The Stand

Det er noget spøjst at sidde i vinterhi for galopperende smittetal, mens man hyggegyser over verdens undergang i The Stand. 

I forfatteren Stephen Kings monumentale dommedagsfortælling fra 1978 hoster, hakker og snotter 99,9 procent af menneskeheden sig ihjel på få dage. 

Og seriefilmatiseringen indskriver sig i en stolt tradition for postapokalyptiske historier, hvor de umage overlevende må overvinde sig selv og hinanden for at genopbygge civilisationen. 

Men den tilføjer desværre ikke meget nyt. 

De første fire afsnit (af i alt ni) følger forskellige hovedpersoner, og kridter samtidig banen for den ballade, der må følge. 

Texaneren Stu Redman er – særligt i James Marsdens snusfornuftige skikkelse – et ærkeamerikansk mandfolk, og virussens første overlever. Som en af de første, der kommer i kontakt med virussen, bliver han ført bort til et hemmeligt militærlaboratorium. 

Men der er sjusk med karantæneprotokollerne. Et par dage senere træder han over lig af soldater og kittelklædte forskere opsvulmede af gas – som blege strandvaskere på vej mod en affolket verden. 

I Maine, Stephen Kings skattede hjemstat, klarer både nørden Harold Lauter og den gravide Frannie Goldsmith sig uskadt gennem massedøden. I New York forsøger den plagede rockstjerne Larry Underwood at vænne sig til en verden uden et publikum. 

Om natten har de alle samme to drømme igen og igen. I den ene beder hvidhårede Whoopi Goldberg dem om at rejse til et forjættet land i Colorados bjerge, en frizone i ødemarken, hvor de immune kan starte på ny. 

I den anden lover Alexander Skarsgård dem, med sit bedste krokodillesmil, at deres hedeste drømme kan gå i opfyldelse, hvis blot de sværger ham troskab i Las Vegas. 

Stephen Kings forbillede for romanen var Ringenes herre, og ganske som hos Tolkien er der ikke plads til megen nuance i den metafysiske tvekamp mellem godt og ondt. I de saliges bjergby er der en frelserloyalitet over for gamle Moder Abigail, der får alle mine alarmklokker til at ringe, men som karaktererne sluger som en velkrydret kamel. 

Hvis katastrofefilm har lært os én ting, så er det aldrig at stole på en utopi. 

Instruktør Josh Boone¸ der hittede med En flænge i himlen og også stod bag mutant-metervaren The New Mutants, lagde mange års arbejde i en filmatisering af romanen, før projektet voksede sig til en miniserie. 

Det giver bedre tid til at nå i dybden end i den første seriefilmatisering fra 1994. Men historien er fortalt i en tidshoppende før-og-efter-struktur, der næsten kræver, at man har læst bogen for at kunne følge med.

Og det er ikke seriens største problem.

Forfatterstaben, der tæller både Stephen King selv og hans søn Owen, forstærker romanens inderlige oprigtighed uden at finde ro til at lære dens ensemble at kende.

Alexander Skarsgård er slesk og sprælsk som Djævlen selv, Randall Flagg, der vandrer gennem altings ødelæggelse i cowboystøvler og skarpstrøgne skjorter. Odessa Young som Frannie Goldsmith og Jovan Adepo som Larry Underwood føles, som om de har mere at byde på, end de får lov at demonstrere.

Men efter fire afsnit har man ikke mødt et eneste menneske, kun karakterer. Og ikke altid troværdige af slagsen.

Rockstjernen på stoffer, der er lige ved at sige ”rive den af”, men ændret det til ”onanerer”?

Det klinger falsk. Og det bliver værre, da hans modløse kæreste sent en aften taler om at begå selvmord, og han nonchalant svarer hende, at nu kan han simpelthen ikke holde øjnene åbne længere. Godnat, skat!

Serien er diskret som et tågehorn.

Den intelligente, men teenage-usikre Harold Lauter er også i bogen en skabspsykopat, men der har han alligevel brug for et skub. I serien forsøger han at få nye venner ved at øve ansigtsmimik efter et foto af Tom Cruise på den røde løber.

Det er samme anke, Stephen King havde over for Kubricks filmatisering af The Shining: At Jack Nicholson virkede vanvittig fra begyndelsen.

Men Kubrick gjorde historien til sin egen. Hans skræmmebillede var ikke djævlen, der lokker os i et svagt øjeblik, men den, der aldrig forlader os.

The Stand er overlæsset og retningsforvirret, og selv i sine bedste øjeblikke føles skrækscenarierne som gamle travere.

Men serien disker dog, i bedste grand guignol-tradition, op med grufulde forskrækkelser og billeder, der bliver hængende ubekvemt på nethinden, når man forsøger at falde i søvn.