Slave af Danmark – afsnit 1

Dramadokumentar-serien Slave af Danmark skulle handle om de frygtelige kapitler i Danmarks kolonitid og om den danske elites umenneskelige fremfærd i Dansk Vestindien i årene fra 1672 til 1848.

Men man forspilder muligheden for at genbesøge de nationale traumer på de caribiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix og folde historien ud for en ny generation. Man sætter sig nemlig lige imellem en skolebænk og et biografsæde.

På den ene side havde man muligheden for at lave en epokebeskrivende og måske epokegørende dokumentarserie. Gennem ordentligt arbejde med arkiver og dybdegående dokumentaroptagelser og interviews med efterkommere på de tre øer og i Danmark kunne man have beskrevet den historiske virkelighed korrekt. 

Men i den serie, som er kommet ud af anstrengelserne, er der kun anelser. En arkivar fra Rigsarkivet nævner, at hele epoken er velbeskrevet, men vi får ganske små fragmenter af faktuel historie i det første afsnit, som DR ud af seriens fire afsnit har stillet til rådighed for anmeldere.

Kolonitiden sættes ikke ind i nogen samlet historisk fortælling, men fortælles effektjagende. Det giver ”et nøøøj!” og ”et neeej!”, men ikke et ”ahaaa!”

Man fortæller ikke, at den almindelige dansker i samtiden var stavnsbundet og levede uden demokrati og uden personlig frihed. De fleste danskere var derfor også uden hverken lod eller del i uhyrlighederne begået af en lille håndfuld danske overklassefamilier.

Næsten alle gamle, hvide mænd i Danmark var på den tid fæstebønder – som så i øvrigt ikke blev særligt gamle, fordi samme overklasse udnyttede og tævede dem ihjel. Vi hører kort sagt slet ikke den samlede historie.

Den anden mulighed var nemlig en storslået og helstøbt dramaserie. Man får lyst til at sige: En Ole Bornedal-serie bare uden Ole Bornedal. For man savner den patos, den emotionalitet, det grandiose anslag, som kun få kunstnere i Danmark tør lægge for dagen.

Det episke vue over hele perioden, men det har DR åbenbart ikke ville betale for. 

I stedet får vi bare små sukkerknalder. Dramatiserede historiske scener ved kongens hof, hos slaveholderen i kolonien og ude i marken. 

Ligesom dokumentardelen snuser ivrigt efter substansen, men aldrig finder den, er der også fine takter i den fiktive del. Bjarne Henriksen er tilbage i facetteret storform som erhvervsmanden Heinrich Schimmelmann, imens Thure Lindhardt overbeviser som Heinrich’ forhærdede nevø. 

Men det er nærmest lidt respektløst – både over for seeren og fortidens levende slaver – ikke at gøre det rigtigt ubehageligt, når slaverne piskes eller voldtages. I stedet fremstilles det med en forudsat forargelse. 

Desuden rummer serien sjusk, racisme og alt for ekstreme kilder og konsulenter på og bag skærmen.

I fiktionsdelen sejler det engelske i en slags sproglig trekantshandel, så slaverne veksler imellem skoleengelsk med dansk accent, Island-dialekt a la Jamaica og tillært amerikansk.

Og man har i dokumentardelen castet en halvt sort dansker med opvækst i USA, Aftenshowet-værten Nola Grace Gaardmand, der ikke bidrager med meget andet end overfladisk journalistik. 

Når man har kilder, der kalder sukker for ”narko”, er man alt for langt fra en genkendelig virkelighed. Kilden virker decideret tendentiøs.

På samme måde har debatten allerede raset om valget af dramatiker og aktivist Joan Rang som rammesættende konsulent for serien. Hun er adopteret og skriver flere steder, at hun bevidst undgår hvide mennesker.

Danmarks Radio insisterer i sit pressemateriale på at bruge ordet ”slavegjort”, som reelt er dobbeltkonfekt, fordi alle slaver per definition er fanger, imens DR på den anden side i titlen bruger udtrykket ”slave”.

Det korte af det lange er, at når DR pisker rundt efter den seneste politisk korrekte dille, rammer de totalt ved siden af hr. og fru Danmark. Og dét er synd. For vi er faktisk mange almindelige mennesker, der gerne vil gentænke hele Danmarks kolonitid.

I stedet bliver vi lænket til plat aktivisme og halvsløjt tv-drama.