Shirley & Hinda

Politisk aktivisme med humor og frækhed er ikke forbeholdt unge mediepranksters som The Yes Men. Titelpersonerne i Shirley & Hinda – med undertitlen ”oprørske oldemødre” – er nemlig nogle meget gamle damer, og de lykkes fint med deres forehavende i norske Hårvard Bustnes’ delvist danskproducerede dokumentarfilm.

Vi møder dem en rolig morgen, hvor alting går sin stille, vante gang i Seattle. Disen ligger tæt, og i radioen taler de om finanskrise og arbejdsløshed. ”Mange mennesker er kun én løncheck fra hjemløshed,” siger stemmen advarende.

Okay, det er USA, det sociale sikkerhedsnet er mere grovmasket end vores herhjemme, og tingene bliver sat lidt på spidsen. Men meningen er klar: Vi er på spanden. Medier, politikere og økonomiske eksperter prædiker vækst, vækst og atter vækst. Den eneste kur er mere forbrug og ”gang i hjulene”, siges det. Det synes de to aldrende kvinder Shirley og Hinda lyder underligt.

De triller rundt på deres firhjulede elektriske handicapscootere og hygger sig, imens de diskuterer verdens tilstand. De er gamle nok til at have oplevet tidligere kriser, så de undrer sig over den bevidstløse snak om mervækst som altings løsning. Derfor går de til en økonomiforelæsning på universitetet, men her bliver de hånligt afvist og smidt ud, da de stiller spørgsmål til professoren om grænser for vækst.

De besøger fysikeren Albert Bartlett, som ganske pædagogisk fremlægger en eksponentiel funktion, der rammer en pæl igennem udtrykket ”bæredygtig vækst” og viser, at vi tilsyneladende slet ikke fatter alvoren af vores overforbrug. Hans budskab er såre simpelt: Fortsat økonomisk, befolkningsmæssig og materiel vækst er simpelthen ikke bæredygtigt og vil føre til en form for sammenbrud.

Det er sund fornuft underbygget af videnskab og matematik, og det giver de to gamle damer blod på tanden. De køber adgang til en såkaldt Wall Street Dinner for finansfolk og laver gedigen ravage, da de stiller ubekvemme spørgsmål til tingenes tilstand. De får dog umiddelbart ikke andet ud af besværet end nogle yderst grove verbale tilsvininger og en håndfast eskorte ud af salen.

Skildringen af en verden i økonomisk og idemæssig krise og på randen af kaos er underspillet, men stærk. De to gamle damers meget skrøbelige fysik kontrasterer deres ukuelige kampgejst og behjertede retfærdighedssans. De legemliggør ”den lille mand”, som nægter at lade sig knægte af et uretfærdig system, som er løbet løbsk.

Filmens undertone er alvorlig, næsten dyster, men dens sprog er let og humoristisk. Man både gyser og ler undervejs, og humoren er det bærende element, selvom filmens fremstilling af alderdommen ikke er rosenrød. Tværtimod får vi ikke bare en historie om to seje gamle damer, men også en fortælling om alderdommens natur med både visdom, værdighed, alvorlige fysiske skavanker og praktiske problemer.

De to kvinders venskab udgør også et væsentligt element i filmen, da ”spillet” imellem dem er skåret over en klassisk læst: Den ene er kynikeren, den anden idealisten, og sammen er de bare et rigtig godt match. Der er livslyst og livsmod i rigt omfang, men der er så sandelig også eftertænksomme stunder undervejs, hvor kampagnen for en mere retfærdig verden overskygges af kampen for fysisk førlighed og for at undgå ensomhedens ædende tristesse.

Dokumentarfilm drevet af social indignation er ikke noget nyt, men det er sjældent, at man kan hæfte betegnelser på dem som: sød, morsom, rørende og hjertevarm. Det kan man på Shirley & Hinda, og det gør den til mere end bare en politisk kommentar og en ode til alderdommen.

At filmen ikke rigtig berører damernes fortid som politiske aktivister, trækker lidt ned. For man vil meget gerne vide mere om, hvem disse to skæve personager er, og hvordan i alverden de er havnet i en dansk-norsk film.

Trailer: Shirley & Hinda