Sløborn

”Det virker som et godt tidspunkt at bo på en ø,” siger en beboer på den fiktive ø Sløborn, da trusler om en farlig virus skræmmer fastlandets befolkning.

”Sløborn” er tysk, men ligger et sted mellem Nordtyskland og de sydfynske øer, og det er her, ZDF’s veltimede virusdrama Sløborn udspiller sig.

Serieskaberen Christian Alvart havde ingen anelse om, at hans rædselsvision ville blive til virkelighed, da han i sommeren 2019 begyndte optagelserne på sin smittesaga.

Selv om symptomerne – blødende øjne og pludselig død – på seriens due-influenza er noget mere dramatiske end coronavirus’, er der tale om en virus fra Østen, der længe ignoreres og finder vej til selv Europas mindste afkroge.

Sløborn vilfor altid blive set som en coronaserie. Ikke mindst fordi den ganske langsomme tysk/danske co-produktion faktisk har noget at sige om den tid i foråret 2020, hvor hele verden blev overrumplet en af virus.

Beboerne på Sløborn har rigeligt at bekymre sig om, mens due-influenzaen stadig er baggrundsstøj i radioen.

Syttenårige Evelin er gravid med sin studievejleder, mens hendes mor forsøger at holde sammen på et ægteskab, selv om de har vidt forskellige drømme.

Der er også den berømte forfatter, som tager til øen midt i en kombineret skriveblokade og kokainrus og med flere tusind i minus på kontoen.

Disse og mange flere dramaer udspiller sig i sneglefart. Imens nærmer katastrofen sig i form af en inficeret sejlbåd med to døde passagerer, der støder på grund på øen.

Den Hitchcock-agtige suspense bliver ekstra intens med nutidige briller. Hver et host og hver en delt drikkeflaske bliver vist i grufulde nærbilleder med voldsom musik, men det er slet ikke nødvendigt.

Vi er allerede rædselsslagne over, at ingen af personerne holder afstand og bruger masker!

Publikum må se passivt til, mens borgerne hver og en får deres personlige planer destrueret af verdensomspændende problemer. Ikke ulig i Utøya-serien 22. juli – Dagen der ændrede Norge er det den totale afbrydelse af hverdagslivet, der udgør tragedien.

Problemet er, at de mange små og sammenkædede historier i Sløborn ikke alle er lige spændende, og derfor er det heller ikke altid særligt gribende, når de falder fra hinanden.

Særligt den berusede forfatters historie er svær at engagere sig i på trods Alexander Scheers herligt maniske skuespil.

Han har ikke noget at gøre på øen, og hans stive eskapader føles ofte som meningsløst tidsspilde. Især når de tager tid fra de to stærkeste historier i Sløborn, som i sig selv gør serien seværdig.

Danske Roland Møller spiller en tidligere lømmel, der imod naboernes vilje starter et program for unge kriminelle. I skænderier med sin stadig narkosælgende bror (Mads Hjulmand) veksles der farverigt mellem truende tysk og fjendsk fynsk, hvilket nydeligt skaber en fornemmelse af øens univers.

Men det er interaktionerne med de unge, ødelagte bøller, der gør denne historie til en af de stærkeste. Kampen er hård, men der er håb for især én af drengene, som lever med skylden fra en særligt slem forbrydelse.

Derfor er det så forfærdeligt at se deres mulige frelse ødelagt af pandemien i sidste øjeblik.

På samme måde med drengen Herm (Adrian Grünewald), der trods en voldelig far og mobning i skolen endelig er ved at få sit liv på ret køl. Han bliver venner med lederen af bøllerne, og der er måske også håb for en romance med drømmepigen.

Men vi ved godt, hvor det ender.

Verdensomspændende virusepidemier er ikke kendt for deres barmhjertighed, og ligesom millioner af mennesker lige nu må Herms drømme vente, til stormen har lagt sig.

Det er nærmest for tæt på virkeligheden til at kunne gælde som underholdning.