Sandheden

Sandheden er svær at få hold på, fortæller Hirokazu Kore-eda os. Minder er selektive, og historier kan bøjes og forvrænges efter behag. Den enes sandhed kan være den andens løgn.

Den japanske mester bag Guldpalmevinderen Shoplifters og Min søns familie har lavet sin første film uden for hjemlandet. Den handler to sandheder, der er i konflikt med hinanden.

Catherine Deneuve spiller Fabienne Dangeville, en diva af en skuespillermor, mens Juliette Binoche giver igen som datteren Lumir, der har gjort karriere som manuskriptforfatter.

Begge kvinder har viet deres liv til fiktion, og Sandheden dykker kvikt og legesygt ned i deres stormfulde mor-datter-forhold. Et forhold, der nok er kærligt, men ikke ærligt.

Lumir kommer på besøg med sin ”lille familie”, som Fabienne kalder dem. Den består af manden Hank og datteren Charlotte. De bor i New York, men er fløjet til Frankrig for at fejre udgivelsen af Fabiennes selvbiografi. Eller rettere: Fabiennes udlægning af sit liv.

Lumir læser arrigt ved sengelampens skær med små gule sedler parat til at markere de mest anstødelige løgne.

Hun er fast besluttet på at gå i clinch med sin mor, men bliver i stedet gelejdet ind i rollen som Fabiennes udglattende buffer over for omverdenen. Hun må også tappert vende et døvt øre til morens vrantne bemærkninger om alt fra hendes måde at brygge te på til hendes valg af ægtemand.

Ganske som i Søstre har Kore-eda kameraet rettet mod kvinderne i en lille familie. Og han gør klart, at det er en familie på kvindernes præmisser.

Lumirs mand Hank spilles af en godmodig og fjoget Ethan Hawke, der hurtigt kommer på dybt vand, mens Fabiennes mand Jacques kun tolereres på grund af hans tiramisu.

Sandheden føles som et logisk spring for instruktøren, der udforsker sine vante temaer på uvant territorium.

Han er optaget af forældre og børns indbyrdes rollespil, der altid er til forhandling. Samtidig minder han om, at tiden smuldrer bort. Det er meget tydeligt pointen i den film, Fabienne er ved at indspille, men det siges også mere elegant med et genkommende motiv af efterårsmodne træer, hvis gulnede løv er parat til at falde.

Når det er sagt, er det ikke Kore-edas kunstneriske temperament, der skinner mest tydeligt igennem. Sandheden er en Catherine Deneuve-film.

Hun dominerer i hovedrollen som et pirreligt, forkælet og feteret koryfæ i fransk film. Den kunstneriske arv, hun har opbygget gennem en karriere på 60 år – fra nybølge til nutid – er et vigtigt metalag til kvindernes viljekamp.

Deneuve er helt i sit rette element, når Fabienne stryger majestætisk og kaotisk gennem filmen og med en spids bemærkning efterlader sig et kølvand af smålighed, tarvelighed og dyr parfume: ”Hvordan går det i New York? Glem det, jeg er ligeglad!”

Det er ikke nødvendigvis et problem, at hun fylder så meget. Catherine Deneuve er en fornøjelse, og der er en vis fascinationskraft i den snu symbiose mellem skuespiller og rolle. Det betyder bare også, at filmen aldrig bliver mere interessant, end hun gør den til.

Juliette Binoche lever sig fuldt ind i sin rolle, men Lumir står altid i morens skygge.

Det er kosteligt at se de to mundhugges. Men når Kore-eda sniger følsomhed ind i manuskriptet, mister Deneuve nogle af de skarpe kanter, der gør filmens første scener så morsomme.

Tredje akt taber desværre fart i lange, sniksnakkende scener. Og grebet med filmen-i-filmen føles som en håndfast måde at dirigere figurerne mod forbrødring i en slutning, der heldigvis ikke behøver at afstemme alle sandheder.

Charlotte forlader således Paris halvt overbevist om, at Fabienne er en heks, der forvandlede sin eksmand til en enorm skildpadde. Og hvis det er sandt for hende, er det fint for bedstemoren.