The Holdovers

Alexander Payne lægger kortene på bordet, allerede inden vi ser det første billede af The Holdovers.

Med selskabslogoer i 1970’er-stil pejler han publikum ind i filmens tidsperiode. Nærmere bestemt jul og nytår for godt 50 år siden.

Han fremmaner dermed fra starten en velmagtsperiode for amerikansk filmkunst med sin empatiske, skarpe og givende film om det uventede venskab mellem en lærer og hans elev.

Payne har altid haft et uforligneligt øje for de detaljer, der giver en karakter fylde. Her rettes øjet mod læreren Paul Hunham, som spilles af Paul Giamatti.

En tube med hæmoridecreme i hans badeværelse fortæller os, at Paul ikke er vant til at få gæster. Stakkene af bøger på hans værelser på den elitekostskole, hvor han underviser i oldtidshistorie, antyder, at han ikke har andre steder at tage hen.

I en tale kalder han skolens privilegerede og arrogante børn for ”væmmelige små filistre” og ”vulgære hormonbomber”. Han er ikke en mand, der går op i at være vellidt, hverken af elever eller kolleger.

Der er åbenlyse paralleller mellem Paul og Miles, den indbildske karakter Paul Giamatti spiller i Paynes Sideways. Begge forventer, at verden vil skuffe dem, er besat af deres hobby og stritter af krakilsk utålmodighed.

Men Paul vender sin vrede lige så meget indad som udad. Han er en mand, der forrådes af sin egen krop – det afspejles i hans foroverbøjede, defensive kropsholdning.

Og så har han evnen til at være overraskende generøs, selvopofrende og empatisk.

Den kvikke, men forstyrrende femtenårige Angus Tully (imponerende spillet af Dominic Sessa) deler Pauls skurrende, forsvarsparate personlighed.

Angus’ ærlighed gør ham til en outsider. Han mænges nødigt med de tåber, han mener, skolen er fuld af. Samtidig er han en sårbar knægt, der tager det tungt, da hans mor og nye stedfar trækker deres invitation om at holde juleferie tilbage.

Pludselig er Angus tvunget til at tilbringe julen på skolen sammen med et umage slæng af andre elever, som Paul modvilligt holder opsyn med. Og inden længe er kun Angus og Paul tilbage – to akavede, kantede outsidere, der begge ønsker sig alle andre steder hen.

Der er en nøglekarakter mere: køkkenchefen Mary Lamb, følsomt spillet af Da’Vine Joy Randolph, som bliver tilbage for at lave mad til de andre.

Det er Marys første jul uden sin søn, der selv gik på skolen, og som for nylig blev dræbt i Vietnam. En række jump cuts, hvor kameraet trækkes tilbage i ryk fra en efterladt cello på sønnens værelse, viser det meningsløse tab og den smertelige ensomhed, der venter Mary hjemme.

Filmen bruger musik fremragende: a cappella-arrangementer af julesange – som dem, vi ser eleverne øve kort før semesterafslutningen – har en streng punktlighed, der afspejler Pauls tilgang til undervisning og til livet i det hele taget.

Det er en slående kontrast og en kærkommen afveksling, da Alexander Payne sent i filmen bruger Labi Siffres pragtfulde folksang Crying Laughing Loving Lying i en scene, hvor Paul endelig løsner op for de bånd, han lægger på sig selv.

Lidt efter lidt fører delte oplevelser – en tur på skadestuen, en personalefest, en ekskursion til Boston – de tre tiloversblevne outsidere, holdovers,  tættere sammen.

Filmen er skrevet af tv-forfatter David Hemingson (Kitchen Confidential), hvis manuskript veksler fermt mellem humor og patos.

The Holdovers er velovervejet og følsom, rasende intelligent og uendeligt længselsfuld. Og selv om det er en sjov film – og det er en virkelig sjov film – så gør den det klart, at filmens tematikker om race- og klasseprivilegier, sorg og svært familieliv, ikke er emner, der kan grines bort.

Det er sådan en film, Peter Bogdanovich kunne have instrueret for 50 år siden. Som jeg ikke troede, man lavede længere.