Silence

Silence var 28 år undervejs. I 1988 fik Scorsese tilsendt Shûsaku Endôs roman om portugisiske missionærer, tro og tvivl i 1600-tallets Japan, af en præst, der havde set The Last Temptation of Christ.

Scorsese købte straks rettighederne, men har siden været gennem næsten bibelske prøvelser med skeptiske filmselskaber, konkurser, retssager og endelig oliepenge fra Dubai for at få filmen realiseret.

Selv om der er mange år imellem de to film, hænger de sammen som den katolske Scorseses holmgang med Jesus- og Judasfiguren – den ubegrænsede kærlighed og den absolutte fortabelse.

I The Last Temptation of Christ er Judas en del af Guds plan, for uden hans forræderi og Jesu død på korset ville der ikke være nogen genopstandelse eller kristendom. Som Jesus siger til Judas i filmen: ”Gud gav mig den letteste opgave – at blive korsfæstet.”

Forræderiet er den tungeste byrde at bære, men kan det også være den største kærlighedsakt? Eller skal forræderen forvises til helvedes nederste kreds?

Det spørgsmål er også centralt i Silence, der udspiller sig i Japan i 1630’erne.

Kristne japanere forfølges, efter at Japan har lukket for al udenlandsk indflydelse. Portugisiske missionærer får valget mellem at dø eller afsværge den kristne tro. I den kinesiske provins Macau får de portugisiske jesuitter Rodrigues (Andrew Garfield) og Garupe (Adam Driver) at vide, at den sidste kristne præst i Japan har gjort det utænkelige og afsværget troen.

De tager derfor på den livsfarlige mission for at finde ham og genoplive kristendommen i landet. De får den japanske Kichijiro (Yōsuke Kubozuka), en drukkenbolt med en dunkel hemmelighed, til at føre dem ind i landet, hvor de snart møder en hemmelig kristen menighed blandt fattige bønder.

Men Garupe og Rodrigues bliver forrådt af samme Kichijiro, de skilles og flygter. Rodrigues bliver fanget og ført frem for inkvisitoren Inoue (spillet af Issei Ogata).

I nogle forrygende og næsten ubærlige scener sætter Inoue Rodrigues under pres og piller langsomt hans sjæl og tro fra hinanden, mens han tvinger ham til se på de kristne bønder blive tortureret og ydmyget. Alt dette kan stoppe, hvis han afsværger sin tro.

Men vil han så tabe sin sjæl? Og kan han tilgive judassen Kichijiro, der nu vil have hans velsignelse?

Spillet mellem Garfield og Ogata er glødende. Det er ikke kun bøddel og offer, men også to kulturer og to skuespiltraditioner, der mødes.

Hvor Andrew Garfield spiller tvivlende præst med åbent ansigt og det vestlige skuespils tradition for indlevelse og psykologi, er komikeren Issei Ogatas ansigt stift som en maske med strittende kanintænder. Han har gnæggende gedestemme og stive gebærder.

Mens de diskuterer, om der er universelle sandheder, eller om hver kultur har sin egen sandhed, synker Ogata pludselig uendeligt langsomt ned i sin kimono og bliver lillebitte for øjnene af én, stadig gnæggende.

Komik? Dæmoni? Buster Keaton eller japansk Noh-spil? I hvert fald elektrisk.

Både Shûsaku Endôs bog og den første filmatisering fra 1971 af Masahiro Shinoda fokuserer mere på skismaet mellem vestlig og østlig tankegang og er mere uafklarede med, om Rodrigues vinder eller taber.

Her er Scorsese lidt for from til min smag, Silence er gennemkatolsk og så langt fra Casino, som man kan komme, men ikke desto mindre en kompleks, fascinerende film, der bliver ved at rumstere i hovedet.

Scenerne i Silence er ofte meget lange og statiske med kun få af Scorseses karakteristiske lange kameraføringer. Men det giver mening at trække volden og valget ud uden dikkedarer.

Lyden er asketisk, en tempelklokke, et menneskes stønnen. Filmen begynder og slutter, som titlen antyder: med tavshed. Guds tavshed i en verden, hvor kun mennesket og dets samvittighed kan tale.