Scandinavian Star

I Danmark svarer en generation til en periode på omkring 30 år. Der er altså gået en hel generation, siden skibet Scandinavian Star den 7. april 1990 brød i brand midt om natten på turen fra Oslo til Frederikshavn. 

Men det vides endnu ikke, hvad der præcis skete på den skæbnesvangre aften. Eksperter er enige om, at branden har været påsat, men hvem stod bag? 

Det bliver ikke opklaret i de første to afsnit af den nye DR-serie Scandinavian Star, som dokumentaristen Mikala Krogh (Ekstra Bladet – uden for citat) har instrueret og skrevet i samarbejde med manuskriptforfatteren Nikolaj Scherfig og journalisten Lars Halskov. 

Men de to afsnit, som er givet til anmelderne af seriens seks timelange afsnit, er fulde af hårrejsende beretninger fra katastrofens overlevende. Man bliver næsten flov over at være så godt underholdt af noget så grusomt. Den skinbarlige virkelighed er mere spændende end selv den mest dramatiske fiktionsserie.

Der er umanerligt godt håndværk i serien, som med imponerende spændvidde giver taletid til alt fra traumatiserede passagerer til caribiske besætningsmedlemmer. De giver sammen med eksperter og redningsarbejdere indtrykket af, at skibet var en dødsfælde på vand og ikke levede op til nogen som helst sikkerhedskrav.

På den måde bliver det også klart, at Scandinavian Star ikke bare er lavet for underholdningens skyld.

”Man kan ikke lægge en sag bag sig, når man ikke ved, hvem der slog ens højtelskede datter ihjel,” lyder det fra en af de medvirkende i seriens introsekvens.

At den datter er den unge dansker Christine, som oven i købet var gravid med sit andet barn, gør blot tragedien endnu mere ufattelig. Det er afsindigt rørende, når hendes efterladte mand – norske Jan Harsem – til kameraet fortæller, hvordan han opdager branden, da han er på vej til kahytten for at vise hende et citat fra Biblen, som han er faldet over: ”Frygt ikke, du lille hjort.”

Med så stærke vidneudsagn fra især ham og andre overlevende som den norske passager Frode Dyrnes Homb og det danske besætningsmedlem Bettina Kold, er der ikke brug for megen visuel lir.

Det har serien dog alligevel i form af blandt andet animerede sekvenser og et greb, hvor lysprikker som indikation på menneskelig bevægelse rykker rundt på et blueprint af skibet. Der er også knitrende flammer og spøgende toner på lydsiden, mens de overlevende genfortæller fra den angstfulde oplevelse.

Det er ret ekstremt, hvor mange af virkelighedens fortrædeligheder, der rammer biograflærredet og tv-skærmen her i starten af 2020.

Inden den egentlige premiere på streaming og i biografen har der været stor diskussion om både Netflix-dokumentaren Into the Deep, der følger folkene omkring morderen Peter Madsen, og filmatiseringen af det københavnske terrorangreb i Krudttønden.

I de to film er det henholdsvis medvirkende, der ikke ønsker at være med, og pårørende, som ikke føler sig hørt, der giver produktionerne problemer.

Det skulle undre meget, hvis Scandinavian Star sejler ind i de problemstillinger. Tv-serien virker hele vejen igennem enormt lødig og gennemarbejdet, selv om der bliver skruet på de dramatiske knapper.

Værre er det, at der næsten slås et for stort brød op i den idealistiske ambition om at være så grundig som muligt.

Det bliver faktisk en kende for detaljeret, når vi skal høre, hvordan en person brækkede fingrene under redningsaktionen, fordi redningsbådene sad fast i de rustne kabler.

Sådanne detaljer kan godt skygge for vigtigere oplysninger – som at ejerne i al deres hastværk ikke havde tid til at foretage en brandøvelse inden første afgang.

Til sidst i andet afsnit bliver der peget mistanke på to personer, som opførte sig mærkeligt under redningsarbejdet.

Men selv hvis det drabelige mysterium ikke bliver endegyldigt opklaret til sidst, er Scandinavian Star et vigtigt dyk ned i en skelsættende begivenhed, der ikke må gå i glemmebogen.