festivalanmeldelse
16. feb. 2024
Small Things Like These

Cillian Murphy spiller familiefaren Billy stoisk og indelukket, ofte snøvlende med gamle traumer brølende bag en tilknappet grimasse.

Foto: Artists Equity

Small Things Like These

Velmenende drama med Cillian Murphy om Magdalene-ordenens brutale vaskerier for vildfarne unge kvinder fortsætter Berlinalens tradition for kedelige åbningsfilm.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Det er efterhånden mere rutine end overraskelse, at Berlinalen snubler fra start med en kedelig åbningsfilm. 

Sidste år var det Rebecca Millers uinspirerende komediedrama She Came To Me. Året forinden skiftede François Ozon Petra ud med Peter von Kant i sit remake af Fassbinders kammerspil, og inden da gjaldt det tomgangskomedien My Salinger Year og Lone Scherfigs The Kindness of Strangers, der høstede tre stjerner i Ekko. 

I år gælder det så Tim Mielants' Small Things Like These, et irsk periodedrama om en familiefar, der tidligt i 1980’erne får øjnene op for mishandlingen på de landsdækkende vaskerier drevet af Magdalene-nonneordenen. 

Her læssede forældre deres utugtige døtre af, så de kunne føde i fred og vende syndsforladte tilbage – vel at mærke uden deres bortadopterede børn. 

Forholdene var kummerlige, madrationerne knebne og overgreb af enhver art var hverdagskost gennem flere hundrede år, før de sidste Magdalene-hjem blev lukket sidst i 1900-tallet. 

Billy Furlong hører gråden i det fjerne, da han kommer for at aflevere kul. Da han kommer næste gang ved daggry, finder han en forkommen, gravid kvinde låst inde i kulskuret. 

Billy er en driftig, selvstændig mand med en beskeden forretning og en stor familie af lutter døtre, der alle bliver undervist af nonnerne. Cillian Murphy spiller ham stoisk og indelukket, ofte snøvlende med gamle traumer brølende bag en tilknappet grimasse. 

Det har formentlig haft noget med valget af åbningsfilm at gøre, at den irske skuespiller med de safirblå øjne for tiden er i spil til en Oscar for sin præstation i Oppenheimer

Det har utvivlsomt også hjulpet, at Small Things Like These blandt andet er produceret af Hollywood-stjernerne Ben Affleck og Matt Damon, hvor sidstnævnte dukkede op for at kaste stjernestøv af sig til festivalens åbningsceremoni. 

Det gør det bare ikke til en helstøbt eller vellykket film. Der mangler en dramatisk motor til at holde liv i den stillestående fortælling. 

Billys barndom med en ung mor, der blev taget til nåde af en rig, lokal enke, udspiller sig i genkommende flashbacks. Men i sidste ende bidrager de meget lidt til fortællingen. 

Vi forstår tidligt, at han må have gennemlevet noget forfærdeligt, men manuskriptet af Enda Walsh og Claire Keegan – sidstnævnte skrev også bestselleren, filmen er baseret på – opbygger forventningen mere effektivt, end det indfrier den. 

Alt for længe venter man på, at noget må ske. Bare et eller andet. 

Billy sover dårligt om natten. Han bliver holdt vågen af tanken om de kvinder, der er dårligere stillet end han selv. Om natten sidder han i en lænestol og stirrer mod gaden, hvor mænd render efter unge kvinder i gadelygternes gullige skær. 

Noget er i gære inde i ham. 

Han er distræt sammen med sine døtre og afvigende over for sin hustru Eileen (Eileen Walsh), der i en mindeværdig scene sætter sig i respekt som en pragmatiker fra endnu ringere kår end ham selv. 

Engelske Emily Watson får en endnu stærkere bravurscene som abbedissen, der med velvalgte tvetydigheder lader Billy forstå, hvor meget han har på spil. 

Men historien om den modvillige helt, der træder sig selv over fødderne, før han træder i karakter, føles både velkendt og som ønsketænkning. 

Magdalene-vaskerierne blev skildret mere effektivt i Peter Mullans hårrejsende The Magdalene Sisters fra 2002. Her er pointen, at der sjældent stod vægelsindede redningsmænd parat til at frelse de unge kvinder fra deres hårde skæbne under nonnernes ukærlige behandling. 

Og patriarkatets formynderi over for ”vildfarne kvinder” er skildret endnu mere iskoldt og virkelighedsnært utallige gange tidligere – ikke mindst i Malou Reymanns Ustyrlig

Small Things Like These er instrueret af belgiske Tim Mielants, der tidligere stod bag den fremragende tredje sæson af gangsterserien Peaky Blinders – også med Cillian Murphy i hovedrollen. 

Instruktøren er en kapabel tovholder, men formår ikke at samle filmens tematikker om stiltiende medløben og uventet heltemod til en fængslende film.

Titel:
Small Things Like These

Land:
Irland, Belgien, USA

År:
2024

Instruktør:
Tim Mielants

Manuskript:
Claire Keegan, Enda Walsh

Medvirkende:
Cillian Murphy, Ciarán Hinds, Clare Dunne, Emily Watson

Spilletid:
96 minutter

Premiere:
14. februar på Berlinalen

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
21. juli 2026
The Invite

The Invite

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro