kreativt – kun løst omtalt. Vi får glimt gennem monologen, i en visit fra en gammel elsker, fra en filmplakat og interiøret i Salvadors pangfarvede lejlighed.

Barndommens verden er derimod kærligt genskabt for kameraet. Men hvad hvis dette romantiserede arbejderklasse-Spanien i virkeligheden bare er et upålideligt, narkoskabt drømmesyn, en mulighed instruktøren holder pirrende åben?

Smerte og ære er ikke bare et rørende portræt af en kunstner, der kæmper med en kreativ og følelsesmæssig blokering, men også en kunstnerisk afspejling af, hvordan vi alle genkalder os og omskriver fortiden.

Og Almodóvar overlader det til os at skændes om, hvor meget denne overraskende sobre, smukke film handler om hans egen personlige smerte og ære.